Faktaboks

Andy Burnham

Andrew Murray Burnham

Født
7. januar 1970
Andy Burnham den 19. juni 2026, da han havde vundet lokalvalget i Makerfield.
Andy Burnham i 2026.
Af /EPA/Ritzau Scanpix.

Andy Burnham er en britisk Labourpolitiker, som er overborgmester i Manchester. Han omtales jævnligt af medierne som "King of The North", og han nævnes som en mulig kandidat til lederposten i Labour; en ambition som blev gjort mulig, da Keir Starmer bekendtgjorde sin tilbagetræden som premierminister den 22. juni 2026.

Andy Burnham var indvalgt i Underhuset i Det Britiske Parlament fra 2001 til 2017. Han beklædte forskellige ministerposter i Gordon Browns regering fra 2007 til 2010, herunder som kulturminister og sundhedsminister. I 2015 til 2016, hvor Labour var i opposition med Jeremy Corbyn som partileder, var han indenrigsordfører. Han forlod parlamentet i 2017 for at stille op til valget til overborgmester i Manchester, som han vandt, og han genvandt posten i 2021.

Andy Burnham stillede op til formandsvalget i Labour i 2010, efter at Gordon Brown havde trukket sig, men blev kun nr. fire ud af fem kandidater. Da Ed Miliband trak sig fra posten som leder af Labour efter valgnederlaget til Conservative Party i 2015, stillede Andy Burnham igen op som kandidat ved det efterfølgende formandsvalg, men tabte til Corbyn.

Andy Burnham kan blive Storbritanniens syvende premierminister på ti år

Den 18. juni 2026 vandt Andy Burnham på meget overbevisende vis et suppleringsvalg til Det britiske parlament i valgkredsen Makerfield i nærheden af Manchester. Han stillede op til det valg med det erklærede mål at udfordre Keir Starmer på dennes position som leder af Labour og dermed premierminister.

Ikke mindst den meget store valgsejr ved suppleringsvalget, som viste, at han kunne besejre kandidaten for Reform UK, gav Andy Burnham et endnu stærkere mandat til at udfordre en slidt Keir Starmer. Andy Burnham vil med stor sandsynlighed bliver kåret som ny partileder og premierminister uden modkandidater, idet den person, som havde tegnet til at ville være den eneste anden seriøse kandidat, Wes Streeting (født 1983), straks efter Keir Starmers tilbagetræden meddelte sin støtte til Andy Burnham.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig