Artiklen

Alle ændringer

USA's forfatning

Vers. 96
Denne version blev publiceret af Anne Mørk 6. maj 2026. Artiklen blev ændret 257 tegn fra forrige version.

USA's forfatning er det fundament, som al lovgivning i USA hviler på og definerer samtidig borgernes rettigheder. Teksten starter med ordene "We, the people" for at markere at statsmagten udledes af folkets vilje.

Forfatningen blev udarbejdet ved et forfatningskonvent i 1787 og trådte i kraft i 1789. Den blev formuleret efter, at de 13 britiske kolonier havde løsrevet sig fra Storbritannien i Den Amerikanske Revolution. Den nuværende forfatning erstattede Konføderationsartiklerne.

Den er formet over idéen om magtens tredeling i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Endeligt danner forfatningen grundlag for USA's føderale system.

En ny forfatning til en ny nation

I 1776 vedtog Kontinentalkongressen i de 13 britiske kolonier i Nordamerika Uafhængighedserklæringen og dermed startede Den Amerikanske Revolution. Da sejren var inden for rækkevidde i 1781 vedtog de USA’s første forfatning, Konføderationsartiklerne. I de efterfølgende år blev det dog tydeligt, at den nye nation manglede et stærkt politisk fundament og at forfatningen var for svag, f.eks. kunne Kontinentalkongressen ikke udskrive skatter.

Fra maj til september 1787 deltog repræsentanter fra de amerikanske stater i forfatningskonventet i Philadelphia, Pennsylvania. George Washington, der havde ført den amerikanske hær til sejr i revolutionen, var formand for konventet. Oprindeligt var ideen at ændre Konføderationsartiklerne, men det stod hurtigt klart at en helt ny forfatning var nødvendig. Den senere præsident James Madison opfattes ofte for forfatningens fader, da han var ansvarlig for en stor del af teksten.

Den største udfordringer for konventets deltagere var at blive enige om formatet af den lovgivende forsamling. Ved the Great Compromise blev konventet enige om at kombinere et kammer med repræsentation baseret på indbyggertal (Repræsentanternes Hus) med et kammer hvor alle stater var repræsenteret med to medlemmer (Senatet).

Den anden store uenighed omhandlede de mange slaver i USA, især i sydstaterne. I det berygtede three-fifths compromise, blev det besluttet at slaver skulle tælle tre femtedele af alle andre (hvide) indbyggere i beregningen af indbyggere i en stat. For at sikre slavestaternes tilslutning til den nye forfatning, blev det desuden besluttet af import af nye slaver ikke måtte forbydes før 1808.

For at den nye forfatning kunne træde i kræft, skulle den godkendes i de lovgivende forsamlinger i 9 af de 13 stater. Forfatningens tilhængere kaldtes føderalister, og modstanderne anti-føderalister, der mente at forfatningen manglede konkrete borgerrettigheder. Gennem offentlige kampagner, bl.a. udgivelsen af Federalist Papers, blev forfatningen godkendt af den niende stat, New Hampshire, i juni 1788.

Forfatningen trådte i kraft d. 4. marts 1789, med George Washington som USA's første præsident.

Forfatningsændringer og tillægsartikler

Forfatningen kan ændres ved to tredjedeles flertal i begge Kongressens kamre eller af et særligt konvent og herefter med godkendelse af tre fjerdedele af de lovgivende forsamlinger i delstaterne (38 ud af 50 stater). Der er ikke nødvendigvis en udløbsdato på et forslag til amendments (tillægsartikler). Således blev den seneste tillægsartikel godkendt i Kongressen i 1789, men først godkendt af et tilstrækkeligt antal delstater i 1992 – en behandlingstid på 202 år.

De første ti (tillægsparagraffer) kaldes Bill of Rights og fastslår bl.a. egentlige borgerlige frihedsrettigheder såsom religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og retten til at bære våben. Disse ti amendments blev godkendt i 1791.

Yderligere 17 amendments er blevet vedtaget mellem 1795 og 1992.

Nogle af de vigtigste er:

  • 13. amendment: Afskaffelse af slaveriet (1866)
  • 14. amendment: Lige borgerrettigheder for alle amerikanere, herunder også tidligere slaver (1868)
  • 15. amendment: Stemmeret uafhængig af race (1873)
  • 19. amendment: Stemmeret uafhængig af køn (1920)
  • 22. amendment: Sætter begrænsning på hvor mange gange en præsident kan vælges
  • 26. amendment: Valgalderen nedsættes til 18 år (1971)

Føderalisme og enkeltstater

Forbundsregeringen har ansvar for udenrigspolitik og deler ansvaret for indenrigspolitik med enkeltstaterne.

USA's 50 stater har alle selvstændige forfatninger. De folkevalgte guvernører har den udøvende magt, mens den lovgivende magt ligger hos tokammerforsamlinger bortset fra Nebraska, som har en etkammerforsamling. Samtlige stater har et selvstændigt domstolssystem.

Som udgangspunkt er forbundsanliggender defineret og delegeret til forbundsmyndighederne, mens myndigheden i alle andre anliggender tilkommer enkeltstaterne, det gælder bl.a. regulering af handel, industri og landbrug, bygning og vedligeholdelse af vejnet, fængsler, hospitaler og højere uddannelse. Sammen med lokale enheder, counties, har de ansvaret for social velfærd, arbejdsformidling og andre sociale tjenester.

Når der opstår uenighed om et forbundsstaten eller delstaten har beføjelser på et område, er det ofte Højesterets opgave af afgøre konflikten. Det mest berømte eksempel på uenighed mellem forbundsstat og delstater er slaveri, hvor sydstater påkaldte sig states' rights, dvs. forbundsstaten ikke kunne blande sig i deres interne anliggender – i dette tilfælde retten til at eje slaver.

Magtens tredeling i USA

Forfatningen fordeler magten mellem de forbundsinstitutioner, der har den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Tredelingen af magten er inspireret af den franske filosof Charles-Louis de Secondat Montesquieu.

Samtidig frygtede amerikanerne politisk tyranni som følge af deres tid som undersåtter under den britiske konge. Såvel føderalismen samt tredelingen af magten var valgt for at undgå centralisering af magten og dermed mindske risikoen for magtmisbrug.

Under tredelingen af magten, har hver gren har sit hovedautoritetsområde, men grenene har samtidig en vis lod i hinandens områder, hvilket medfører konkurrence, men også nødvendiggør samarbejde, for at der kan regeres effektivt. Dette system kaldes checks and balances.

Den lovgivende magt: Kongressen

Den lovgivende magt har Kongressen, Congress of The United States, som består af to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus. Al lovgivning skal igennem Kongressen, inkl. godkendelse af statens budget og erklæring af krig,

Senatet har 100 medlemmer, to fra hver stat, som vælges for seks år ad gangen med 1/3 på valg hvert andet år. Indtil 1913 valgtes senatorer af delstaternes lovgivende forsamlinger; siden da er de valgt af borgerne.

Repræsentanternes Hus har 435 medlemmer, som vælges i de enkelte stater for to år ad gangen ved direkte valg; antal medlemmer fra hver stat afhænger af indbyggertallet.

Lovforslag kan fremsættes i begge kamre med undtagelse af forslag, der angår forbundsstatens indkomster; de skal fremsættes i Repræsentanternes Hus først. Love skal for at blive bindende vedtages af begge kamre i nøjagtig enslydende form.

Vedtagelsen af love i Kongressen kan blokeres af præsidentens veto, men dette kan tilsidesættes med 2/3 majoritet i begge kamre. Senatet skal godkende præsidentens udnævnelser til regeringsposter og domstole samt internationale traktater indgået af præsidenten.

Kongressen kan desuden afsætte en præsident ved en rigsretssag (impeachment).

Den udøvende magt: Præsidenten

Den udøvende magt har præsidenten, der tillige med en vicepræsident vælges indirekte af et valgmandskollegie, som er sammensat af delegerede, der er valgt ved flertalsvalg i enkeltstaterne. Valgmandskollegiet følger dog vælgernes vilje.

Valgperioden er fire år, og siden 1951 har der kun kunnet ske genvalg én gang. Præsidentens beføjelser er omfattende. Præsidenten er såvel statsoverhoved som regeringschef, chef for de væbnede styrker og har vidtgående udenrigspolitiske beføjelser til fx at forhandle og ratificere traktater.

Til forskel fra de fleste europæiske lande er det politiske styre i USA ikke parlamentarisk: Præsidenten kan ikke drages politisk til ansvar af Kongressen, men kan alene afsættes gennem impeachment. Tre præsidenter er blevet stillet for en rigsretssag (Andrew Johnson, Bill Clinton og Donald Trump), men ingen er blevet afsat.

Præsidenten udpeger cheferne, Secretaries, for de 15 ministerier. De udgør regeringen, der imidlertid ikke som sådan har nogen egen magt.

I nyere tid er en række nytilkomne organer i præsidentens sekretariat, The Executive Office, blevet meget betydningsfulde, særlig The Office of Management and Budget, som forbereder præsidentens budgetanmodninger og kontrollerer udgifterne, The Council of Economic Advisers, som rådgiver om den økonomiske politik, og The National Security Council, der behandler forsvars- og geostrategiske spørgsmål.

Præsidenten udpeger nye dommere til Højesteret og øvrige føderale domstole. Præsidenten kan nedlægge veto imod vedtagne love fra Kongressen ved at nægte at underskrive dem.

Den dømmende magt: USA's højesteret

USA's højesteret består af ni dommere, der udpeges for livstid af USA's præsident med godkendelse af Senatet. Antallet af dommere er ikke specificeret i forfatningen og kan derfor ændre sig.

Højesteret og dens tilknyttede organer udgør den dømmende magt og kan erklære Kongressens love samt samt præsidentens handlinger forfatningsstridige. Højesteretsdommere kan fjernes fra embedet ved impeachment, men der har aldrig været anlednings til en rigsretssag.

Læs mere i Lex

Eksterne links