Som fagansvarlig indgår du en aftale med din redaktør om, hvilke artikler der skal nyskrives og opdateres.

Din vigtigste opgave som fagansvarlig er at sørge for, at de artikler, du har ansvaret for, er fagligt i orden, opdaterede og overskuelige, ligesom du har pligt til at følge med i, hvad der sker indenfor dit fagområde. Derudover forventer vi, at du tager stilling til ændringsforslag og kommentarer til artiklerne i dit fagområde fra brugere og andre fagansvarlige.

For dette arbejde aftaler du en minimumsproduktion i form af et antal tegn med din redaktør. Dette tal er ikke et udtryk for, hvor mange tegn du må skrive i løbet af året, men er en måde for Foreningen lex.dk at holde styr på den økonomiske aftale, vi har lavet med dig.

Honoraret udbetales hvert år i januar.

Betaling

Redigeringssystemet tæller automatisk, hvor mange tegn du skriver, flytter, evaluerer og sletter.

Honorarerne er godkendt af Akademikerne og Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA).

  • Nyskrevet tekst: 31,67 øre pr. nyskrevet tegn (bogstav), inklusive mellemrum.
  • Flytning af tekst: For flytning af tekst modtager du 20 % af tegnsatsen: 6,33 øre pr. flyttet tegn.
  • Sletning af tegn: For sletning af tekst modtager du 10 % af tegnsatsen: 3,17 øre pr. slettet tegn.
  • Ændringsforslag: Som fagansvarlig er det en vigtig del af jobbet at kontrollere, at ændringsforslag holder en fagligt god kvalitet og eventuelt korrigere dem. Som honorar for dette arbejde modtager du 25 % af tegnsatsen: 7,92 øre pr. tegn, selvom du ikke selv har skrevet teksten.

Tegntaksterne reguleres årligt pr. 1. januar med udgangspunkt i Danmarks Statistiks nettoprisindeks, beregnet med udgangspunkt i oktobers indeks fra året før.

Minimumsproduktion og samarbejde med redaktøren

Arbejdet aftales mellem redaktør og fagansvarlig. Som fagansvarlig har du det faglige ansvar for indholdet. Redaktøren har ansvaret for prioriteringen af arbejdet.

Der aftales en minimumsproduktion mellem redaktør og fagansvarlig. Når du har produceret tegn svarende til minimumsproduktionen, kan du få udbetalt det fulde honorar ved årets udbetaling. Du må selvfølgelig gerne skrive og publicere mere; minimumsproduktionen er ikke en øvre grænse for produktion. Leverer du færre tegn end minimumsproduktionen, får du udbetalt det honorar, som svarer til antallet af producerede tegn.

Minimumsproduktionen aftales hvert år.

Husk at orientere din redaktør om perioder, hvor du planlægger at være enten meget eller meget lidt produktiv.

Udbetaling

Pengene udbetales som B-honorar og rapporteres til Skat med dit personnummer. Udbetaling sker til din NemKonto i januar. Du er selv ansvarlig for at betale skat af honoraret.

For at vi kan udbetale honorarer, skal du indtaste dit CPR-nummer i Lex-systemet. Informationerne gemmes krypteret i systemet.

Skat

Honoraret er skattepligtigt. Foreningen lex.dk trækker ikke skat. Du har selv ansvaret for at indberette indtægten.

Ønsker du at sende en faktura?

Hvis det er din arbejdsplads, der skal have pengene, eller hvis du har eget firma med CVR-nummer eller udenlandske bankkonti, kan du sende en faktura. Faktura for årets arbejde skal sendes senest 5. januar i udbetalingsåret.

For at sende en faktura skal du logge ind på din egen Fagansvarlig-side på lex.dk. I venstre spalte står der “Til gode” og en sum. Send din faktura på mail til faktura@lex.dk.

Fakturaen stiles til:

Foreningen lex.dk
Wildersgade 41A, 1408 København K
CVR: 40476938

Du må ikke fakturere et højere beløb end det, der er anført under “Til gode”.