Antonio Gramsci

Efter sin studentereksamen i 1911 tog Gramsci til Torino og påbegyndte sine studier ved byens universitet. Han følte selv, at han med denne flytning fra et tilbagestående Sardinien til en moderne europæisk storby sprang nogle generationer over. Med sin baggrund i sardisk sprog og kultur kastede Gramsci sig især over de lingvistiske discipliner og blev også tilskyndet af sin professor. Han fik dog aldrig færdiggjort en universitetsuddannelse men helligede sig i stedet det politiske arbejde i Det Italienske Socialistparti (PSI) og gjorde sit navn kendt som journalist ved de lokale partiaviser.

Torino samlede flere af Italiens kendte bilmærker, f.eks. FIAT, der gjorde byen til landets vigtigste industriby sammen med Milano. Det gjorde, at Torino både havde et fremsynet borgerskab og kunne mobilisere en velorganiseret arbejderklasse. Første Verdenskrig satte skred i udviklingen, da den ikke kun var en blodig konflikt mellem de europæiske stater eller alliancer af stater men også fremskyndede nogle sociale opbrud internt i de krigsførende magter. Den Russiske Revolution i 1917 og storstrejkerne og fabriksbesættelserne i 1919-1920 i Torino og i andre norditalienske industribyer bidrog til at radikalisere den socialistiske arbejderbevægelse.

I dette klima tog Gramsci initiativ til sammen med Palmiro Togliatti at udgive det første nummer af L'Ordine Nuovo (Den Nye Orden), der blev et talerør for venstrefløjen i PSI ved at agitere for oprettelsen af særlige arbejderråd. Den revolutionære bølge ebbede imidlertid ud i løbet af efteråret 1920, da eftervirkningerne af Den Russiske Revolution og dannelsen i 1919 af Den Kommunistiske Internationale (Komintern) toppede. Der manglede dog også opbakning fra PSI’s ledelse. Det førte til, at partiet blev sprængt med det resultat, at venstrepartierne stod splittet over for den fremvoksende fascisme.

Gramsci bidrog til dannelsen i 1921 af Italiens Kommunistiske Parti, PCI. Det nye parti blev dog i de første år ledet af Amadeo Bordiga. Denne førte en venstrekommunistisk linje, der blev kritiseret af Lenin. Gramsci repræsenterede PCI ved Kominterns kongresser i Moskva. I forbindelse med disse aktiviteter mødte han sin russiskfødte hustru Julija Schucht, med hvem han fik to børn. Først i 1924 blev Gramsci, støttet af Komintern, partiets generalsekretær og fremmede en større åbenhed i partiets nye ledergruppe over for idéen om en enhedsfront mellem partierne på venstrefløjen. Målet var at styrke den fælles kamp mod fascismen. Tidligere samme år var han blevet valgt ind i det italienske parlament for PCI ved det, der skulle blive det sidste frie parlamentsvalg.

Efter Mussolinis magtovertagelse i 1922 var PCI’s manøvrerum imidlertid blevet indskrænket, og i 1926 blev Gramsci arresteret. Den umiddelbare anledning var et mislykket attentat mod il Duce, der fik regimet til at slå hårdt ned på de politiske modstandere. I 1928 fik Gramsci en dom på over 20 års fængsel, der blev afsonet bl.a. i Turi i Syditalien. Selv om han havde adgang til at læse og skrive, sled livet som fange nr. 7047 på hans i forvejen dårlige helbred. Kort før sin død i 1937 opnåede han fuld frihed men måtte tilbringe den sidste tid på en privatklinik i Rom, hvor han døde af en hjerneblødning. Gramsci ligger i dag begravet på Den Protestantiske Kirkegård i Rom.

Gramsci efterlod et omfattende forfatterskab. Kortere avisartikler, partidokumenter og kongresprogrammer veksler med teateranmeldelser og litterære analyser. Refleksioner over italiensk, europæisk og amerikansk historie i fortid og nutid udbygges med politisk-filosofiske og kulturteoretiske overvejelser. I sit mangesidige omfang afspejler det en epoke, hvori arbejderbevægelsen fik øget indflydelse og konflikterne mellem de forskellige klasser og samfundsgrupper skærpedes. Det var en epoke, hvori staterne voksede til det 20. århundredes socialstater, og hvori styringen af den kapitalistiske markedsøkonomi ikke længere kunne styres uden en politisk, social og kulturel integrering af de brede folkelige masser. Gramsci leverede ét svar på disse spørgsmål. Fascismen og stalinismen viste nogle andre veje, som han tog afstand fra, mens han i den amerikanske model så en mulig fremtid for den kapitalistiske produktionsmåde, der skulle tages kritisk bestik af.

1) 1911-1921. Årene i Torino handlede for Gramsci om at finde et etisk-politisk ståsted. Artiklerne fra denne periode havde derfor en vis intellektuel rummelighed. Den Russiske Revolution satte imidlertid en ny dagsorden. Med fabriksrådsbevægelsen blev Gramsci inddraget mere direkte i den politiske og sociale kamp på Torinos fabrikker. Artiklerne blev nu mere målrettede i deres revolutionære sprogbrug og sparede heller ikke på kritikken af PSI’s mere reformistiske linje.

2) 1921-1926. Under opbygningen af PCI havde Gramsci fokus på artikler til partipressen. De interne partidokumenter, han var involveret i, bar præg af Kominterns marxistisk-leninistiske doktriner, der gjorde det russiske moderparti til organisatorisk og ideologisk model for de nationale kommunistpartier. Et af de mest kendte og omfangsrige skrifter fra denne periode var Alcuni temi della quistione meridionale (Om det syditalienske spørgsmål) fra 1926. For første gang adresserede Gramsci Italiens særlige historiske og sociale vilkår for den videre politiske kamp. Ved at slå ned på det dybe skel mellem et udviklet Norditalien og et underudviklet Syditalien, som han kendte fra sin opvækst på Sardinien, brød han med Kominterns skematiske analyser. Han så i den italienske virkelighed nogle nye muligheder for at knytte Nord og Syd sammen og udstikke et alternativ til den fascistiske magtblok. Gramsci nåede dog ikke at færdiggøre manuskriptet, inden han blev fængslet.

3) 1908-1937. Igennem det meste af sit liv korresponderede Gramsci med sin nærmeste familie og sine politiske meningsfæller. Det er dog især hans Lettere dal carcere (Fængselsbreve) fra 1926 og frem, der har vakt eftertidens interesse. De er mestendels stilet til svigerinden Tatiana Schucht, der opholdt sig i Italien og som få andre kunne aflægge Gramsci et sjældent besøg. I dette materiale beskriver Gramsci indgående fængselslivets rutiner og langsomme nedslidning af hans fysiske og psykiske helbred. Brevene fremstår som et enestående menneskeligt dokument over et autoritært regimes repressive foranstaltninger. De behandler imidlertid også mange af de emner, som han tager op og udbygger i sit hovedværk.

4) 1929-35. Det er i disse år, at Gramsci nedskriver sit hovedværk, de såkaldte Quaderni del carcere (Fængselsoptegnelser). Som et modtræk til de nedværdigende vilkår satte Gramsci sig for at skrive noget Für ewig (for evigheden), der også kunne pege ud over de dagsaktuelle avisartikler og partiprogrammernes mere strategiske overvejelser fra før. Via vennen fra Torino-årene Piero Sraffa fik han tilsendt bøger og tidsskrifter til sit arbejde. Gramsci var nået frem til, at det var nødvendigt at nytænke arbejderbevægelsens doktriner og teorier, der stod afmægtige over for fascismens fremmarch. Gramsci kunne imidlertid også iagttage, hvorledes forventningerne til Den Russiske Revolution blev gjort til skamme og antog stadig flere totalitære træk under stalinismen.

Gramsci samlede sin revision af marxismen-leninismen under betegnelsen praxisfilosofi med inspiration fra Italiens første marxistiske filosof Antonio Labriola. Med sine værker fra 1890erne havde Labriola blandet sig i debatten om marxismens krise, som den tyske socialdemokrat Eduard Bernstein havde været med til at rejse. Gramsci gik videre i dette spor. I sine betragtninger over historie, politik, økonomi og filosofi trak Gramsci fortsat på Marx. Men han satte ham ind i en bredere teorihistorisk begrebsramme ved at inddrage Hegels overvejelser om den etiske stat og Machiavellis teorier om politik og magt. Den samtidige italienske filosof Benedetto Croce blev inddraget for sit opgør med positivismens optimistiske dyrkelse af videnskab og fremskridt. Denne ballast lå til grund for Gramscis kritik af Nikolaj Bukharins bog om den historiske materialisme fra 1921, der låste sovjetmarxismen fast i et deterministisk syn på samfundenes udvikling.

De teoretiske konsekvenser, Gramsci drog af sit private liv og af sine erfaringer som politiker, måtte udfordre den klassiske marxistiske forventning til et fremtidigt kommunistisk samfund via proletariatets diktatur. Han måtte konstatere, at modsigelserne i kapitalismens økonomiske base ikke førte til det forudsete resultat. Det motiverede ham til at udvide sit fokus og i stedet slå ned på de ændrede styrkeforhold mellem de forskellige samfundsgrupper, der var indtrådt med overgangen til det 20. århundredes socialstater. Statsapparaterne, som den økonomiske base var integreret i, bestod ikke kun af et rent herredømme, af rå magt, men også af et etisk-politisk og kulturelt hegemoni, der ikke gjorde brug af direkte tvang og vold for at sikre en bredere folkelig opbakning til magthavernes dispositioner. Det forklarer, at ‘de intellektuelle’ som formidlere af bestemte verdensanskuelser blev et gennemgående emne i Gramscis tænkning. Men han iagttog også, at det at magthaverne også måtte ty til udøvelse af et hegemoni, gav de dominerede og marginaliserede samfundsgrupper visse indrømmelser. I dette regi åbnede der sig angiveligt et vist råderum til at også anfægte de samme fremherskende dispositioner og udstikke retningslinjerne for et alternativ.

Selv om Gramsci langt fra nåede at færdiggøre sine Fængselsoptegnelser, fik de stor betydning efter Anden Verdenskrig. I de første mange årtier blev de efterladte skrifter varetaget af PCI og af partiets leder Palmiro Togliatti, der kendte Gramsci fra ungdomsårene. Denne udgivelsesstrategi bidrog til at give PCI en politisk-kulturel profil, der førte partiet ind på en særlig italiensk vej til socialismen og det progressive demokrati og lagde voksende afstand til den oprindelige sovjetrussiske model. Den første videnskabelige udgave af Quaderni del carcere kom først i 1975. I 2007 påbegyndtes en udgivelse af Gramscis samlede værker, der endnu ikke er afsluttet.

Med uroen på arbejdsmarkedet og studenteroprøret i 1968 stod det klart, at Gramsci indeholdt mere end, hvad en snæver kommunistisk partioffentlighed fandt relevant. Kendskabet til Gramsci uden for Italiens grænser havde allerede bredt sig igennem oversættelser til flere sprog. Med Det Nye Venstre dukkede der nye politiske bevægelser op, der tog ham til sig. I nyere tid har det spanske parti Podemos fundet inspiration hos Gramsci.

Nye læsninger så dagens lys, bl.a. hos Chantal Mouffe og Ernesto Laclau, der brugte Gramsci til at berige deres diskursanalyse af magtens brydningsflader. Gramscis interesse for de kulturelle fænomener og de intellektuelle og deres betydning for opbygningen af bestemte hegemonier slog også igennem hos den engelske kulturforsker Stuart Hall, der stod bag et bredere felt af Cultural Studies. Den amerikansk-palæstinensiske litteraturprofessor Edward Said tog eksplicit afsæt i Gramscis undersøgelser af det syditalienske udkantsspørgsmål i sine Postcolonial Studies.

Gramsci betragtes som en af Italiens mest indflydelsesrige intellektuelle, et ikon for venstrefløjen. Det har dog ikke i dag forhindret den nye populistiske højrefløj i at tage Gramsci op i deres kamp for et nyt kulturelt hegemoni med en anden værdipolitisk tilgang til de store spørgsmål om national suverænitet og immigration. Denne brug bekræfter dog blot rækkevidden af Gramscis begreber, eftersom et kulturelt og etisk-politisk hegemoni for ham aldrig er mere rodfæstet end, at det altid indgår i en kamp om et samfunds foretrukne ‘fortællinger’. Den ændrer ikke på Gramscis identitet, som den blev formet af ungdomsårenes store forventninger til fremtiden og af mødet med 1930ernes totalitære regimer.