Midsommervisen er en dansk vise, der begynder med ordene "Vi elsker vort Land". Visen stammer fra eventyrspillet Der var en Gang med tekst af Holger Drachmann og musik af P.E. Lange-Müller. Stykket havde premiere i 1885.

Midsommervisen har fra begyndelsen af 1900-tallet været et fast indslag ved midsommerbålene sankthansaften den 23. juni.

Teksten til Midsommervisen

1. Vi elsker vort land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje,
når om våren hver fugl
over mark, under strand
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade;
//: men den skønneste krans
bli'r dog din, sankte Hans!
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade. ://
2. Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler:
//: da går ungdom til dans
på dit bud, sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler. ://
3. Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende!
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde;
//: vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde! ://

Mange mener, at visen ikke er velegnet til fællessang. I 1980 indsang popgruppen Shu-bi-dua på albummet Shu-bi-dua 7 under titlen Midsommersangen sin egen melodi til Drachmanns tekst. Den mere sangbare melodi har siden været brugt alternativt til Lange-Müllers.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig