Svend Wiig Hansen var en dansk billedhugger, maler, illustrator og grafiker. Han er primært kendt for sine mange monumentale skulpturer til det offentlige rum, heriblandt Moder Jord, Mennesket ved havet og Slægt løfter slægt.
Fra 1964 var Svend Wiig Hansen gift med keramikeren og maleren Leila Sallyman (1928-2002), med hvem han fik sønnerne Christian (f. 1961) og Nicholai (f. 1964).
Svend Wiig Hansen blev født i Møgeltønder og var søn af togbetjent Frederik Christian Hansen (1891-1962) og Sigrid Wiig (1892-1983). I det meste af sin barndom boede familien i Brande, før de i 1936 flyttede til København. Som ung ønskede Svend Wiig Hansen at blive sanger, men ernærede sig af mange forskellige ufaglærte jobs, som indbefattede alt fra gartnermedhjælper og opvasker over assistent for en bager til fabriksarbejder og cirkustjener. I 1946 blev han optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademis billedhuggerskole, hvor han var elev af Johannes Bjerg og Einar Utzon-Frank, og her kom han også selv til at fungere som professor fra 1971 til 1976. I 1946 debuterede han desuden på KE Kunstnernes Efterårsudstilling, og fire år senere dimitterede han fra akademiet.
Wiig Hansens tidlige skulpturer er præget af mere realistiske gengivelser af de menneskekroppe, som blev hans hovedmotiv, end dem som karakteriserer hans senere kunst.
I løbet af 1950'erne og frem blev kroppene typisk fremstillet som på en gang monumentale og opløste, såsom i malerierne Ilden (ARoS) fra 1955, Mennesker i forvandling I og II (Louisiana og Museum Sønderjylland, MSJ) fra 1963, Jorden græder (Statens Museum for Kunst) fra 1981 og cementskulpturen Den næseløse fra 1958. Sidstnævnte værk skabte han med afsæt i en rejseoplevelse fra året før i Grækenland. Her havde han mødt en kvinde, hvis næse var blevet ædt op af den autoimmune sygdom lupus, som medfører, at kroppen angriber sig selv. De mange invalide som Wiig Hansen så i Grækenland, påvirkede ham varigt, og det var også disse samfundsnedbrudte skæbner, han vedvarende skildrede i sin kunst.
Omdrejningspunktet for Svend Wiig Hansens kunst var universalistiske temaer, som fødsel, liv og død. Hans skildring af menneskers afmagt og kriser blev skabt i efterkrigstiden og kan derfor dels betragtes som en naturlig efterreaktion på 2. Verdenskrig, dels som en samtidsanalyse af Den Kolde Krig og Vietnamkrigen. Men på trods af værkernes ofte voldsomme og tilsyneladende apokalyptiske scener, rummer de samtidig en iboende optimisme. Menneskets genrejsning udgør således et vigtigt og tilbagevendende tema for Svend Wiig Hansen.
Ligesom kollegaen Palle Nielsen skabte han flere, nærmest tegneserieagtige fortællende bøger, bestående af grafiske blade, som kredser om et gennemgående tema. Blandt sådanne bøger er Græsk inspiration fra 1960 og Romerske fantasier udgivet i 1968. Svend Wiig Hansens værker er desuden ofte sat i forbindelse med den interesse for eksistentialisme og fænomenologi, der opstod i efterkrigstiden, ikke mindst påvirket af franske filosoffer og litterater med bred appel, såsom Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og Albert Camus.
Svend Wiig Hansens kunstneriske udgangspunkt var skulpturen, og det gennemsyrer hele hans livsværk. De plastiske, rumlige og stoflige kvaliteter ved tingene udgør således et karaktertræk i hans måde at arbejde på. De nærmest modellerede menneskekroppe kan ses som et stilistisk særtræk, som ikke kun angår skulpturarbejderne, men også malerierne, der er pastøse og ekspressive. Hans malerier minder derfor også om de særegne billeder, som Vilhelm Lundstrøm udførte i en kort, men vigtig fase omkring 1919-1922, ofte omtalt som den krøllede periode.
På egen original vis havde Svend Wiig Hansen forbindelser til tidligere tiders kunst. Både stilistisk, motivisk og formalistisk trak han veksler på alt fra præcolumbiansk figurkunst, romersk arkitektur og egyptisk monumentalkunst, til Francisco Goyas, Paul Cézannes og ikke mindst Vincent van Goghs og Edvard Munchs arbejder.
Svend Wiig Hansen arbejdede problem- og fordomsfrit med diverse kunstneriske medier og genrer, som foruden maleri, grafik, glas, keramik og skulptur også indbefattede film, musik samt nogle mere performative værktyper.
I 1974 afviklede Svend Wiig Hansen på 14 dage workshoppen Kunsten og Mennesket, hvor han i en åben dialog med sit publikum skabte en serie meget store billeder. En lignende seance gentog han i 1981 på Munch-Museet i Oslo, hvor han igen under publikums overværelse påbegyndte monumentalmaleriet Jorden græder.
Under Aarhus Festuge i 1975 skabte Svend Wiig Hansen, ligeledes under overværelse af publikum, tre malerier udført i en blanding af okseblod og gift i form af cyankalium. Med disse billeder understregede Wiig Hansen, at døden på kompleks vis altid ligger indlejret i livet, idet blodet iblandet giftstoffet helt fysisk og konkret rummer begge elementer.
Den 30. oktober 1977 iværksatte Wiig Hansen sammen med jazzmusikerne Niels-Henning Ørsted Pedersen og Kenny Drew en tværæstetisk kunstperformance Konfrontation i Birkerød Kunstforening.
Svend Wiig Hansen var foruden sit virke som billedkunstner særdeles musikalsk, og han arbejdede derfor gerne i krydsfeltet mellem forskellige medier og kunstarter. I 1962 blev han optaget som sanger i Det Kongelige Teaters kor, og her debuterede han samme år i opsætningen af Carl Nielsens opera Saul og David.
Svend Wiig Hansen var ateist, men forkastede samtidig positivisternes ide om, at menneskets psyke udelukkende er erfaringsbaseret, dvs. formet af de sanseindtryk, som hjernen modtager. Som kunstner nærede han en tro på, at mennesket rummer en indre skabende kraft og kilde, som kontinuerligt udvikles og udveksles gennem medmenneskelighed.
På det nære og personlige plan var Svend Wiig Hansen en kunstner, som udviste omsorg for sine medmennesker. Som en af få tog han sig af sin psykisk syge elev hippiemaleren og musikeren Wiliam Skotte Olsen, som også kom på besøg i familiens hus Starholm tæt på Råbjerg Mile i Skagen. Hans humanistiske samfundssind kom således ikke kun til udtryk i det utal af værker, som han i et manisk tempo producerede, men i en tro på medmenneskeligheden. Samtidig ønskede han at bringe kunsten ud til alle afkroge af samfundet, og lod sig bl.a. ansætte som almindelig formningslære i Horsens Statsfængsel.
Kunsten som et sted for kommunikativ handlen slog også igennem i de tre selvorganiserede folkekunstprojekter, som han fra og med 1973 afviklede tre somre i træk i Fælledparken i København. Her kunne alle møde op og skabe deres egen kunst, under kyndig vejledning af kunstneren.
En ener, som troede på det sociale liv, er en rammende karakteristik af kunstneren og mennesket Svend Wiig Hansen. For i modsætning til nogle af tidens fremtrædende abstrakte kunstnere, som samledes i grupperinger som Cobra, Linien II (1947-1952), Spiralen, Martsudstillingen m.fl. arbejdede han alene. Selvom han var medlem af Den Frie Udstilling og udstillede grafiske arbejder i 1956, 1958 og 1959 sammen med beslægtede kunstnere som Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen, Erling Frederiksen, Albert Mertz, Reidar Magnus, Henry Heerup og Jane Muus i Clausens Kunsthandel, var han ikke i traditionel forstand en kollektivistisk kunstner.
I 1975 stod Svend Wiig Hansen bag udførelsen af et 300 meter langt og 4,8 meter bredt tæppe, udført af børn i Brande, i forbindelse med fejringen af byens 800 års jubilæum. Efter at børnene havde malet hver deres bomuldsklud, blev det hele syet sammen, hvorefter det gigantiske tæppe blev båret gennem byen, før det blev hængt op i skorstenen på Sødahl Designs fabrik, som havde forestået det omfattende produktionsarbejde. I alt 2.800 borgere fra Brande tilvejebragte de ca. 3.000 bomuldslapper, som tilsammen udgør tæppet.
I foråret 1974 meddelte Forsvarsministeriet, at de ansøgte Finansudvalget om 1. million kr. til nedrivning af Christiania. Det var planen, at fristaden skulle være ryddet inden den 1. april 1976. I den forbindelse skabte Svend Wiig Hansen i sympati med christianitterne maleriet Christiania. Billedet, som indeholder pigtråd og et sammenrullet dannebogsflag, blev forsynet med årstallene 1940 og 1976, hvorfor lukningen af fristaden symbolsk blev sammenlignet med tyskernes besættelse af Danmark under 2. verdenskrig. Der er således tale om et både antiautoritært, kritisk og samfundspolitisk værk.
At Svend Wiig Hansen opfattede kunst som samfundsopbyggelig ses i øvrigt ved at han, ligesom Asger Jorn, ikke ubetinget ønskede at modtage enhver hædersbevisning. Han opfattede sig selv som del af den almene befolkning, og derfor valgte han både at afslå tildelingen af Eckersberg Medaljen og Thorvaldsen Medaljen. Derimod tog han i 1994 imod udnævnelsen til æresmedlem af kunstakademiet.
Den 15.oktober 1954 bragte dagbladet Jyllands Posten en forsideartikel om Svend Wiig Hansen. Artiklen handlede om, at borgmester Svend Unmack Larsen beordrede kunstnerens nyligt opstillede cementskulptur Moder Jord fjernet fra pladsen foran Aarhus Rådhus. Den groft tilvirkede skulptur af en korpulent kvinde havde skabt skandale i de danske medier, selvom Wiig Hansen vedholdende argumenterede for, at skulpturen symboliserede jordens og naturens kraft, udsprunget af den livgivende kvinde. Unmarck Larsen mente derimod, at skulpturen var vulgær og amatøragtig, og overraskende nok blev borgmesteren ikke modsagt af Wiig Hansens tidligere underviser Johannes Bjerg, som understregede, at den var for mexicansk i sit udtryk. Derfor fandt Bjerg den heller ikke egnet til det offentlige rum. Under debatten blev skulpturen først tildækket med plastik af rådhusbetjentene, hvorefter den blev flyttet hen til den udstilling, som Wiig Hansen samtidig afviklede på Aarhus Kunstmuseum (nuværende ARoS).
Efter udstillingen i Aarhus blev Moder Jord placeret i Wiig Hansens private have i Birkerød. Det var også her, den kontroversielle kunstsamler og tekstilfabrikant Aage Damgaard så skulpturen i 1956. Ved den lejlighed købte Damgaard værket, hvorefter han i 1958 fik sendt det til sin nyopførte skjortefabrik Angli i Herning. Her vakte skulpturen igen forargelse, hvorfor den i en periode endnu engang blev overdækket; nu med et klæde. Senere fik Damgaard støbt skulpturen i bronze, og i 1964 blev den fragtet til Venedig Biennalen, hvor Wiig Hansen repræsenterede Danmark. Her skulle den akkompagnere de i alt 150 mm store tegninger som han havde udført på alle fire vægge i en sal. I 1968 blev Moder jord udlånt til Thisted, hvor den endnu engang skabte furore ved sin opsigtsvækkende og grove karakter.
Interiøret til Kastrup Kirke blev udført i årene 1973‑1978 af Svend Wiig Hansen som en totaludsmykning. Altervæggens billedverden har klare referencer til Michelangelos Dommedag fra 1536‑1541 i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet i Rom. Foto: 2004.
Svend Wiig Hansen markerede sig særligt som udsmykningskunstner. I løbet af sit virke udførte han kunst til alle egne af det danske samfund, og han skabte værker i tæt dialog med den arkitektur og det omgivende rum, hvori de skulle indgå. Det afspejles bl.a. i Bevægelse (Roskilde Bibliotek) fra 1970, Livsbølgen (Tårnby Rådhus) fra 1971, Pietas (Herning Centralsygehus) fra 1976, Kærlighedens Port (Det Kongelige Teater) fra 1988.
Flere af Wiig Hansens udsmykningsværker førte til principielle debatter om kunstens rolle i samfundet. For selvom værkerne var figurative, var de ikke dekorative i en designkulturel forståelse af begrebet. Hans værker er betydningsfulde, idet de rejser debat. Kommunikationen mellem mennesker bliver hermed en vigtig del af værkernes berettigelse og eksistens.
I 1978 havde Svend Wiig Hansen færdiggjort sin udsmykning af Kastrup Kirke på Amager. Værket er bemærkelsesværdigt, fordi han som ateistisk kunstner formåede at dekorere samtlige vægge og lofter og forsyne alle vinduerne med glasmosaikker, uden noget sted at anvende det kristne kors. En detalje, der viser den kompromisløse tilgang, han havde til sit kunstneriske arbejde.
Med placeringen af Svend Wiig Hansens bronze-skulptur Oceania på Flakhaven foran Rådhuset i Odense den 9. juni 1992, igangsatte kunstneren endnu engang en heftig diskussion om værkets placering, æstetiske kvalitet og kunstneriske værdi. Etymologisk betyder Oceania 'verdenshav', og ordet refererer både til den del af verden, som sidst er blevet beboet, og den antikke græske gudinde Afrodite som var skumfødt, og derfor ikke som menneskene skabt af en kvinde og mand.
Det var dog langt fra alle borgere i byen, som så kvaliteterne i værket. I modsætning til megen anden kunst, har børnene derfor uhindret fået lov til at bruge skulpturen som en gigantisk rutsjebane. Men det bekymrede ikke Wiig Hansen, der tværtimod opfordrede befolkningen til at tage skulpturen i brug.
På Flakhaven foran Odense Rådhus ligger Svend Wiig Hansens store bronzeskulptur, Oceania, opstillet i 1992.
I forbindelse med udvidelsen af Københavns metro i 2011 blev det diskuteret, om Wiig Hansens skulptur Slægt løfter slægt, som var blevet opsat på Gammel Strand i 2000, skulle genopstilles efter anlægsarbejdets afslutning. Her vurderede Akademirådet imidlertid, at kunstnerens arbejde havde en så central betydning, at skulpturen skulle bibeholde sin nuværende placering, fremfor den foreslåede alternative, og mindre centrale, i Ørestaden.
I 1994 blev den ni meter høje skulptur Mennesket ved havet (1994) opsat ved Sædding Strand udenfor Esbjerg i anledning af 100 årsfejringen af Esbjerg Kommune. Skulpturen, som består af fire hvide mænd, var inspireret af bl.a. Påskeøens monolitter, og har siden opsætningen udgjort et vartegn for byen. Selvom skulpturen oprindeligt var tænkt til Grenen på Skagen, blev den hurtigt forvandlet til en sønderjysk turistattraktion.
De senere år er den nærmest arkaiske monumentalskulptur derimod blevet omdiskuteret. De fire spejdende hvide mænd, som skulpturgruppen består af, er, navnlig blandt postkolonialistiske tænkere og feminister, blevet udlagt som repræsentanter for alt andet end den universelle humanisme, som Svend Wiig Hansen ellers kæmpede for. I slutningen af juli 2019 blev værket ydermere udsat for hærværk, idet skulpturgruppen blev overmalet med svastikas.
Folketinget afholdt den første spørgetime med statsministeren siden den ny regering tiltrådte tidligere denne måned.
En hedebølge er en længere periode med meget varmt og tørt vejr. DMI forventer en stigning på 60 % i dage med hedebølger frem mod 2050.
Den moderne sankthansfejring den 23. juni har rødder i både hedenske midsommerfester og i den senere kristne fejring af Johannes Døberen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.