Guano er havfugleekskrementer, der under tørre klimaforhold opnår en skorpet, stenet eller groft pulverformig konsistens. Ordet benyttes også om ekskrementer fra flagermus, som kan ophobe sig i tykke lag i fx huler.
Dannelse af guano
Guano dannes, hvor store fuglekolonier findes på flade øer med egnet klima. Det kan fx være i Peru, Sydvestafrika og Den Californiske Havbugt, som alle ligger i tilknytning til næringsrige havstrømme og opvældningsområder.
Udnyttelse af guano
I Peru blev guano udnyttet til gødskning allerede af inkaerne. I nyere tid toppede brydningen i 1800-tallet med over 20 millioner tons udskibet til Europa og Nordamerika 1848-1875, hvilket bevirkede en alvorlig forstyrrelse af fuglekolonierne. Siden har udnyttelsen antaget mindre destruktive og mere regulerede former.
Guanoen fra Peru kom til at spille en stor rolle som gødning i Europa. Den indeholdt ca. 7 % kvælstof, 14 % fosforsyre og 2 % kali. Oprindelig blev den anvendt, som den var, men senere blev den omdannet med svovlsyre til superfosfat, der er lettere tilgængelig for planterne; således også i Danmark fra 1868 på "Fredens Mølle".