svensk kalender i 1700-tallet

I 1500-tallet var forskellen løbet op til 10 dage. I 1582 indførte pave Gregor 13. en forbedret kalender, der er blevet opkaldt efter ham: den gregorianske kalender. Ved overgangen til den nye kalender – eller nye stil – blev 10 dage udeladt. Årstal, der kunne divideres med 100, skulle ikke mere være skudår, medmindre de også kunne divideres med 400. År 1600 var derfor skudår, årene 1700, 1800 og 1900 derimod ikke, men år 2000 havde igen en skuddag. Reformen løste problemet med årets længde effektivt; først efter mere end 3000 år ville der igen være én dags forskel mellem solåret og kalenderåret.

Den gregorianske kalender ændrede også beregningen af påskedagens dato. Hovedreglen er jo, at påsken falder på den første søndag efter første fuldmåne i foråret. Forårsjævndøgnet ligger dog ikke helt fast i kalenderen, som regel falder det på den 20. eller den 21. marts. Fuldmånen kan bestemmes meget meget nøjagtigt ad astronomisk vis, men hvis den fx ligger kort før midnat i England, vil det være kort efter midnat i Finland og dermed allerede på den næste dag. Den gregorianske kalender valgte en beregningsmetode af påskefuldmånen, der astronomisk set kan føre til unøjagtige resultater, men som har den fordel, at den er uafhængig af tidszonerne.

Kalenderreformen vakte modstand. Den ændrede ved indgroede vaner, folk spurgte sig, om renter eller husleje skulle betales for de udeladte dage, men den største modstand kom fra de protestantiske lande, der ikke ville gå med på noget, der kom fra paven.

Den nye kalender blev indført hurtigt i de fleste katolske lande, men kun sjældent i protestantiske lande, fx i Kurland (1617) eller Preussen (1612), fordi de var dele af kongeriget Polen. De parallelle kalendere kunne medføre store praktiske problemer, fx hvis en tysk rigsstad var luthersk og oplandet katolsk. På helligdagene efter den gamle stil blev der ikke holdt marked i byen, men på helligdagene efter pavens kalender kunne bønderne ikke deltage.

Inden forskellen mellem de to kalendere ville vokse med endnu en dag i 1700 (skudår efter den gamle kalender, men ikke efter den nye kalender), enedes de protestantiske stater i Det Tysk-romerske Rige og Danmark-Norge om at gå over til den gregorianske kalender i 1700, men at beregne påskedagen på en anden, astronomisk måde. Denne kalender blev kaldt Verbesserter Calender (forbedret kalender). Protestanternes beregning af påskedatoen førte imidlertid i 1724 og 1744 til en anden påskedato end for katolikkerne (i 1724 fejrede dog Danmark-Norge – men ikke Slesvig – påske samtidig med de katolske lande).

Inden der igen skulle være to forskellige påskedatoer i 1778, vedtog man i Tyskland en Allgemeiner Reichskalender (almen rigskalender), der trådte i kraft i 1776. Protestanterne opgav den astronomiske beregning af påskedatoen og overtog den gregorianske kalenders metode. Pavens kalender fra 1582 var nu med et ny navn blevet spiselig for protestanterne i Tyskland og samtidig også i Danmark-Norge.

Svenske og russiske tropper udkæmpede Slaget ved Narva på én dag i november 1700. I den historiske litteratur dateres slaget både til den 19., den 20. og den 30. november, alt efter om man udgår fra tidens russiske eller svenske kalendere eller fra den nuværende kalender.

Et svensk resultat af kalenderomstillingen har endda spredt sig til Danmark. I senmiddelalderen var luciadagen (13. december) på grund af den julianske kalenders voksende unøjagtighed blevet til årets korteste dag. Der udviklede sig en række skikke for at markere dagen. I 1753 svarede 13. december efter den gamle kalender til 24. december efter den nye. Efter omstillingen til den gregorianske kalender blev luciaskikkene overført til 13. december ifølge den nye kalender, godt hjulpet af at helgenens navn er afledt af latinsk lux ‘lys’, genitiv lucis. Luciafejringen har gamle rødder i Västergötland, men festens nuværende former blev skabt i Stockholm i 1927 og overført til København i 1944.