Artiklen

Alle ændringer

Mark Overgaard Madsen

Vers. 8
Denne version blev publiceret af Jørgen Nørby Jensen 2. maj 2024. Artiklen blev ændret 380 tegn fra forrige version.

Mark Overgaard Madsen er en forhenværende dansk professionel bryder og udøver af MMA (Mixed Martial Arts), der i sin karriere primært kæmpede i 75-kiloklassen.

Mark Overgaard Madsen er en af de mest succesrige danske brydere nogensinde. Han startede sin brydekarriere som 6-årig i Brydeklubben Thor i Nykøbing Falster. Hans 10.-klasse blev taget på Luckenwalder Sportschule i Tyskland, hvor han studerede brydning.

Karrieren bød på på deltagelse ved De Olympiske Lege i Beijing i 2008, i London i 2012 og i Rio i 2016, hvor han hentede den første danske sølvmedalje i 68 år, da han tabte finalen til den evige rival, russeren Roman Vlasov (f. 1990).

Derudover har Mark Overgaard Madsen deltaget i et hav af EM- og VM-slutrunder, hvor han har hjemtaget både guld, sølv og bronze.

I 2004 vandt Mark Overgaard Madsen guld ved junior-EM og tog som senior medaljer ved 5 slutrunder. I 2005, 2007, 2009 og 2015 fik han sølv, mens han i i 2014 fik en EM-bronzemedalje. Mark Overgaard Madsen aftjente sin værnepligt i Livgarden og vandt i den forbindelse sølv ved militær-VM.

Den 20. marts 2018 proklamerede Mark Overgaard Madsen, at han indstillede sin brydekarriere for at satse 100 % på MMA.

MMA-karrieren resulterede i 12 sejre og 2 nederlag. Undervejs skrev Mark Overgaard Madsen kontrakt med det største forbund indenfor MMA, UFC , og boede i forlængelse heraf 2 år i Arizona i USA.

Mark Overgaard Madsen stoppede sin karriere i 2023 og fungerer i dag blandt andet som coach.