karakal

Med sine øretotter og relativt korte hale kunne karakalen ligne en kortpelset los, og tidligere blev den da også anset for at tilhøre losserne; heraf det gamle navn ørkenlos. DNA-undersøgelser har dog vist, at den bør placeres i sin egen slægt, Caracal, og regnes til en særlig gruppe inden for kattefamilien (Felidae) sammen med serval og afrikansk guldkat.

Hanner vejer 7-26 kg, mens de mindre hunner har en vægt på 7-16 kg. Karakalen er ensfarvet brun. Manglen på pletter er et fænomen, der ses hos flere kattearter, som er tilpasset til at leve i åbne områder. Halen er forholdsvist kort, dog ikke nær så kort som hos losserne.

Den har lange øretotter, hvis formål er at forstærke signaler sendt med ørene. Når karakaler møder hinanden, begynder de allerede på afstand at sende informationer om deres identitet, rang, humør og intentioner ved at bevæge ørerne og hovedet på bestemte, ritualiserede måder.

Karakalen har en stor udbredelse, der omfatter det meste af Afrika, med undtagelse af den tropisk regnskov og det centrale Sahara. Desuden findes den i Mellemøsten, Centralasien og det sydvestlige Asien helt til det nordvestlige Indien.

Den er et tilpasningsdygtigt dyr, der kan trives i mange forskellige slags naturtyper, fra halvørkner til kratland og fugtig bjergskov. Den er dog mest almindelig i tørt skovland og savanne.

Karakalen lever især af mindre bytte på under 5 kg og overvejende pattedyr som gnavere, klippegrævlinger, springharer, harer og små aber. Den kan dog også æde en del fugle, krybdyr og større pattedyr samt nogle gange fisk, ådsler og insekter.

Karakalen kan springe op til 3,5 meter højt. Det gør det bl.a. muligt for den at fange fugle i flugten.

I modsætning til sin nære slægtning servalen er karakalen også i stand til at nedlægge større byttedyr. Den tager ofte mindre antiloper som springbuk, skriftantilope, dykkerantilope og hunimpalaer. I særlige tilfælde kan den endda nedlægge unge kuduer og strudse på 100 kg; sidstnævnte er fem gange kattens egen vægt. Karakalen nedlægger større byttedyr på samme måde som løver og andre store katte ved at kvæle dem med et bid til struben eller snuden. Som leoparden kan karakalen en gang imellem slæbe et byttedyr op i et træ for at beskytte det mod røvere som hyæner og løver.

Karakalen er hovedsagelig skumrings- og nataktiv og ses derfor sjældent. Bortset fra hunner med unger lever den alene.

En hun i brunst tiltrækker ofte 2-3 hanner og parrer sig gerne med dem alle. Hannerne slås ikke om hunnen, men venter tålmodigt i op til 48 timer på at få deres tur. Der er aldrig mere end én far til et kuld, men ved at parre sig med flere hanner skaber hunkarakalen usikkerhed om fadderskabet og sikrer sig derved, at hannerne ikke slår hendes unger ihjel.

Hunnen går drægtig i 62-81 dage. Kuldstørrelsen er typisk på 2-3 killinger, men kan være op til 6. Ungerne vejer omkring 250 gram ved fødslen.

Karakalen kan leve i op til 19 år i fangenskab.

• kattefamilien