USA's forfatning

Vers. 88

Denne version blev publiceret af Anne Mørk 6. maj 2026. Artiklen blev ændret 348 tegn fra forrige version.

USA's forfatning er det fundament, som al lovgivning i USA hviler på og definerer samtidig borgernes rettigheder.

Forfatningen blev udarbejdet ved et forfatningskonvent i 1787 og trådte i kraft i 1789. Den blev formuleret efter, at de 13 britiske kolonier havde løsrevet sig gennem Den Amerikanske Revolution og erstattede Konføderationsartiklerne.

Den er formet over idéen om magtens tredeling i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Endeligt danner forfatningen grundlag for USA's føderale system.

Forfatningsændringer og tillægsartikler

Forfatningen kan ændres ved to tredjedeles flertal i begge Kongressens kamre eller af et særligt konvent og herefter med godkendelse af tre fjerdedele af de lovgivende forsamlinger i delstaterne (38 ud af 50 stater). Der er ikke nødvendigvis en udløbsdato på et forslag til amendments (tillægsartikler). Således blev den seneste tillægsartikel godkendt i Kongressen i 1789, men først godkendt af tilstrækkelige delstater i 1992 – en behandlingstid på 202 år.

1791: Bill of Rights

De første ti (tillægsparagraffer) kaldes Bill of Rights og fastslår bl.a. egentlige borgerlige frihedsrettigheder såsom religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og retten til at bære våben. Disse ti amendments blev godkendt til i 1791.

1795 til 1992: 17 tillægsartikler

Yderligere 17 amendments er blevet vedtaget mellem 1795 og 1992.

Nogle af de vigtigste er:

13. amendment: Afskaffelse af slaveriet (1866)
14. amendment: Lige borgerrettigheder for alle amerikanere, herunder også tidligere slaver (1868)
15. amendment: Stemmeret uafhængig af race (1873)
19. amendment: Stemmeret uafhængig af køn (1920)
22. amendment: Sætter begrænsning på hvor mange gange en præsident kan vælges
26. amendment: Stemmealderen nedsættes til 18 år (1971)

Forbundsanliggender og enkeltstater

Som udgangspunkt er forbundsanliggender defineret og delegeret til forbundsmyndighederne, mens myndigheden i alle andre anliggender tilkommer enkeltstaterne.

Forbundsregeringen har ansvar for udenrigspolitik og deler ansvaret for indenrigspolitik med enkeltstaterne; den har med tiden øget sine funktioner på det økonomiske og sociale område i samarbejde med staterne, Cooperative Federalism.

Magtens tredeling i USA

Forfatningen fordeler magten mellem de forbundsinstitutioner, der sidder inde med den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Hver gren har sit hovedautoritetsområde, men grenene har samtidig en vis lod i hinandens områder, hvilket medfører konkurrence, men også nødvendiggør samarbejde, for at der kan regeres effektivt.

Den lovgivende magt: Kongressen

Den lovgivende magt har Kongressen, Congress of The United States, som består af to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.

Medlemmer i Senatet og Repræsentanternes Hus

Senatet har 100 medlemmer, to fra hver stat, som vælges for seks år ad gangen med ¹/₃ på valg hvert andet år.

Repræsentanternes Hus har 435 medlemmer, som vælges i de enkelte stater for to år ad gangen ved direkte valg; antal medlemmer fra hver stat afhænger af indbyggertallet.

Fremsættelse af lovforslag

Lovforslag kan fremsættes i begge kamre med undtagelse af forslag, der angår forbundsstatens indkomster; de skal fremsættes i Repræsentanternes Hus først.

Love skal for at blive bindende vedtages af begge kamre i nøjagtig enslydende form. Vedtagelsen kan dog blokeres af præsidentens veto, men dette kan tilsidesættes med ²/₃majoritet i begge kamre.

Den udøvende magt: Præsidenten

Den udøvende magt har præsidenten, der tillige med en vicepræsident vælges indirekte af en valgforsamling, som er sammensat af delegerede, der er valgt ved flertalsvalg i enkeltstaterne (se electoral college).

Valgperiode og beføjelser

Valgperioden er fire år, og siden 1951 har der kun kunnet ske genvalg én gang. Præsidentens beføjelser er omfattende.

Præsidenten er såvel statsoverhoved som regeringschef, partileder, chef for de væbnede styrker og har vidtgående udenrigspolitiske beføjelser til fx at forhandle og ratificere traktater, sidstnævnte dog kun med godkendelse fra ²/₃ af Senatets medlemmer.

Afsættelse af præsidenten

Til forskel fra de fleste europæiske lande er det politiske styre i USA ikke parlamentarisk: Præsidenten kan ikke drages politisk til ansvar af Kongressen, men kan alene afsættes gennem en juridisk proces, som kræver, at han har gjort sig skyldig i embedsmisbrug (se impeachment).

Den dømmende magt: USA's højesteret

USA's højesteret består af ni dommere, der udpeges for livstid af USA's præsident med godkendelse af Senatet. Højesteret og dens tilknyttede organer udgør den dømmende magt.

Præsidenten udpeger regeringen

Præsidenten udpeger med Senatets samtykke cheferne, Secretaries, for de 14 ministerier. De udgør regeringen, der imidlertid ikke som sådan har nogen egen magt.

I nyere tid er en række nytilkomne organer i præsidentens sekretariat, The Executive Office, blevet meget betydningsfulde, særlig The Office of Management and Budget, som forbereder præsidentens budgetanmodninger og kontrollerer udgifterne, The Council of Economic Advisers, som rådgiver om den økonomiske politik, og The National Security Council, der behandler forsvars- og geostrategiske spørgsmål.

De 50 staters selvstændige forfatninger

USA's 50 stater har alle selvstændige forfatninger. De folkevalgte guvernører har den udøvende magt, mens den lovgivende magt ligger hos tokammerforsamlinger bortset fra Nebraska, som har en etkammerforsamling.

Enkeltstaterne har vidtrækkende opgaver, bl.a. fremme og regulering af handel, industri og landbrug, bygning og vedligeholdelse af vejnet, fængsler, hospitaler og faciliteter for psykisk syge samt bygning og vedligeholdelse af institutioner for den højere uddannelse. Sammen med lokale enheder, counties, har de ansvaret for social velfærd, arbejdsformidling og andre sociale tjenester. Samtlige stater har et selvstændigt domstolssystem.