Adventismen er en kristen trosretning, hvis centrale træk er forventningen om Jesu genkomst (advent). For adventisterne er Bibelen fundamentet. Den tolkes bogstaveligt og apokalyptisk, ikke mindst i troen på Herrens snarlige komme sammen med opstandelser og tusindårsrige.

Adventisterne har ikke sakramenter, men praktiserer dåb og nadver. Adventister døbes efter eget ønske (troendes dåb), hvorfor man almindeligvis døbes som ung eller voksen. Der er normalt nadver fire gange årligt; nadveren finder sted sammen med fodtvætning.

Kirken har traditionelt haft egne skoler og eget bogforlag, der bruges som led i opdragelse og mission. Adventisterne er kendt for at leve asketisk, fx uden dans og kortspil, og følger en række sundhedsforskrifter, herunder at spise vegetarisk, undgå spiritus og tobak og helst ikke te eller kaffe. Dette er dog ikke nødvendigvis længere tilfældet globalt, men mange adventistfællesskaber er kendt for deres fokus på kost og fællesskab.

Adventismens historie

Adventismen er en vækkelsesbevægelse med rødder i USA i 1830-1840'erne, hvor baptisten William Miller efter en religiøs omvendelse ventede Herrens komme i 1844. Da genkomsten udeblev, kom Millers tilhængere i krise, men ud af bevægelsen skabtes efterhånden adventismen.

I 1863 stiftedes kirkesamfundet Syvendedagsadventisterne, der har den bibelske uges sidste dag, lørdag (sabbat), som helligdag. Ledende skikkelser i den første fase var Joseph Bates (1792-1872) og Ellen White (1827-1915); White skrev adskillige bøger på grundlag af sine visioner.

I hele verden har adventismen i ca. 15 millioner medlemmer. I dag (2025) består det internationale adventist-forbund af ca. 25 millioner medlemmer.

Adventismen i Danmark

Adventismen kom til Danmark i 1877 via bl.a. John G. Matteson (1835-1896), der medvirkede til, at flere menigheder blev oprettet. De tidligere medlemmer af kirken købte Skodsborg Badesanatorium, som samfundet ejede frem til 1992. Sanatoriet blev grundlagt i 1898.

I 1963 var der ca. 4000 medlemmer og 40 menigheder i Danmark. Medlemstallet er i 2025 faldet til ca. 2300 adventister fordelt på 37 menigheder.

Flere friskoler i Danmark har rødder i Adventistkirken. De er i dag åbne for alle uden skelen til religiøst tilhørsforhold. Den danske Adventistkirke har generelt åbnet sig mere for samarbejde med andre kirker og blev i 2025 medlem af Danske Kirkers Råd som observatør.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig