opossummer

Der findes tre ordener af pungdyr i Amerika:

De egentlige opossummer og spidsmusopossummerne udgør tilsammen overordenen Ameridelphia. Monitoerne tilhører derimod overordenen Australidelphia, som også omfatter pungdyrene i Australien, Ny Guinea og omkringliggende øer. Opossummerne er ikke nært beslægtet med possummerne.

Denne artikel omhandler specifikt de egentlige opossummer, som i det følgende blot omtales som opossummer. De placeres alle i én familie, Didelphidae. Familien inddeles i 18 slægter, som her er vist med antallet af arter i hver:

Trods en overfladisk stor lighed er de to slægter Philander (firøjeopossummer) og Metachirus (brun firøjeopossum) ikke hinandens nærmeste slægtninge. Philander er nærmest beslægtet med storopossummer, væselopossummer og vandopossum.

Som et kuriosum kan det nævnes, at den danske naturhistoriker P.W. Lund i 1840 beskrev to arter af opossummer fra Lagoa Santa i Minas Gerais, Brasilien: hvidøret opossum (Didelphis albiventris) og grå slankmuseopossum (Marmosops incanus).

Ud fra deres størrelse kan man inddele opossummerne i tre kategorier (som dog ikke afspejler deres slægtskab):

Opossummer har en spids snude, ofte med en lyserød snudespids (rhinarium), relativt store øjne (som tilpasning til at være nataktive) og tit iøjnefaldende ører. Næsten alle arter har en blød, silkeagtig pels. Flertallet har en lang hale, der er længere end hoved-og-kropslængden, men der findes også korthalede opossummer.

De langhalede arter har en veludviklet snohale, som de kan bruge til at gribe om mindre grene eller lianer under klatring og fouragering samt til at transportere redemateriale med; selv korthaleopossummer er dog i stand til at bære redemateriale med spidsen af halen. De fleste arter har en helt nøgen hale, men hos flere opossummer er halen delvis pelset. Selv hos arter med en velpelset hale er mindst de yderste ⅔ af undersiden af halen nøgen for at give et bedre greb. Nogle museopossummer samt nordamerikansk opossum opbygger fedtdepoter i halen.

Opossummer har veludviklede gribehænder og -fødder med fem fingre og tæer samt en modstående storetå (bortset fra vandopossum). De har kløer på fingre og tæer på nær storetåen, der er udstyret med en negl. Håndflader og fodsåler er nøgne, hvilket giver et skridsikkert greb under klatring.

Opossummerne er udbredt fra argentinsk Patagonien i syd (patagonsk opossum) til det sydlige Canada i nord (nordamerikansk opossum). Netop nordamerikansk opossum er den eneste opossum, som forekommer nord for Mexico; alle andre opossummer er begrænset til Syd- og Mellemamerika. Den højest forekommende art er lys fedthaleopossum (Thylamys pallidior), der findes i Andesbjergene i op til 4.500 meters højde.

Man finder opossummer i stort set samtlige terrestriske naturtyper i neotroperne, heriblandt alle typer af skov, savanne, tørt buskland, pampas, vådområder, mangrovesumpe og ørken. Flere storopossummer har endda tilpasset sig et liv i byer; det gælder i høj grad nordamerikansk opossum.

Sydamerika har langt den største diversitet af opossummer med 86 endemiske arter og 11 endemiske slægter. Syv arter findes både i Syd- og Mellemamerika. Mellemamerika har 3 endemiske arter og 1 endemisk slægt (aztekermuseopossum (Tlacuatzin canescens)). Nordamerikansk opossum findes fra Costa Rica til det sydlige Canada.

Adskillige steder i Sydamerika har man fundet ti arter af opossummer eller flere i samme område. I et studieområde på 20 × 30 km i det vestlige Amazonas i Peru har man registreret hele 17 arter af opossummer.

Opossummer er altædere (omnivorer); alle små til store opossummer æder både animalsk føde i form af såvel hvirvelløse dyr (invertebrater) som hvirveldyr (vertebrater) og plantekost (især frugt). Der er dog forskel på sammensætningen af kosten mellem de forskellige slægter af opossummer.

Storopossummer regnes for de største generalister i familien. Deres føde omfatter bl.a. små pattedyr som gnavere og andre opossummer, fugle, øgler, slanger, frøer, ådsler, insekter og frugt. De er immune over for slangegift og er kendt for at kunne angribe giftslanger.

Vandopossummen lever især af fisk, frøer og vandlevende smådyr som krebsdyr og bløddyr. Væselopossummerne er de mest kødædende af opossummerne og jager især hvirveldyr som gnavere, opossummer, kaniner, fugle, frøer, øgler og slanger. Som storopossummer er de immune over for slangegift og kan nedlægge giftslanger.

Firøjeopossummer af slægten Philander har en alsidig kost, som består af hvirvelløse dyr som insekter, edderkopper og regnorme, hvirveldyr som gnavere, øgler og fugle samt frugt. Brun firøjeopossum udnytter den samme føde, men regnes for den mest insektædende af de større opossummer.

Uldopossummernes føde domineres af frugt suppleret med blomster, nektar og gummisaft fra træer. Som andre opossummer kan de også æde både hvirvelløse dyr og hvirveldyr.

Museopossummerne lever først og fremmest af hvirvelløse dyr som insekter, edderkopper, tusindben, skorpioner, regnorme og snegle, hvilket de supplerer med frugt, blomster, nektar og små hvirveldyr som øgler, frøer, fugle og endda mindre pattedyr. Flere korthaleopossummer lader til at jage en del hvirveldyr og kan nedlægge øgler, der vejer op til 75 % af deres egen kropsvægt, samt gnavere af nogenlunde den samme størrelse som dem selv.

Opossummer er typisk nataktive, sky dyr, som lever alene. De gør ikke meget væsen af sig, og man ser dem derfor sjældent i naturen. Flere arter af korthaleopossummer kan dog være dagaktive, hvilket også gælder nordamerikansk opossum om vinteren i den nordlige del af dens udbredelsesområde.

Når ikke opossummer er aktive, gemmer de sig i et skjul. Det kan fx være i træhuller, hule træstammer eller under rødder. Vandopossummen har et redekammer for enden af en tunnel, der udmunder lige over vandet. Nogle arter konstruerer en decideret rede i skjulet med isolerende redemateriale; som nævnt kan de transportere redemateriale med deres snohale. Det ses bl.a. hos nordamerikansk opossum, vandopossum, uldopossummer, uldmuseopossummer og korthaleopossummer.

Alle opossummer er i stand til at klatre, men de gør det i forskellig grad. Man kan inddele opossummerne i følgende tre kategorier:

• Trælevende opossummer er højt specialiserede klatrere, der primært lever oppe i træerne. De omfatter uldopossummer, sortskuldret opossum, maskeopossum, uldmuseopossummer og mange af dværgopossummerne.
• Jord- og trælevende opossummer er alsidige arter, der færdes og fouragerer både på jorden og i træer. De omfatter storopossummer, firøjeopossummer i slægten Philander, slankmuseopossummer og museopossummer i slægten Marmosa.
• Jordlevende opossummer er arter, der først og fremmest færdes og fouragerer på jorden. De omfatter korthaleopossummer, de fleste fedthaleopossummer, patagonsk opossum, brun firøjeopossum og væselopossummer.

Vandopossummen er knyttet til vand og fouragerer i og langs med vand.

Som det er typisk for pungdyr, er opossummernes egentlige drægtighed ganske kort. Det skyldes, at størstedelen af ungernes udvikling foregår efter, at de er født, hvad enten den foregår i en pung eller ej. Hos de fleste arter, store som små, går hunnerne drægtige i ca. to uger. Den længste drægtighed ses hos nøgenhalet uldopossum, hvor drægtigheden varer 3-4 uger.

Kuldstørrelsen kan variere fra 2 unger hos vandopossum til 16 unger hos nogle korthaleopossummer. Sydlig korthaleopossum (Monodelphis dimidiata) kan fx få fire kuld om året hver med op til 16 unger. Nordamerikansk opossum og andre af storopossummerne kan få kuld på op til 9 unger eller flere.

Selv om der kan være over 100 gange forskel i voksenstørrelsen på de mindste og største arter af opossummer, så er der ikke stor forskel i størrelsen på de nyfødte unger. Hos museopossummer vejer de nyfødte unger ca. 0,1 gram, hos nordamerikansk opossum 0,13 gram og hos nordlig sortøret opossum, almindelig grå firøjeopossum og nøgenhalet uldopossum ca. 0,2 gram.

Opossummer er kortlivede. Den højeste levetid, man har registreret i fangenskab, er 7 år, men i naturen bliver de normalt ikke mere end 1,5-2 år gamle.

Hos nogle museopossummer lader det ovenikøbet til, at hannerne dør kort tid efter deres første parringstid. Det, mener man, er tilfældet hos agil dværgopossum (Gracilinaus agilis) og grå slankmuseopossum. Hos serra do mar-slankmuseopossum (Marmosops paulensis), der lever i Brasiliens atlantiske kystskov, ser det endda ud til, at begge køn dør efter deres første yngleperiode.

• pungdyr
• spidsmusopossummer
• possummer