Vers. 1
Denne version blev publiceret af Gyldendals Onlineleksikon 30. januar 2009. Artiklen ændrede 460 tegn.

Heterocyt, (af hetero- og gr. kytos 'hulrum, celle'), heterocyst, celle hos visse blågrønalger (cyanobakterier), som kan binde luftens frie kvælstof, en evne, som ellers kun kendes fra bakterier. Det virksomme enzym, nitrogenase, fungerer kun ved meget lave iltspændinger, så heterocytter er tykvæggede og mangler bl.a. den iltdannende del af fotosyntesen. De er oftest gullige med et klart indhold og dannes ved kvælstofmangel i det omgivende miljø.