Faktaboks

Alexander Hamilton
Født
11. januar 1755, Nevis, British Virgin Islands (det nuværende St. Kitts og Nevis)
Død
12. juli 1804, New York City, USA
Levetid - kommentar
Fødselsår er 1755 eller 1757

Alexander Hamilton. Portræt malet 1804-1806 af John Trumbull (1756–1843).

Alexander Hamilton var en amerikansk politiker og en af USA's Founding Fathers. Hamilton blev USA's første finansminister og var hovedforfatter til Federalist Papers.

En usikker barndom

Hamilton blev født på den britiske ø Nevis i Caribien. Hans forældre var ikke gift, og da hans mor døde i 1768, var den unge Alexander forældreløs og med få fremtidsudsigter. Hans intelligens og ambitioner fik dog bekendte til at finansiere en rejse til kolonien New York, og her blev han optaget på King's College, det senere Columbia University.

Allerede fra ankomsten i det senere USA i 1772 havde han sympati for de revolutionære tendenser, som i 1776 udløste Den Amerikanske Revolution.

Under Revolutionen

Da uafhængighedskrigen brød ud, meldte Hamilton sig til militsen i New York og deltog i flere berømte slag, bl.a. ved Trenton (1776) og Princeton (1777). Hans heroiske indsats fangede den øverstkommanderende George Washingtons opmærksomhed, og Hamilton tjente herefter som Washingtons personlige adjudant i årene 1777-1781.

Forfatningen og Federalist Papers

Hamilton repræsenterede New York i Konføderationskongressen og arbejdede som jurist. I årene mellem Den Amerikanske Revolutions afslutning (1783) USA's Forfatning trådte i kraft (1789) var Hamilton en af den nye nations ledende fortalere for en stærk forbundsmagt og et fælles banksystem.

Ved forfatningskonventet i 1787-1788 repræsenterede Hamilton igen New York i forhandlingerne. Da forfatningen efterfølgende skulle ratificeres i delstaterne skrev Hamilton – sammen med James Madison og John Jay – the Federalist Papers. De argumenterede for forfatningen og skrev samtidig et hovedværk i amerikansk politisk teori.

Præsident George Washingtons finansminister

Da George Washington blev taget i ed som USA's første præsident i 1789, udnævnte han Hamilton som nationens første finansminister. Hamilton fik afgørende indflydelse på skabelsen af rammerne for den nye forbundsstat.

Han forelagde Kongressen et omfattende program, som skulle udvikle et kontinentalt fællesmarked, konsolidere delstaternes krigsgæld i en fælles statsgæld, styrke den regionale arbejdsdeling og befæste forbundsregeringens magt. Industri og infrastruktur skulle udbygges, og de offentlige finanser konsolideres gennem oprettelsen af en føderal bank.

Hamilton forlod finansministeriet i 1795.

USA's første sexskandale

I 1791 havde den gifte Hamilton et forhold til Maria Reynolds, hvis ægtemænd efterfølgende afpressede Hamilton. Efter finansministeren kom under mistanke for embedsmisbrug, tilstod Hamilton affæren og afslørede Maria Reynolds' mands afpresning.

I en tid, hvor politikeres ære og personlige forhold var under stor bevågenhed, var det en katastrofe for Hamilton, der resten af sit liv var plaget af rygter om sit privatliv.

USA's første partier

Dette betød dog ikke at Hamilton forlod den politiske scene. I 1790'erne dannede der sig to markante politiske fraktioner i USA, tidlige udgaver af politiske partier. Hamilton blev uofficiel leder af the Federalist Party, i modsætning til Thomas Jeffersons Democratic-Republican Party (se Det Demokratiske Parti).

Hamilton og hans allierede var fortalere for en stærk forbundsmagt, et fælles bankvæsen, en alliance med Storbritannien og østkystens rige og veluddannede elite som nationens sociale fundament. Jefferson var uenig med Hamilton på alle disse punkter.

Valget i 1800 og duel

Efter præsidentvalget i 1800 var der stemmelighed mellem Thomas Jefferson og Aaron Burr, begge fra Democratic-Republican Party. Dermed tilfaldt det Repræsentanternes Hus at vælge vinderen, men efter mange afstemninger var det Hamiltons støtte til Jefferson, der sikrede ham sejren. På trods af de politiske uoverensstemmelser mellem Hamilton og Jefferson, havde Hamilton og Burr gennem flere år haft en personlig konflikt.

I 1804 udfordrede Burr, nu vicepræsident, Hamilton til en duel pga. fornærmende kommentarer fra Hamiltons side. Den 11. juli 1804 blev Hamilton skudt og dræbt af Burr i Weehawken, New Jersey.

Hamiltons eftermæle – musicalen Hamilton

Alexander Hamilton er hovedperson i Lin-Manuel Mirandas populære musical, Hamilton, som fik premiere i New York i 2015. Musicalen skabte ikke blot fornyet interesse i Hamilton som person, men også i Den Amerikanske Revolution.

Fortalt gennem hiphop og rap, fokuserer musicalen ikke blot på Hamiltons politiske virke, men også hans ægteskab og venskaber med andre Founding Fathers.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig