guldsjakal

Guldsjakalen tilhører hundefamilien (Canidae) i rovdyrordenen (Carnivora). Den placeres i slægten Canis, der også omfatter grå ulv, rødulv, prærieulv, etiopisk ulv, guldulv og tamhund. De to andre arter af sjakaler regnes derimod til en anden slægt.

Tidligere blev guldulven (Canis lupaster) fra Afrika også regnet til guldsjakalen. Et studie fra 2015 viste dog, at den er tættere beslægtet med grå ulv og prærieulv end med guldsjakalen, og den blev derfor udskilt som en selvstændig art.

Guldsjakalen vejer 7-17 kg. Hanner bliver i gennemsnit omkring et kilo tungere end hunnerne. Hoved-og-kropslængden er 65-105 cm, halen 20-30 cm, skulderhøjden 45-55 cm og ørerne 8-10 cm.

Arten har navn efter sin gyldenbrune, nogle gange nærmest orange pels. Den har et særegent mønster, som består af en hvid strube, et hvidt bånd midt på halsen og et hvidt bånd øverst på brystet, som dog ikke altid er lige tydeligt. På ryggen har den en sortmeleret ”saddel”, som når et godt stykke ned på siden af flanken. Den buskede hale er relativt kort med en markant sort spids.

I varme områder har guldsjakalen en kort pels. Men i køligere regioner som i Europa kan den få en kraftigere vinterpels med en tyk pelskrave af længere hår, der danner spidse ”bakkenbarter”, der stikker ud som en trekant på hver side af halsen.

Guldsjakalens udbredelse strækker sig historisk set fra Sydøsteuropa via Mellemøsten og Det Indiske Subkontinent til Sydøstasien så langt østpå som Vietnam. Den forekommer både i troperne, subtroperne og tempererede egne.

I dag findes 72 % af den europæiske bestand i Bulgarien, mens næsten hele resten af bestanden fordeler sig mellem Ungarn (13 %), Serbien (9 %), Rumænien (4 %) og Grækenland (2-3 %).

Siden 1980’erne har guldsjakalen spredt sig ind i Vest- og Nordeuropa med forbløffende hastighed. Det har bl.a. bragt den til Italien (først set i 1984), Østrig (først set i 1987), Tjekkiet (først set i 2006), Schweiz (først set i 2011), Estland (først set i 2011), Letland (først set i 2013), Litauen (først set i 2015), Polen (først set i 2015), Danmark (først set i 2015), Holland (først set i 2016), Frankrig (først set i 2017) og Norge (først set i 2020).

Den tilpasningsdygtige guldsjakal kan udnytte mange forskellige levesteder. Den findes bl.a. i skov (fra tør monsunskov i Sydøstasien og mangroveskov i Sundarbans til tør torneskov i Indien og tempereret skov i Europa) samt i buskland, græsland, tørre sletter, vådområder, kystzoner, bjerge i op til 2.700 meters højde og landbrugsområder. Arten undgår normalt tæt, lukket skov. I stedet foretrækker den åben skov og mosaiklandskaber med en blanding af skov, hvor den kan finde skjul, og mere åbne områder, hvor den kan fouragere.

Guldsjakalen er en opportunistisk altæder (omnivor). I Europa lader mus (især studsmus) og ådsler til at udgøre hovedføden. I et studie i Ungarn udgjorde mus op til 55 % af guldsjakalens føde, og i en undersøgelse i Bulgarien fandt man mus i 88 % af maverne fra nedlagte sjakaler. I mindre omfang kan den dog også æde insekter, fugle, krybdyr, padder samt planteføde som frugt, bær, majs og græs.

I Øst- og Sydøsteuropa har man mange steder tradition for at smide rester af slagtede husdyr i naturen, ligesom jægere også efterlader rester, når de har skudt vildsvin og hjorte. Sådanne rester udgøre den vigtigste føderessource for guldsjakalen. I et studie af guldsjakalens føde om vinteren i Serbien udgjorde disse rester tilsammen over 90 % af fødemængden, og i en undersøgelse i Ungarn udgjorde rester af hovdyr skudt af jægere 41 % af føden. I Europa er guldsjakalen ikke kendt for selv at nedlægge husdyr.

Guldsjakalen er hovedsagelig nat- og skumringsaktiv, men den kan også være aktiv i dagtimerne.

Den lever i territoriale par og småfamilier, som består af forældre og deres unger. De jager dog sjældent i grupper, hvilket givetvis hænger sammen med, at de først og fremmest jager småt bytte, især mus. I Indien, Kaukasus og Israel har man observeret større grupper af guldsjakaler med mere end én familie, typisk omkring store ådsler.

Drægtigheden varer formentlig ca. 2 måneder ligesom hos de andre sjakaler. I Bulgarien får guldsjakalen 3-12 hvalpe per kuld med et gennemsnit på 5-6 hvalpe.

I Kaukasus fødes ungerne fra slutningen af marts til slutningen af april, mens de i Italien formentlig kommer til verden sidst i april. Ungerne bliver ofte født i en hule under jorden. Guldsjakalparret kan selv grave hulen, men kan også benytte efterladte huler fra ræve eller grævlinger. Alternativt kan ungerne blive født i et skjulested over jorden, fx i et hult væltet træ, mellem rødder eller i tæt buskads.

Fordi guldsjakalen spreder sig naturligt, er den hverken i biologisk eller juridisk forstand en invasiv art (i modsætning til fx mårhund og vaskebjørn). Guldsjakalen er opført på bilag V i EU's habitatdirektiv. Det forpligter medlemslandene til at sikre, at indsamling og udnyttelse ikke påvirker eller hindrer, at guldsjakalen kan opnå såkaldt gunstig bevaringsstatus.

• hundefamilien
• sjakaler