Eritrea - geografi, Befolkningen anslås til 31/2-4 mio., og der er ni etniske grupper med hver sit sprog. Der er nogenlunde lige mange kristne (overvejende koptisk ortodokse) og muslimer. Den vigtigste skillelinje i landet går mellem højlandet med en overvejende agerdyrkende kristen befolkning og historisk tætte bånd til Etiopien og lavlandet med kvægavlere, hel- og halvnomadiske muslimer præget af arabisk kultur.
De mange års krig med Etiopien betød store opbrud. Over 500.000 flygtede til det østlige Sudan, hvorfra en mindre del fandt videre til Vesten (herunder Danmark). Hertil kommer, at mindst 100.000 – heraf en meget stor del kvinder – tog aktivt del i befrielseskampen. Integrationen af hjemvendte flygtninge og tidligere guerillasoldater er en stor opgave for den nye stat.