En hvidhalet glente (Elanus leucurus) med en nyfanget mus i Coahuila, Mexico. Hvidhalet glente er en repræsentant for underfamilien Elaninae. Den er udbredt fra Californien, USA, til det sydlige Sydamerika.
Licens: CC BY 4.0

Glenter er en uensartet gruppe af rovfugle, som fordeler sig på to underfamilier i høgefuglenes familie. De er således ikke en naturlig gruppe.

Grupper af glenter

Glenterne findes i underfamilierne Milvinae og Elaninae. Milvinae slås undertiden sammen med havørnene. Begge underfamilier er kosmopolitisk udbredt, fortrinsvis i tropiske og subtropiske egne.

Milvinae omfatter (ud over havørnene) syv slægter med i alt 12 arter. De er meget forskellige i udseende og levevis, men flere af dem er i hovedsagen ådselædere.

Elaninae omfatter tre slægter med i alt seks arter. Det er små, elegante rovfugle, der for en stor del lever af insekter.

Glenter i Danmark

I Danmark forekommer rød glente (Milvus milvus) som en fåtallig ynglefugl, mens sort glente (Milvus migrans) optræder som en sjælden trækgæst, fortrinsvis om foråret. Begge arter tilhører underfamilien Milvinae.

Blå glente (Elanus caeruleus), som i Europa yngler på Den Iberiske Halvø og lejlighedsvis i Frankrig, ses stort set årligt i Danmark. Den er den eneste repræsentant for familien Elaninae, som kendes fra Danmark.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig