Ny Kaledonien, Nouvelle-Calédonie, fransk oversøisk territorium i det sydvestlige Stillehav. Territoriet omfatter øen Ny Kaledonien (Grande Terre), de mindre øgrupper Loyalitets- og Chesterfieldøerne, Île des Pins og flere småøer; i alt 18.575 km2, 230.800 indb. (2004). Hovedby: Noumea.
Ny Kaledonien er en af verdens sidste egentlige kolonier og på mange måder en anakronisme. Her findes eksklusive franske livsformer side om side med oprindelig kanak-kultur, og området et af meget få, som i officielt FN-regi får støtte til selvstændighedsbestræbelser. Lokalt føres selvstændighedsbevægelsen af Front de libération nationale, kanake et socialiste, FLNKS.
43% af befolkningen er kanakker, de oprindelige melanesiere; 37% er hvide, især franskmænd, 8% er indvandret fra Wallis og Futuna, mens resten kommer fra Vietnam, Indonesien og Polynesien. De fleste indbyggere er kristne, overvejende romersk-katolske.
Ny Kaledoniens økonomi er ganske bredt baseret med en betydelig landbrugssektor (kopra, kaffe, lokale fødevarer, kvæg- og fårehold), skovbrug, fiskeri og en del turisme, men baggrunden for den fortsatte franske interesse er især de betydelige mineralforekomster, herunder nogle af verdens største nikkelreserver. Nikkelproduktionen er verdens tredjestørste (efter Canada og Rusland); malmen forarbejdes på store smelterier på øen og eksporteres. Der brydes også jern og mangan, der udføres som malm.
Siden 1960'erne, mens verdens øvrige kolonier blev selvstændige, har Ny Kaledonien modtaget en betydelig immigration af hvide. Mange af dem er franskmænd fra tidligere franske kolonier, som her har kunnet fortsætte deres koloniale livsstil i et hjørne af verden, hvor udviklingen ikke er gået så hurtigt. Undervejs har der været mange uroligheder med militante kanak-grupper, men bl.a. et talstærkt kontingent fransk militær har hidtil kunnet forsvare det hvide mindretals interesser.
Geologi
Øen Ny Kaledonien er dannet som et fragment af Den Indoaustralske Kontinentplade, der ved pladetektoniske bevægelser blev adskilt fra Australien for ca. 65 mio. år siden. Den ligger i en zone, hvor der sker underskydning (subduktion) mod Stillehavspladen, hvorved der er dannet meget kraftigt foldede og metamorfoserede bjergarter. I en sen fase af underskydningen er ultramafiske, dvs. olivin- og pyroxenrige, bjergarter fra Stillehavspladen skudt op over de foldede bjergarter. De ultramafiske bjergarter dækker omkring 1/3 af øen og er rige på forskellige tungmetaller som nikkel, chrom og cobalt. Ny Kaledonien er omgivet af verdens næstlængste barriererev (efter Great Barrier Reef). De øvrige øer er dannet som rygge på gamle vulkanske øbuer.
Sprog
Det officielle sprog er fransk. Den indfødte befolkning taler melanesiske sprog, hvoraf følgende har status som regionalsprog: drehu (ca. 11.000), nengone (ca. 7000) på Loyalitetsøerne samt paicî (ca. 6000) og ajië (ca. 4000) på selve Ny Kaledonien. Indvandrerne taler javanesisk, vietnamesisk og polynesiske sprog, især wallisiansk og tahitiansk . Se også oceaniske sprog.
Historie
Austronesisk-talende folk bosatte sig i Ny Kaledonien før 1000 f.Kr., men muligvis er papuanske folk kommet til området mange tusinde år tidligere. Først få århundreder inden europæernes ankomst i 1700-t. tog polynesiske folk Loyalitetsøerne i besiddelse. Den oprindelige befolkning, kanakkerne, var organiseret i klaner, der indgik i autonome stammer, som sprogligt adskilte sig fra hinanden. Yams spillede en central rolle både som fødemiddel og kulturelt, og forfædrenes ånder dyrkedes med høvdingene som forbindende led.
Da James Cook som den første europæer ankom til øerne i 1774, var der mere end 70.000 kanakker. Pga. de skovklædte bjerge opkaldte han landet efter Skotland (lat. Caledonia). I 1853 annekterede Frankrig Ny Kaledonien og brugte fra 1864 området som deportationssted for mange tusinde straffefanger. Samtidig blev en storstilet minebrydning af nikkel sat i system, mens kanakkerne blev henvist til reservater. Mange kanakker døde under gentagne opstande, pga. sygdom eller under militærtjeneste i den franske hær under 1. Verdenskrig; i 1921 var der kun 27.100 kanakker. Under 2. Verdenskrig var Ny Kaledonien base for amerikanske tropper, og i 1946 blev øerne et fransk oversøisk territorium, hvor kanakkerne fik franske borgerrettigheder. Men uroen og volden fortsatte mellem kanakker, der krævede uafhængighed, og indvandrere fra Frankrig og deres efterkommere samt indvandrere fra Stillehavsregionen, der ønsker fortsat tilknytning til Frankrig. Efter uroligheder i 1988 blev det aftalt at afholde en folkeafstemning under FN-overvågning i 1998, hvor der viste sig et overvældende flertal for løsrivelse fra Frankrig i løbet af en 20-års periode. Uroligheder i 1988 førte i 1998 til et vist selvstyre, og der skal afholdes folkeafstemning om selvstændighed efter 2014.