nygotik

Nygotik, neogotik, inden for arkitektur og kunsthåndværk en stilart, der byggede på gotikkens formsprog, udviklet i slutningen af 1700-t. og under romantikken og langt op i 1800-t. en af de dominerende stilarter i Nordeuropa og USA, navnlig i kirke- og rådhusbyggeri. Nygotikken slog tidligst igennem i England (se Gothic Revival). Tyskere og franskmænd betragtede hver især gotikken som deres nationale stilart. Man lagde stor energi i restaurering og færdigbyggelse af monumenter, således Viollet-le-Ducs restaurering af Notre-Dame i Paris og slottet Pierrefonds og den storslåede fuldendelse af domkirken i Köln 1841-80. Men allerede fra 1800-t.s begyndelse havde den tyske arkitekt K.F. Schinkel dyrket gotikken. I Danmark søgte man som i de andre lande til det hjemlige formsprog: røde tegl, kamtakker og spidsbuede vinduer, som det ses bl.a. i herregårdsbygninger af G.F. Hetsch (Steensgård fra 1837 og Basnæs fra 1840'erne). De fineste nygotiske bygninger skyldes Gottlieb Bindesbøll med Hobro Kirke (1852) og J.D. Herholdt med Universitetsbiblioteket (1857-61). I København og i tidligere tyndt bebyggede egne af landet opførtes i sidste halvdel af 1800-t. talrige nygotiske kirker. En sen, men pragtfuld kulmination på dansk nygotik er P.V. Jensen-Klints Grundtvigskirke i København (1921-40). Se også historicisme.