Tyrkiets politiske partier

Militærjuntaen genindførte demokratiet året efter, hvor det nye parti, Retfærdighedspartiet, blev stiftet. Partiet fik en tredjedel af stemmerne i 1961, men vandt først valget i 1965 med Süleyman Demirel som partileder. I kølvandet på ungdomsoprøret opstod der voldelige sammenstød mellem venstre- og højreorienterede. Det udløste republikkens andet militærkup, som tvang regeringen til at gå af.

I 1973 vandt Det Republikanske Folkeparti valget med Bülent Ecevit i spidsen. I 1970’erne eskalerede stridigheden mellem venstre- og højreorienterede på ny. Det banede vejen for endnu et militærkup i 1980, hvor general Kenan Evren tog magten og styrede Tyrkiet i perioden 1980-1983 og efterfølgende blev siddende som præsident til 1989.

I mellemtiden blev den neoliberale økonom Turgut Özal fra det nye Moderlandspartiet premierminister. Han overtog præsidentembedet fra Kenan Evren i 1989.

I begyndelsen af 1990’erne oplevede Tyrkiet en liberalisering og økonomisk vækst med de konservative middelklassepartier Den Rette Vejs Parti under ledelse af Tansu Ciller, og Moderlandspartiet ledet af Mesut Yilmaz (1947-2020).

I 1995 blev det islamiske Velfærdsparti landets største parti. Året efter blev Velfærdspartiets partileder, Necmettin Erbakan, premierminister, men militæret pressede ham til at gå af i 1997. Velfærdspartiet og Erbakan fik forbud mod politisk aktivitet i 1998.

I 1997 kom Det Demokratiske Venstreparti i den nyetablerede regering med Bülent Ecevit som partileder, hvorefter partiet fik politisk medvind. I 1999 blev Det Demokratiske Venstreparti landets største.

En række kurdiske partier er blevet lukket gennem tiden. Men Folkenes Demokratiske Parti har under regeringens fredsforhandlinger med PKK forsøgt at ændre sin politiske linje. Fra at være et prokurdisk parti er det nu blevet et parti, der når ud til den brede befolkning i Tyrkiet med forsvar for minoritetsrettigheder og mangfoldighed, hvad angår fx LGBT.

En del af de religiøse kurdere i Tyrkiet tager afstand fra Folkenes Demokratiske Parti, da de hovedsagelig støtter det islamistiske Den Frie Sags Parti. Begge partier går ind for regionalisme og kurdisk selvstyre, men politisk og ideologisk står de langt fra hinanden. Den Frie Sags Parti stillede op til parlamentsvalget i 2023, hvor de stillede op via Retfærdigheds- og Udviklingspartiets kandidatliste for at sikre sig en plads i parlamentet. Partiet blev valgt ind.

Folkenes Demokratiske Parti kom i alliance sammen med Det Grønne Venstreparti og Tyrkiets Arbejderparti inden valget i 2023, da partiet havde en risiko for at blive lukket ned. Derfor stillede deres kandidater op via Det Grønnes Venstrepartis kandidatliste, så de kunne sikre en plads i parlamentet. Det lykkedes Det Grønne Venstreparti og Tyrkiets Arbejderparti at passere spærregrænsen på de 7 %. Derfor vil både Folkenes Demokratiske Parti, Det Grønne Venstreparti og Tyrkiets Arbejderparti blive repræsenteret i parlamentet.

Ved valget i 1999 var det socialdemokratiske Det Demokratiske Venstreparti landets største med 22 %. Men i 2002 kom partiet helt ned på lidt over 1 %, hvilket var langt under den daværende spærregrænse på 10 %. I 2023 valgte Det Demokratiske Venstreparti at støtte Erdogans præsidentkandidatur. Partiet stillede op til parlamentsvalget via Retfærdigheds- og Udviklingspartiet kandidatliste og blev valgt ind.

Interne stridigheder har skabt flere partidannelser og splittet stemmerne på den sekulære venstrefløj. Efter en række uenigheder og kampe om formandskabet i Det Republikanske Folkeparti stiftede Mustafa Sarıgül (f. 1956) Tyrkiets Forandringsparti i 2020, mens Muharrem Ince grundlagde Hjemlandspartiet i 2021. İnce stillede op til valget i 2023 som alternativ præsidentkandidat til sin gamle partileder og konkurrent Kemal Kilicdaroglu.

Den interne strid blandt de nationalistiske partier begyndte allerede i 1990'erne. Her grundlagde tidligere medlemmer af Det Nationalistiske Bevægelsesparti Det Store Enhedsparti under lederskab af Muhsin Yazicioglu (1954-2009).

I årene 2015-2017 opstod der interne stridigheder i Det Nationalistiske Bevægelsesparti, hvor centrale personer blev ekskluderet fra partiet. Meral Aksener og Koray Aydin (f. 1955) grundlagde sammen Det Gode Parti, og Ümit Özdag (f. 1961) grundlagde det indvandringskritiske Sejrspartiet. Sinan Ogan fortsatte som løsgænger og stillede i 2023 op som partiløs præsidentkandidat, men han indgik i en alliance med Özdags Sejrspartiet.

Sejrspartiet og ATA-alliancen kom langt under spærregrænsen på 7 % til parlamentsvalget, og vil derfor ikke blive repræsenteret i parlamentet. Både Det Nationalistiske Bevægelsesparti og Det Gode Parti vil fortsat blive repræsenteret i parlamentet i hver deres politiske alliancer.

Necmettin Erbakans Lyksalighedspartiet fortsatte under ledelse af Temel Karamollaoglu (f. 1941). Der opstod imidlertid uenighed mellem Karamollaoglu og Necmettin Erbakans søn Fatih Erbakan (f. 1979), som efterfølgende stiftede Velfærdspartiet På Ny.

Lyksaglighedspartiet indgik i alliancen med bl.a. Det Republikanske Folkeparti og støttede Kemal Kilicdaroglu som præsidentkandidat til det tyrkiske valg i 2023. Hvorimod Fatih Erbakan indgik i en alliance med Retfærdigheds- og Udviklingspartiet og støttede Recep Tayyip Erdogan som præsidentkandidat. Begge partier blev valgt ind ved parlamentsvalget i 2023.

Ali Babacan (f. 1967) forlod Retfærdigheds- og Udviklingspartiet i 2019 efter en række uenigheder om partiets politiske retning, hvorefter han i 2020 stiftede det liberal-konservative Demokrati- og Fremgangspartiet. Tidligere premierminister og partileder Ahmet Davutoglu (f. 1964) forlod også Retfærdigheds- og Udviklingspartiet i 2019, og stiftede det liberal-konservative Fremtidspartiet.

Både Fremtidspartiet og Demokrati- og Fremgangspartiet støttede Kilicdaroglus præsidentkandidatur mod Erdogan. Begge partier blev valgt ind i parlamentet i 2023 via Det Republikanske Folkepartis kandidatlister.