USA's forfatning

Fra maj til september 1787 deltog repræsentanter fra de amerikanske stater i forfatningskonventet i Philadelphia, Pennsylvania. George Washington, der havde ført den amerikanske hær til sejr i revolutionen, var formand for konventet. Oprindeligt var ideen at ændre Konføderationsartiklerne, men det stod hurtigt klart, at en helt ny forfatning var nødvendig. Den senere præsident, James Madison, opfattes ofte som forfatningens fader, da han var ansvarlig for en stor del af teksten.

Den største udfordringer for konventets deltagere var at blive enige om formatet af den lovgivende forsamling. Ved the Great Compromise blev konventet enig om at kombinere et kammer med repræsentation baseret på indbyggertal (Repræsentanternes Hus) med et kammer, hvor alle stater var repræsenteret med to medlemmer (Senatet).

Den anden store uenighed omhandlede de mange slaver i USA, især i sydstaterne. I det berygtede three-fifths compromise blev det besluttet, at slaver skulle tælle tre femtedele af alle andre (hvide) indbyggere i beregningen af indbyggere i en stat. For at sikre slavestaternes tilslutning til den nye forfatning blev det desuden besluttet, at import af nye slaver ikke måtte forbydes før 1808.

For at den nye forfatning kunne træde i kræft, skulle den godkendes i de lovgivende forsamlinger i 9 af de 13 stater. Forfatningens tilhængere kaldtes føderalister, og modstanderne antiføderalister, der mente, at forfatningen manglede konkrete borgerrettigheder. Gennem offentlige kampagner, bl.a. udgivelsen af Federalist Papers, blev forfatningen godkendt af den niende stat, New Hampshire, i juni 1788. Forfatningen trådte i kraft den 4. marts 1789 med George Washington som USA's første præsident.

De første ti (tillægsparagraffer) kaldes Bill of Rights og fastslår bl.a. egentlige borgerlige frihedsrettigheder såsom religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og retten til at bære våben. Disse ti amendments blev godkendt i 1791.

Yderligere 17 amendments er blevet vedtaget mellem 1795 og 1992.

Nogle af de vigtigste er:

• 13. amendment: Afskaffelse af slaveriet (1866)
• 14. amendment: Lige borgerrettigheder for alle amerikanere, herunder også tidligere slaver (1868)
• 15. amendment: Stemmeret uafhængig af race (1873)
• 19. amendment: Stemmeret uafhængig af køn (1920)
• 22. amendment: Sætter begrænsning på, hvor mange gange en præsident kan vælges (1951)
• 26. amendment: Valgalderen nedsættes til 18 år (1971)

Når der opstår uenighed om, at forbundsstaten eller delstaten har beføjelser på et område, er det ofte Højesterets opgave af afgøre konflikten. Det mest berømte eksempel på uenighed mellem forbundsstat og delstater er slaveri, hvor sydstater påkaldte sig states' rights, dvs. at forbundsstaten ikke kunne blande sig i deres interne anliggender – i dette tilfælde retten til at eje slaver.

Senatet har 100 medlemmer, to fra hver stat, som vælges for seks år ad gangen med ¹/₃ på valg hvert andet år. Indtil 1913 valgtes senatorer af delstaternes lovgivende forsamlinger; siden da er de valgt af borgerne.

Repræsentanternes Hus har 435 medlemmer, som vælges i de enkelte stater for to år ad gangen ved direkte valg; antal medlemmer fra hver stat afhænger af indbyggertallet.

Lovforslag kan fremsættes i begge kamre med undtagelse af forslag, der angår forbundsstatens indkomster; de skal fremsættes i Repræsentanternes Hus først. Love skal for at blive bindende vedtages af begge kamre i nøjagtig enslydende form.

Vedtagelsen af love i Kongressen kan blokeres af præsidentens veto, men dette kan tilsidesættes med ²/₃ majoritet i begge kamre. Senatet skal godkende præsidentens udnævnelser til regeringsposter og domstole samt internationale traktater indgået af præsidenten. Kongressen kan desuden afsætte en præsident ved en rigsretssag (impeachment).

Valgperioden er fire år, og siden 1951 har der kun kunnet ske genvalg én gang. Præsidentens beføjelser er omfattende. Præsidenten er såvel statsoverhoved som regeringschef, chef for de væbnede styrker og har vidtgående udenrigspolitiske beføjelser til fx at forhandle og ratificere traktater.

Til forskel fra de fleste europæiske lande er det politiske styre i USA ikke parlamentarisk: Præsidenten kan ikke drages politisk til ansvar af Kongressen, men kan alene afsættes gennem impeachment. Tre præsidenter er blevet stillet for en rigsretssag (Andrew Johnson, Bill Clinton og Donald Trump), men ingen er blevet afsat.

Præsidenten udpeger cheferne, Secretaries, for de 15 ministerier. De udgør regeringen, der imidlertid ikke som sådan har nogen egen magt.

I nyere tid er en række nytilkomne organer i præsidentens sekretariat, The Executive Office, blevet meget betydningsfulde, særlig The Office of Management and Budget, som forbereder præsidentens budgetanmodninger og kontrollerer udgifterne, The Council of Economic Advisers, som rådgiver om den økonomiske politik, og The National Security Council, der behandler forsvars- og geostrategiske spørgsmål.

Præsidenten udpeger nye dommere til Højesteret og øvrige føderale domstole. Præsidenten kan nedlægge veto imod vedtagne love fra Kongressen ved at nægte at underskrive dem.

Højesteret og dens tilknyttede organer udgør den dømmende magt og kan erklære Kongressens love samt samt præsidentens handlinger forfatningsstridige. Højesteretsdommere kan fjernes fra embedet ved impeachment, men der har aldrig været anledning til en rigsretssag.

Den originale version af forfatningen samt Bill of Rights kan ses på det amerikanske nationalarkiv i Washington, D.C.