Orfeus og Eurydike er en italiensk opera i tre akter med musik af Christoph Willibald Gluck og libretto af Ranieri Calzabigi (1714-1795). Orfeus og Eurydike, som blev uropført i Wien i 1762, er den første af Glucks såkaldte ”reformoperaer” og den ældste opera, som er blevet spillet jævnligt lige siden premieren. Den kan således betragtes som operahistoriens første klassiker.
italiensk, Orfeo ed Euridice. Katalogbetegnelsen er Wq.30
Operaen foregår ved Avernersøens breder i Campanien.
Et kor af hyrder og nymfer begraver den unge nymfe Eurydike (Euridice), som er død kort efter sit bryllup med sangeren Orfeus (Orfeo). En mime fremstiller bryllupsguden Hymenaios, som slukker sin fakkel, mens den sørgende ægtemand råber Eurydikes navn. Orfeus sender begravelsestoget bort og udtrykker et ønske om at følge hende til dødsriget. Amor (Amore) dukker op og fortæller, at Jupiter har bønhørt hans ønske. Han vil få Eurydike tilbage, hvis han formår at bevæge dødsguderne i Hades med sin sang, og hvis han afholder sig fra at se på hende på vejen tilbage fra dødsriget. Orfeus må heller ikke fortælle hende om forbuddet.
Orfeus når til Kokytos’ bred i Hades, hvor han møder et kor af furier, dæmoner og spøgelser, som nægter ham adgang til dødsriget og forsøger at skræmme ham bort. Da Orfeus synger for dem om sin sorg, bevæges de dog til at lade ham gå gennem porten til Elysion.
I Elysion møder Orfeus et kor af heroer og heroiner, som genforener ham med Eurydike. Uden at se på hende fører han hende bort ved hånden.
Orfeus leder Eurydike gennem en mørk hule, som fører ud af dødsriget. Eurydike, som ikke forstår, hvorfor han ikke ser på hende, begynder at tvivle på hans kærlighed og at længes mod den fredfyldte lykke i Elysion. Til sidst vender han sig om og ser på hende, og hun dør på stedet. Den fortvivlede Orfeus skal til at tage sit liv, så han kan blive forenet med Eurydike i dødsriget, men Amor afværger selvmordet. Elskovsguden vækker Eurydike til live og lader ægtefællerne omfavne hinanden. Det er belønningen for Orfeus’ trofaste kærlighed.
I et tempel viet til Amor fejrer parret sammen med koret af hyrder og nymfer, at Eurydike er vendt tilbage til livet. Hymenaios’ fakkel bliver tændt igen med ilden fra Amors fakkel.
Orfeus og Eurydike blev uropført den 5. oktober 1762 i Burgtheater i Wien i anledning af kejser Frans 1. Stephans navnedag. Calzabigi kaldte operaen en azione teatrale (scenehandling), som var den gængse betegnelse for korte men spektakulære italienske operaer af mytologisk indhold, der typisk blev komponeret som lejlighedsværker til 1700-tallets hoffester. Genren var kendetegnet ved små persongallerier, enkle handlinger, tilføjelsen af kor og ballet og gennemgående brug af accompagnato-recitativer i stedet for de mere udbredte secco-recitativer. Orfeus og Eurydike var en øjeblikkelig succes og fik repremiere i 1763, 1770 og 1781. Gluck lod partituret trykke i Paris i 1764, og han og Calzabigi fulgte succesen op med operaerne Alceste (1767) og Paride ed Elena (1770), som ligeledes blev skabt til Wien.
Såvel værket som opsætningen lå i tråd med Denis Diderots og Jean-Jacques Rousseaus samtidige reformer af taleteatret. Der blev her lagt vægt på publikums stærke og konstante indlevelse i hovedpersonernes følelsesliv, på handlingens enhed og gradvise opbygning til et dramatisk højdepunkt, på et direkte, ukunstlet og følelsesladet sprog, på en nuanceret og udtryksfuld mimik og deklamation, på et veltilrettelagt ensemblespil og genkendelighed i de menneskelige relationer, på plastiske tableauer og på tilpasningen af scenebilledet og kostumerne til dramaets atmosfære og historiske miljø. Operaens integrering af kor, dans og pantomime i handlingen var inspireret af fransk opera, som Calzabigi kendte indgående efter at have tilbragt flere år i Paris.
Udover Calzabigi og Gluck bestod uropførelsens kunstneriske hold af koreografen Gasparo Angiolini (1731-1803), som var en af ophavsmændene til den moderne handlingsballet, af scenografen Giovanni Maria Quaglio den ældre, som især rostes for sit scenebillede til elysionscenen, og af kastratsangeren (alt) Gaetano Guadagni (1728-1792), der var lige så kendt for sit plastiske spil som for sin udtryksfulde sang, og som sang Orfeus’ parti.
Librettoen er baseret på Vergils version af orfeusmyten, som findes i 4. bog af digtet Georgica (Om landbruget) fra 37-29 f.v.t. Ligesom Vergil lægger Calzabigi og Gluck vægt på Orfeus’ lidenskabelige sorg, og librettoen er fyldt med genklange af det romerske digt. Den afviger dog fra forlægget på flere punkter: skikkelser som Pluton, Proserpina og Charon omtales slet ikke; Amor forbyder Orfeus at fortælle Eurydike, hvorfor han ikke må se på hende; og handlingen er blevet forsynet med en lykkelig slutning, som det var skik i 1700-tallet.
Desuden flyttede Calzabigi handlingen fra Grækenland til Avernersøens breder, hvor Æneas stiger ned til dødsriget i 6. bog af Vergils Æneiden. Balletten i elysionscenen er også inspireret af beskrivelsen af Elysion i Æneiden. Der er altså tale om en romerskinspireret snarere end en græskinspireret version af orfeusmyten. Således indeholder Eurydikes begravelse i åbningsscenen flere lån fra romersk gravskik, herunder begravelsesmimen, ofringen af rosenblade og den rituelle påkaldelse af afdøde. Hele operaen kan i øvrigt siges at udspille sig i hovedpersonens sjæl, ligesom Æneas’ møde med de døde hos Vergil kan siges at udspille sig i hans egen sjæl. Dermed kan Orfeus og Eurydike betegnes som det første monodrama, sammen med Jean-Jacques Rousseaus Pygmalion fra samme år.
Glucks musik sigter gennem hele operaen på at gestalte den tranceagtige sorgtilstand, hvori Orfeus befinder sig. Takket være de udtryksfulde recitativer og detaljerede sceneanvisninger er tekst, sang, mimik og bevægelse tæt integrerede. Den traditionelle da capo-arie erstattes af friere former, f.eks. strofisk sang og rondo, og grænserne mellem arie og accompagnato-recitativ og mellem kor- og balletafsnit opblødes. Dette er med til at skabe en mere dynamisk, fremadskridende dramaturgi, som bærer lytteren gennem operaen. Orfeus’ gentagne klageråb, ”Eurydike! Eurydike!”, er desuden med til at binde operaen sammen musikalsk: ved begravelsen i 1. akt lyder det som et skrig af smerte, mens det i hans arie i 3. akt er blevet forfinet til et poetisk udtryk for hans sorg. Udover at bruge musikken til at skildre Orfeus’ følelsesmæssige udvikling, bruger Gluck den til at skabe kraftige clairobscur-virkninger, således i kontrasten mellem den gruopvækkende hadesscene og den fredfyldte elysionscene i 2. akt.
I 1769 dirigerede Gluck en opførelse af Orfeus og Eurydike i Parma, hvor den udgjorde tredje akt af festoperaen Le feste d’Apollo (Apollonfesterne). Den fulgte efter en prolog og enakterne Bauci e Filemone og Aristeo. Ved denne lejlighed blev Orfeus sunget af en sopran (også en kastratsanger), til hvem Gluck tilpassede partiet.
I 1774 skabte Gluck en fransk version af operaen til opførelse på Pariseroperaen. Librettoen blev oversat af Pierre-Louis Moline (1739-1820), og operaen fik nu titlen Orphée et Eurydice. Denne gang blev Orfeus’ parti sunget af en haute-contre (høj tenor), og operaen blev kraftigt udbygget for at passe til det parisiske format. Der blev komponeret nye recitativer, orkestreringen blev ændret, en terzet og en ny arie til hver af de tre hovedpersoner blev tilføjet, og balletafsnittene blev udvidet, bl.a. med "Furiernes dans", som var overtaget fra Glucks ballet Don Juan fra 1761, og "De salige ånders dans", som er forblevet et af Glucks mest elskede musikstykker. Operaen blev en endnu større succes i Paris end i Wien. Det franske partitur blev trykt i Paris samme år som premieren, og herfra spredtes Orfeus og Eurydike til resten af Europa.
Jacques Offenbachs operette Orfeus i underverdenen, som blev uropført i Paris i 1858, er en parodi på Orfeus og Eurydike. Året efter udarbejdede Hector Berlioz en version af Glucks opera, der tog udgangspunkt i pariserversionen men inkorporerede elementer fra wienerversionen. Titelrollen blev tilpasset Pauline Viardot, som var den første af mange berømte kvindelige mezzosopraner, der har sunget partiet.
Glucks opera blev opført koncertant flere gange i Danmark i slutningen af 1700-tallet. 24. april 1779 blev den sunget på dansk i Gjethusets store sal på Kongens Nytorv, tilsyneladende i en oversættelse af Charlotta Dorothea Biehl. Der foreligger også en fransk oversættelse af Calzabigis libretto fra 1780, som dog ikke kan knyttes til en konkret opførelse. Orfeus og Eurydike blev opført i koncertselskabet Kongens Klub i 1788 og i Selskabet Kronprinsens Klub i Østergade i København 1791, hvor den blev sunget på italiensk. Den franske version blev fremført i Odense omkring 1795.
Biehls libretto til Johann Gottlieb Naumanns opera Orpheus og Eurydike (1786) er frit baseret på Calzabigis libretto.
Glucks opera blev første gang spillet på Det Kongelige Teater i 1896 med den svenske gæstesolist Matilda Linden (Jungstedt) (1864-1923) i titelpartiet.
Hotel Pro Formas visuelle opera Operation: Orfeo (1993) er delvis inspireret af Orfeus og Eurydike og indeholder Bo Holtens korarrangement af Orfeus’ arie "Che farò senza Euridice".
Folketinget afholdt den første spørgetime med statsministeren siden den ny regering tiltrådte tidligere denne måned.
En hedebølge er en længere periode med meget varmt og tørt vejr. DMI forventer en stigning på 60 % i dage med hedebølger frem mod 2050.
Den moderne sankthansfejring den 23. juni har rødder i både hedenske midsommerfester og i den senere kristne fejring af Johannes Døberen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.