Bergerac

I 2012 fandt man og udgravede en gravplads fra merovingerperioden, anlagt omkring 500-tallet.

I midten af 1200-tallet opnåede byens borgerskab en form for autonomi, og den kommunale ledelse og administration var fra 1322 til 1904 placeret i en bygning kaldet l’Ostal de Malbec. Den blev revet ned i 1908, og der blev bygget et nyt rådhus.

Her findes stadig borgerhuse fra 1300-tallet med stueetager under arkader, hvor der var stalde, lagre, værksteder eller butikker, og beboelse på de to øvre etager med førstesalen som den fineste. Loftsrummene blev brugt til opbevaring.

I 1300-tallet udgravede man en kanal fra bifloden Caudeau, og flere vandmøller er dateret til samme periode. Der findes optegnelser for Piles- og Bellegarde-møllerne tilbage fra 1500-tallet. Indtil 1760'erne producerede de mel til det lokale marked. Herefter blev de integreret i en større møllevirksomhed, der eksporterede. I 1834 blev møllerne omdannet til en papirmølle og et savværk, som blev lukket i 1919.

Protestantismen slog rod i Bergerac allerede i 1540'erne. Den 9. juli 1544 blev en statue af Jomfru Maria kastet i Dordogne-floden kort før Henrik 2.s ankomst. Her har der været offentlige protestantiske gudstjenester i hvert fald siden 1553.

Religionskrigene begyndte i 1562 og sluttede i 1598 med Nantes-ediktet, hvor Henrik 4. gav protestanterne rettigheder. Bergerac gik ikke uberørt hen og var skiftevis i protestantiske og katolske hænder. Den 17. september 1577, ved afslutningen af den sjette krig, blev der i Bergerac underskrevet en fredstraktat mellem repræsentanter for kongen, Henrik 3., og protestanterne, der fik ret til at dyrke deres tro. Den blev senere bekræftet af Poitiers-ediktet.

I 1500-tallet begyndte man at bygge fæstningsværker. Det skete også i Bergerac, hvor Bourbarraud-bastionen, også kaldet Karmeliterbastionen, blev opført mellem 1577 og 1621. Det nødvendiggjorde nedrivningen af Karmeliterklosteret, og stenene blev brugt til at bygge bastionen. Den 16. juli 1621 gik Ludvig 13.s tropper ind i Bergerac og beordrede huguenotterne til at nedrive fæstningsværkerne, som var blandt de vigtigste i det protestantiske Sydvestfrankrig. Karmeliterklosteret blev genopbygget et stykke væk omkring 1660.

I 1675 spredte et oprør mod Ludvig 14.s skatteopkrævning, der var begyndt i Bordeaux, sig til Bergerac, hvor der var optøjer i to dage i maj. Det blev slået ned af kongelige tropper, der derefter forlod byen igen.

I Ludvig 14.s regeringstid genoptog forfølgelsen af huguenotterne også inden ophævelsen af Nantes-ediktet i 1685. Den 15. november 1683 blev den protestantiske kirke i Bergerac revet ned, og i august 1685 ankom de første kompagnier af dragoner til byen for at tvangsomvende protestanterne.

Den 4. juni 1772 overdrog Ludvig 15. byen Bergerac og de nærliggende områder til sin loyale støtte Bertrand Nompar de Caumont, Marquis de la Force et de Caumont. Da byens borgere blev underrettet om denne beslutning, protesterede de offentligt, og på et møde i byrådet den 22. juni 1773 blev der fremlagt flere dokumenter, der skulle vise, at det ikke var lovligt. Alligevel blev aftalen bekræftet i oktober 1773. Byens ledere gentog deres protester den 7. april 1786.

I forbindelse med optakten til Den Franske Revolution gav Ludvig 16. almindelige mennesker lejlighed til at fremsætte klager med de såkaldte Cahiers de doléance. Denne mulighed brugte borgerne i Bergerac til i en klage fra den 23. februar 1789 at kræve, at kongen tog sin by tilbage. Det skete i begyndelsen af Den Franske Revolution, fordi Nationalforsamlingen den 4. august 1789 afskaffede alle aftaler relateret til det feudale system.

Den 9. november 1890 blev der indviet et monument til ære for dem, der døde i den fransk-preussiske krig i 1870. Det var datoen for sejren ved Coulmiers i 1870, hvor mange mænd fra Bergerac deltog i kampene.

Under 2. Verdenskrig, fra juni 1940 til november 1942, lå Bergerac først i frizonen, som ikke var besat af tyskerne. Demarkationslinjen ved Dordogne-floden lå ved Lamothe-Montravel, omkring 30 kilometer vest for Bergerac. Det ændrede sig dog efter de allieredes landgang i Nordafrika. Chanzy-kasernen blev besat af tyskerne og forblev det indtil den 20. august 1944. Den fungerede som garnisonspost og arrest til internering af medlemmer af Dordogne-modstandsbevægelsen. Bergerac blev befriet den 21. august 1944.