Vers. 4
Denne version blev publiceret af Revka Winther El Baz 15. december 2022. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Saqqara var en gravplads ved Egyptens gamle hovedstad Memphis ca. 25 km SV for Cairo.

Fra det 1. og 2. dynasti findes mastaba-grave af soltørrede mursten med "paladsfacade" for konger og højtstående embedsmænd. I det 3. dynasti opførtes det første monumentale kompleks i sten, Djosers trinpyramideanlæg.

Fra det 5. dynasti stammer Unas' pyramide, den første med pyramidetekster i gravkammeret. I det 5. og 6. dynasti anlagdes talrige udsmykkede mastaba-grave for kongernes embedsmænd, bl.a. Ti, Mereruka og Ptahhotep.

Udgravninger i slutningen af 1900-tallet af gravpladsen fra Nye Rige har afsløret privatgrave af form som små templer med udsmykning, hovedsagelig i relief, af fremragende kvalitet, bl.a. for Horemheb, Tutankhamons hærchef og senere selv konge.

Gravpladsen rummer yderligere underjordiske gallerier for hellige dyr, bl.a. Serapeum for de hellige Apistyre.