Vers. 3
Denne version blev publiceret af Den Store Danske 1. oktober 2024. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Imidazol, C3H4N2, farveløse krystaller med smeltepunkt 90-91 °C. Imidazol anvendes som byggesten i mange synteser, fx i kunststoffer, farvestoffer og lægemidler. Også i naturen forekommer imidazol som en vigtig byggesten, bl.a. i aminosyren histidin, som kan omdannes til histamin. Histaminfrigørelse kan medføre astmaanfald og andre allergiske reaktioner.

Imidazol fremstilles fx ved at oxidere vinsyre med en blanding af koncentreret salpeter- og svovlsyre. Produktet omsættes med formaldehyd og ammoniak til imidazoldicarboxylsyre, som derefter decarboxyleres til imidazol.