Vers. 15
Denne version blev publiceret af Revka Winther El Baz 25. november 2024. Artiklen blev ændret 415 tegn fra forrige version.

Horemheb var egyptisk konge (ca. 1323-1295 f.v.t.) og den sidste regent i det 18. dynasti (ca. 1550-1295 f.v.t.). Under barnekongen Tutankhamon var Horemheb hærchef for de egyptiske militære styrker og rådgiver for den unge regent.

Horemhebs tidlige karriere

Horemhebs oprindelse er stort set ukendt, men han var ikke del af den royale familie. På trods af manglende data herom, havde han sandsynligvis allerede opnået en høj rang i hæren under farao Akhnaton. Under efterfølgeren Tutankhamon, fortsatte Horemheb sin karriere og blev udnævnt til at stå i spidsen for de militære styrker som hærfører. Som den øverste general byggede Horemheb et stort gravkompleks til sig selv i Saqqara med høje pyloner, åbne søjlegårde, og et indre overdækket sanktuarium, under hvilket gravkamre blev udhugget i grundfjeldet af kalksten. Gravkomplekset har grundplan og udformning som et egyptisk gudetempel i det Ny Rige, og væggene var beklædt med kalkstensblokke, der var skåret i reliefscener og efterfølgende bemalet i stærke farver.

Som hærchef var Horemheb én af Tutankhamons vigtigste embedsmænd og i samarbejde med vesiren Eje rådgav han den unge konge. Da Tutankhamon uventet dør, overtager den aldrende Eje tronen. Fordi man ikke har fundet Horemhebs navn på nogen af de genstande Tutankhamon blev begravet med og som blev givet som gravgaver fra andre embedsmænd, er det sandsynligt at Horemheb på det tidspunkt var på ekspedition med hæren, muligvis i et felttog mod hittitterne i det nordlige Levanten. Der var tilsyneladende også sket et skift i forholdet til Eje, der udpegede en lavere rangerende militærofficer ved navn Nakhmin som sin tronarving. Efter en kort regeringsperiode døde Eje, dog blev det ikke Nakhmin, men Horemheb som overtog kongemagten.

Horemheb regerede i årene ca. 1323-1295 f.v.t. Hans regeringstid blev af eftertiden set som en tilbagevenden til de tidligere værdier før Amarnatiden. Tidligt i sin regeringsperiode fordømte Horemheb således guden Aton og begyndte aktivt at ødelægge mindet om kongerne Akhnaton, Tutankhamon og Eje. Senere officielle kongelister på tempelvægge springer således disse tre konger over, og Amenhotep III efterfølges direkte af Horemheb. Et andet vigtigt aspekt af Horemhebs regeringstid var en reform af hæren, som blev videreført af kongerne i det 19. og 20. dynasti. Han gjorde også meget for at bekæmpe den korruption, der var opstået under Akhnatons regeringstid. Eksempelvis blev et stort antal korrupte embedsmænd, især skatteopkrævere, straffet ved at skære deres næser af, hvorefter de blev forvist til stedet Tjaru på Sinai-halvøen.

Horemheb havde tilsyneladende ingen sønner og blev derfor efterfulgt af sin vesir Paramesse, der besteg tronen som Ramses I. Horemheb blev begravet i den ca. 500 m2 store og næsten 130 m lange klippegrav KV57 i Kongernes Dal.