Mark O. Madsen er en forhenværende dansk professionel bryder og MMA-udøver (Mixed Martial Arts), der i sin karriere primært kæmpede i 75 kg-klassen.
Mark O. Madsens bryderkarriere
Mark O. Madsen er en af de mest succesrige danske brydere nogensinde. Han startede sin brydekarriere som 6-årig i Brydeklubben Thor i Nykøbing Falster. Hans 10.-klasse blev taget på Luckenwalder Sportschule i Tyskland, hvor han studerede brydning.
Karrieren bød på på deltagelse ved De Olympiske Lege i Beijing i 2008, i London i 2012 og i Rio i 2016, hvor han hentede den første danske sølvmedalje i 68 år, da han tabte finalen til den evige rival, russeren Roman Vlasov (f. 1990).
Derudover har Mark O. Madsen deltaget i et hav af EM- og VM-slutrunder, hvor han har hjemtaget både guld, sølv og bronze.
I 2004 vandt Mark O. Madsen guld ved junior-EM og tog som senior medaljer ved 5 slutrunder. I 2005, 2007, 2009 og 2015 fik han sølv, mens han i 2014 fik en EM-bronzemedalje. Mark O. Madsen aftjente sin værnepligt i Livgarden og vandt i den forbindelse sølv ved militær-VM.
MMA-karriere
Den 20. marts 2018 proklamerede Mark O. Madsen, at han indstillede sin brydekarriere for at satse 100 % på MMA under fighternavnet "The Olympian".
MMA-karrieren resulterede i 12 sejre og 2 nederlag. Undervejs skrev Mark O. Madsen kontrakt med det største forbund indenfor MMA, UFC (Ultimate Fighting Championship), og boede i forlængelse heraf 2 år i Arizona i USA.
Blandt andet på grund af sin hustrus sklerose-diagnose valgte familien dog at tage hjem igen Nykøbing Falster, som i Marks lange karriere har fungeret som familiens faste base.
Efter karrieren
Mark O. Madsen stoppede sin aktive idrætskarriere i 2023. Hans sidste kamp var i det ikoniske Madison Square Garden, hvor han måtte se sig besejret i første runde af amerikaneren Jared Gordon (f. 1988).
Mark har dog ikke sluppet MMA-sporten. For i 2024 oprettede han MMA-organisationen Dominance Fighting Championship med det formål at skabe en europæisk version af UFC, der skal skabe en platform for nye, fremadstormende MMA-kæmpere.
Det første stævne blev afviklet 21. september 2024, hvor den tidligere europamester i græsk-romersk brydning, Rajbek Bisultanov, debuterede som MMA-kæmper ved sin gamle brydekammerats første store event. Rajbek vandt kampen på bare 19 sekunder og fik dermed en debut, der var nogenlunde identisk med Marks O. Madsens MMA-debut den 26. september 2013; Mark O. Madsen skulle dog bruge ca. 44 sekunder på at afslutte kampen mod tyskeren Philipp Henze.
Derudover fungerer Mark O. Madsen som coach og sidder i bestyrelsen i fodboldklubben Nykøbing FC.