Klaus Rifbjerg

Rejsen er et hovedtema, både som udforskning af omverdenen og som den enkeltes vej til og flugt fra identiteten, der altid står i spændingsforhold til den konventionelle normalitet; det gælder to af hans betydeligste romaner, begge med kvindelig hovedperson: Anna (jeg) Anna (1969) og Vejen ad hvilken (1975). Det afgørende er ikke, hvor rejsen ender, derimod hvordan rejsen er sansevækkende. Den rejsende er udsat og mobil, både åben for verdens indtryk og på vagt, hvis omverdenen bliver truende. Denne spænding mellem det søgende og det satte er ikke blot karakteristisk for Rifbjergs mange rejsetekster, men danner et fundament for hele forfatterskabet.

Det mærkes fx i De hellige aber (1981), der skildrer to drenge, som i 1941 falder ned i et hul og dukker op i et forvandlet Danmark anno 1981. De føler sig af gode grunde fremmede i materialismens nye verden, og på den konto kan forfatteren hudflette sin samtid. Heldigt for drengene lykkes det dem at finde tilbage til besættelsestidens verden. Eventyret har en happy end, og forinden har en af de opdagelsesrejsende anet, at "selv om der havde været andre tider og kom andre tider, så var der alligevel en sammenhæng, en sammenhæng i al uendelighed". Samtidig med at Rifbjerg er en sensibel iagttager af det sanseligt nærværende, har han også en drift imod det kosmiske og holistiske, hvilket fx kommer frem ved forfatterens vedvarende opmærksomhed om naturen, kulturens skyggeside og medspiller.

Klaus Rifbjergs egen første længere rejse gik til USA, hvor han studerede på Princeton University i årene 1950-1951. Det fik betydning for hans overvejende amerikanske, men i øvrigt bredt internationale orientering. Siden gik rejsen hyppigst Til Spanien (titel på en rejsebog fra 1971), som i en lang årrække var hans faste bopæl.

Før sin lyriske debut havde Klaus Rifbjerg været medforfatter af studenterrevyer, bl.a. sammen med Jesper Jensen, som han også senere skrev revykomedier med. Han havde en tid arbejdet som assistent ved et filmstudie og skrev i sin første fase manuskript til en række film, oftest instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt, således det skånselsløse generationsportræt Weekend (1962) og erindringsbilledet Der var engang en krig (1966).

Rifbjergs dramatik, der især udmærker sig ved sin replikkunst, spænder fra den ironiske rolleleg i skuespillet Udviklinger (1965) til hverdagsrealismen i hørespilserien De beskedne, 1-4 (1975), hvis tidsbillede fra 1950'erne og 1960'erne blev fulgt op af Danmarksskildringen fra 1970'erne i tv-serien Vores år (1980).

Selv om den kanoniserede generationsroman Den kroniske uskyld (1958, filmatiseret i 1985) er Rifbjergs debut som romanforfatter, så rummer den mange af de træk, som var karakteristiske for det lange forfatterskab. Det er en bagudskuende fortælling, hvor fortælleren Janus beretter om sin skoletid, ungdom og i særdeleshed sit forhold til klassekammeraten Tore, som Janus fra første øjesyn forguder. Janus’ sprog er levende, dynamisk og har et drive, som står i kontrast til det faktum, at historien kulminerer med en tragedie. Tore bliver kæreste med den smukke Helle, men de to synes fanget i en kronisk uskyld, mens Janus i det skjulte får afløb for sine drifter. Trekantsdramaet bliver imidlertid dramatisk opløst til studenterfesten, hvor Fru Junkersen, Helles mor, forfører Tore. Efterfølgende begår Helle selvmord. Romanen slutter med, at Janus besøger Tore, der er indlagt på et psykiatrisk hospital. Slutlinjen lyder ’vi ses’. Janus har forstået, at han har overvurderet Tore, men om de to kan vende tilbage til normalitetens verden, er ikke givet.

Driftslivet er det drivende i Rifbjergs roman. Det spænder fra befrielse til fortabelse. Den eksistentielle kamp bliver fortalt via en hovedperson, som ikke nødvendigvis er noget sandhedsvidne. Janus betyder 'to-hovedet', og han er på mange måder upålidelig, hvad læseren godt kan gennemskue. Er Janus på den ene side et realistisk portræt af en ulmende oprører, der ikke ser frem til at træde ind i de voksnes rækker sammen med hans jævnaldrende, som han omtaler som ’grødhoveder’, så peger hans sproglige flair på andre lag. Det skorter ikke på brug af spektakulære metaforer, ikke mindst i beskrivelsen af Fru Junkersen, så romanens historiske realisme, der udgør en dimension, bliver modsvaret af en symbolsk-mytologisk dimension.

Der er altid flere lag i Klaus Rifbjergs bøger. Fortiden og det ubevidste bobler frem igen og igen i novellesamlingen Og andre historier og også her excellerer Rifbjerg i brug af fortællere, som ikke helt har styr på de imaginære kræfter og deres seksuelle orientering. Overgangen fra barn til voksen er alt andet end idyllisk. Samtidig med at forfatteren kan vise, hvor fatalt det kan være, når den kroniske uskyld fikserer individet, skildrer han også individets indre kampe med drifterne. En ubetinget besynger af drifterne er Klaus Rifbjerg ikke.

I de følgende bøger bevægede Klaus Rifbjerg sig ubesværet mellem aldersklasserne og interesserede sig for selve aldringsprocessen og de kriser, der knytter sig til den. Mange af romanerne er fortalt i førsteperson, så sproget kendetegner og afslører personen, fx Operaelskeren (1966) og Det sorte hul (1980). I de romaner, hvor der berettes i tredjeperson, er der alle overgange fra en næsten filmfotografisk registrering i Arkivet (1967) til en "overordnet fortællers" egenmægtige dispositioner i Divertimento i moll (1996).

I Klaus Rifbjergs fortællekunst er der gerne et moment af leg, mest udtalt i Marts 1970 (1970), hvor han med navns nævnelse tillod sig at lege med kendte personer; den indledte en række groteske romansatirer med et højdepunkt i Tango (1978). Forfatterens vedvarende interesse for den journalistiske verden og for sin position i det litterære landskab manifesterer sig i flere udgivelser, der muntert, karikeret og polemisk udspiller sig i mediekulturen. Det gælder fx Spinatfuglene (1973), Twist (1976), Dobbeltgænger eller Den korte, inderlige men fuldstændig sande beretning om Klaus Rifbjergs liv (1978) og Joker (1979).

Som lyriker hørte Klaus Rifbjerg til de store fornyere. Der er ingen emner og ingen ord, der var for upoetiske til Rifbjergs poesi, som både er humoristisk robust og nervøst fintmærkende. Der var en ny frimodig tone i debutdigtene; den moderne omverden blev erobret for poesien i den skelsættende Konfrontation (1960).

Camouflage (1961) var en art dybhavsekspedition i psyken i et sprængt og sprælsk ekspressionistisk sprog; omvendt blev en ny enkelhed introduceret med Amagerdigte (1965) med inspiration fra barndommens ø. Digteren Rifbjerg bevarede den barnlige sans for det underlige og kunne med ungdommeligt overskud give udtryk for også de senere livsaldres erfaringer.

Hver af de over 25 samlinger er komponeret over et fælles motiv, der kan være hentet i dagliglivet, mytologien, naturen, samfundsdebatten, bestemte lokaliteter, et leksikon — eller de er båret af en grundstemning, der til gengæld varierer stærkt fra værk til værk, fx fra de ironiske Fædrelandssange (1967) over 25 desperate digte (1974) til overlegen humor i Bjerget i himlen (1991).

I samlingen Terrains Vagues (1998) markerer det konstaterende digt "I mørkekammeret" Rifbjergs vedvarende kredsen om det potentielle: "I mørkekammeret/ er spændingen størst/ i det øjeblik billedet viser sig/ men endnu ikke er fixeret". Det afgørende er ikke, hvad det fremkaldte fotografi viser, men derimod uvisheden før betydningen låses fast. Det, der ikke kan fastholdes, eller det, der er undervejs, hvad enten det sker med teknikkens hjælp, eller fordi det oplevende jeg dykker ned i erindringssprog eller modtager indtryk fra omverdenen, er de fornemmelser, Rifbjerg udnytter i sin digtning.

Beslægtet hermed er en vedvarende opmærksomhed om kontrol og kontroltab. Digteren bugtaler gerne det kontrollerende moderne menneske, men det er, når sproget rabler og teknikken fejler, at det afgørende sætter sig igennem i digtene. På den ene side har Rifbjerg således forsøgt at sammen- og modstille to slags sprog i sine digte, nemlig det ubevidst mærkede sprog (det primærprocessuelle) og det kontrollerende hverdagssprog (det sekundærprocessuelle). Ikke for at hylde det første, derimod for at vise at det handler om at sammentænke de to.

Derfor kan det ikke overraske, at sammensatte affekter gang på gang dukker op i Rifbjergs tekster. Konfrontation (1960) er et studie i moderne mental kompleksitet, og den både sanselige og intellektuelt funderede spænding er gang på gang blevet ekspliciteret, som her i digtet "Visse ting må man have for sig selv" fra Septembersang (1988): "lugten af salt og jod/ den måde lyset står på/ oplevelsen af genkendelse og fortabthed/ fremmedgørelse og intimitet/ lumsk kedsomhed og stormende jubel/ det er bare mig".

Igennem alle årene var Klaus Rifbjerg en hyppig gæst i medierne. Med trilogien Karakterbogen (1992), Synderegistret (1994) og Facitlisten (1995) fandt han sin egen afslappede form for radikal kulturkritik, på én gang erindringer, aktuelle kommentarer og svar på, ofte barsk og forarget, tiltale.

De dagbogsagtige refleksioner med perspektiv bagud og fremad fortsattes med Berlinerdage (1995) og Tidsmaskinen (2002) om de mørke udsigter for verden. Sådan. En livsreportage (1999) peger atter mod barndommens land, ligesom romanerne Billedet (1998) og Huset (2000). Udvalg af hans journalistik 1975-2000, Det handler om — (2000), og af Rifbjergs digte (2001) sammenfatter indtrykket af vitaliteten i det lange stræk.

Romanen Nansen og Johansen (2002) er en homoerotisk fantasi med udgangspunkt i de to polarforskere Fridtjof Nansen og Hjalmar Johansen (1867-1913). I Esbern (2005) slipper han hele sit artistiske og strømførende sprog løs i en roman om kulturkampen i første del af 1900-tallet med en hovedperson modelleret over digteren Gustaf Munch-Petersen. Knastørre digte kom i 2006.

Klaus Rifbjerg fulgte i 2007 op på Esbern med romanen Hovedløs om Esberns søn Kim og siden også Rod (2008), hvor Kim når til alderdommens statusopgørelse. Det er også et tema for novellesamlingen En naturlig forklaring (2006) og digtsamlingen Time Out: en forårselegi (2009). I Skiftespor (2010) følges et homoseksuelt pars flugt fra Berlin til København i nazismens skygge, og i Jordbær (2011) opsummerer den kvindelige hovedperson sit familie- og kærlighedsliv ved mandens dødsleje.

2011 udkom digtsamlingen Stederne (2011), der med sikkert formede nedslag afsøger livshændelser og -lokationer, både de gode og de mindre gode. I 2014 udsendtes digtsamlingen Fut, fut, fut, med tog og togrejser som gennemgående tema og romanen Idræt. 9. april 2015 udkom Rifbjergs sidste bog Besat, fortællinger om Besættelsestidens Danmark og om at være besat som menneske.

Klaus Rifbjerg har modtaget en lang række litterære priser og æresbevisninger, blandt andre:

• Emil Aarestrup Medaillen, 1964
• Kritikerprisen i 1965 for Amagerdigte
• Det Danske Akademis Store Pris, 1966
• De Gyldne Laurbær, 1967
• Søren Gyldendal Prisen, 1969
• Nordisk Råds Litteraturpris i 1970 for Anna (jeg) Anna
• Holberg-Medaillen og PH-prisen i 1979
• Adam Oehlenschläger Legatet, 1994
• Hermans Bangs Mindelegat, 1997
• Svenska Akademiens nordiska pris, 1999
• Publicistprisen og Modersmål-Prisen i 2001
• Rungstedlund-prisen, 2009

Fra 2003 var Klaus Rifbjerg desuden adjungeret professor ved Copenhagen Business School – Handelshøjskolen, og i 2006 blev han med novellesamlingen Og andre historier optaget i Kulturministeriets Litteraturkanon.

• Danmark – litteratur
• Kulturkanon
• Torben Brostrøm

• Se Klaus Rifbjergs taler hos Danske Taler