pungulv

Pungulven var et pungdyr i ordenen pungrovdyr (Dasyuromorphia), som også rummer familien Dasyuridae, der bl.a. indeholder tasmansk pungdjævel og quollerne (pungmårer). Inden for pungrovdyrene blev pungulven dog placeret i sin egen familie, Thylacinidae.

Man har fundet fossiler fra 15 forhistoriske arter i pungulvefamilien, alle fra Australien. Den ældste af disse, Badjcinus turnbulli, levede for 28-23 millioner år siden. Man mener, at to af arterne, Thylacinus potens og Thylacinus megiriani, kunne blive lidt større end pungulven med en anslået maksimalvægt på godt 55 kg.

Pungulven havde en hoved-og-kropslængde på 85-118 cm, en halelængde på 33-61 cm og en vægt på 15-45 kg. Vægten svarede til vægten af den tyske grå ulv, som er den type af ulv, som i dag findes i Danmark; den vejer 26-43 kg. Også i kropsform mindede pungulven om en ulv, om end den havde relativt kortere hale og ben. Den korte pels var gulbrun til gråbrun med 13-19 brede, mørkebrune til sorte tværstriber på ryggen; heraf kommer artens alternative engelske navne Tasmanian tiger ('tasmansk tiger') og zebra wolf ('zebra-ulv'). De forreste striber var korte, men bagest på ryggen og på rumpen nåede de langt ned ad kropssiden. Ligesom en ulv havde den fem tæer på forpoterne og fire på bagpoterne, alle udstyret med korte, tykke kløer. Hunnens pung havde bagudvendt indgang.

Pungulven havde et kraftigt, hundeagtigt hoved med en lang snude. Dens kranium lignede til forveksling den grå ulvs med lange hjørnetænder og en veludviklet sagittalkam, som er en knoglekam, der løber oven på kraniet og giver fæste til tyggemuskler; hvis et dyr har en veludviklet sagittalkam, viser det, at den har kraftige tyggemuskler og et hårdt bid.

Pungulven havde oprindelig en stor udbredelse på både det australske fastland og Ny Guinea. For mindst 2.000 år siden var den dog helt forsvundet fra disse regioner, formentlig fordi den blev jaget og udkonkurreret af den indførte dingo. Dermed blev Tasmanien, hvor dingoen aldrig er nået ud, pungulvens sidste fristed.

På Tasmanien udnyttede pungulven de fleste naturtyper, måske med undtagelse af den tempererede regnskov på den sydvestlige del af øen.

Pungulven var specialiseret i at jage pattedyr som kænguruer (inklusive wallabier), possummer, bandikutter og gnavere, men kunne også tage fugle. Da europæerne bragte får og høns til Tasmanien, blev disse husdyr også et potentielt bytte for pungulven.

Man regner med, at pungulvens jagtstrategi var udholdenhedsløb frem for en kort sprint, ligesom det kendes fra ulven. Tilsyneladende jagede den ikke i flok som ulven, men alene eller i par. Inden europæerne kom til har den givetvis jaget både om dagen og natten, men da man begyndte at forfølge den, blev den primært nataktiv.

Hunnen gik drægtig i ca. en måned og fik op til fire unger per kuld, dog normalt 2-3. Ungerne sad permanent fast på dievorterne i pungen i de første omkring tre måneder. De forlod pungen efter fire måneder, men kunne fortsætte med at omgås hunnen og drikke mælk i mange måneder herefter.

I 1803 slog de første europæere sig fast ned på Tasmanien, og allerede i 1808 blev pungulven officielt beskrevet af videnskaben. Fra og med 1830 begyndte både virksomheder og private jordejere at udbetale dusører for dræbte pungulve, der blev betragtet som skadedyr. I perioden 1888-1909 gik den tasmanske regering også ind i udryddelseskampagnen. Indsamling af pungulve til museer og zoologiske haver i begyndelsen af 1900-tallet satte arten under yderligere pres. Det sidste registrerede drab af en pungulv i naturen var i 1930, mens det sidste kendte individ blev fanget i 1933 og døde i Hobart Zoo i 1936.

Siden da har mange har ledt efter pungulven, i nyere tid bl.a. ved opsætning af et stort antal kamerafælder. Indtil videre er det dog ikke lykkedes at få videnskabelige beviser for, at det ikoniske pungdyr stadig skulle eksistere.

• pungdyr
• pungrovdyr