Histamin er et nitrogenholdigt stof (amin) som bliver produceret i kroppen og findes i de fleste væv. Særlig er det meget histamin i underhuden, langs tarmene, i luftvejene og i en bestemt type blodceller. Disse blodceller kaldes *basofile *granulocytter, og er beslægtede med lignende histaminrige celler ude i vævene, der hedder mastceller. Histamin tilhører gruppen af biogene aminer, d.v.s. organisk kemiske stoffer, som produceres af organismen og spiller en rolle i stofskifte eller fysiologi. Man karakteriserer også histamin som en mediator, d.v.s. et biologisk stof, som produceres og udskilles af en eller flere celletyper, og som har en effekt på andre celletyper. I histamins tilfælde udøves stoffets effekt via histamin-receptorer, d.v.s. proteiner på celleoverfladen, som specifikt kan binde histamin, og som via disse sender et signal ind i den receptor-bærende celle.
Produktion og nedbrydning af histamin
Histamin bliver dannet fra aminosyren *histidin ved hjælp enzymet histidin decarboxylase, og bliver også videre omdannet af en række enzymer, hvoraf *diamin oxidase (*DAO, ældre betegnelse histaminase) og N-methyltransferase er de første i en kæde af reaktioner, som ender med at histamin er omdannet (metaboliseret) til et inaktivt stof, der kan udskilles af kroppen via nyrerne.
Histamin bliver først og fremmest dannede og lagrede i de to celletyper, der er nævnte ovenfor, altså mastceller og *basofile *granulocyttar.
*Frisetting af histamin
Histamin bliver sat fri fra mastcellerne og de *basofile *granulocyttane ved allergiske reaktioner, både ved *matallergi, høfeber (også kaldte allergisk snue eller *rhinokonjuktivitt), astma og elveblæst. Også ved nogle andre tilstande end allergi, mellem andet *pseudoallergiske reaktioner, *dermografisme og mastocytose og ved skade på vævet bliver histamin (og enkelte andre stoffer) set fri. Ved nogle tilstande kan histamin blive sat fri også ved moderat fysisk påvirkning som tryk eller *skraping på huden (*dermografisme), kulde eller varme (*kuldeurtikaria og *varmeurtikaria), eller soling (*solurtikaria).
Virkninger
Frit histamin har en lang række forskellige virkninger. Først og fremmest giver histamin udvidelse af de mindste blodårer (*kapillærane) og sammentrækning af glatte muskler, som vi har i tarmen og luftvejene. Udvidelsen af *kapillærane fører i sin ture til at blodtrykket bliver *lavare i de centrale dele af blodomløbet, og personen kan gå i chok. Denne virkning af histamin bliver modvirket af adrenalin. Kirtler i luftvejene og spydtkirtlerne bliver stimulerede af histamin. Histamin tager også del i kontrollen af mavesaftsekretionen. Sprøjter en histamin ind i huden, bliver den rød i det lokale område på grund af udvidelse af de små blodårer. Kløe er en virkning af histamin.
Giftene hos mange insekter (bier, *kveks, maur) indeholder histamin. Histamin findes også i flere planter, mellem anden nælde. I sjældne *tilfeller kan histamin blive dannede fra *histidin når bakterier vokser i enkelte fødevarer, speciel fisk (særlig tun, makrel og sild). Hvis man spiser sådan dårlig lagret fisk, kan dette foran til symptom på *forgiftning. Disse symptomer ligner på en *matallergisk reaktion (*histaminforgiftning, engelsk: *scombroid *poisoning).
Lægemiddel mod histamin
Lægemidler, der værker mod histamin bliver kaldte antihistamin. De bliver i hovedsag brugte ved allergiske tilstande, fordi histamin er direkte årsag til allergisymptomerne. Histaminmolekylerne bliver efter *frisetting fra mastceller og *basofile *granulocyttar bundne til modtagermolekyler (receptorer) på overfladen af andre celler, og dette løsner ud en reaktion fra disse celler, der giver allergisymptomerne. Antihistaminpræparaterne værker ved at de blokerer bindingen af histamin til modtagermolekylerne (receptorerne) på celleoverfladen.
Det findes forskellige typer modtagermolekyler (histaminreceptorer) på forskellige typer celler.