Faktaboks

Helle Krunke
Født
10. september 1970
Professor Helle Krunke ved de første afhøringer i Minkkommissionen torsdag den 7. oktober 2021.
Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Helle Krunke er en dansk jurist, professor i forfatningsret ved Københavns Universitet fra 2010. Hun blev i 2021 sammen med Michael Kistrup og Ole Spiermann udpeget som medlem af den granskningskommission, der af Folketinget fik til opgave at undersøge og redegøre for beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark i november 2020.

Krunke har siden 2020 været leder af Centre for European and Comparative Legal Studies på Københavns Universitet, og 2012-2015 var hun leder af et andet forskningscenter sammesteds, Comparative and European Constitutional Studies.

Hendes forskning omfatter bl.a. demokratiets vilkår, herunder digitaliseringens betydning for demokratiet. Hun har desuden undersøgt, hvad forskelle i udformningen af forskellige landes forfatninger betyder for den faktiske regeringsførelse i de enkelte lande.

En væsentlig del af Krunkes forskning omhandler EU, ikke mindst sammenhænge mellem de store kriser og omvæltninger i EU siden 2008: Brexit, finanskrisen, flygtningekrisen 2015, stigende populisme og nogle medlemsstaters manglende overholdelse af EU's principper om retsstaten.

Hun er forfatter til bl.a. Pensionsreform. De retlige grænser og muligheder, berettigede forventninger, generationsfordeling, demokrati (2010).

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig