Derek Walcott, 23.1.1930-17.3.2017, caribisk forfatter. Walcott fødtes på St. Lucia og blev uddannet på University of the West Indies på Jamaica for derefter at slå sig ned på Trinidad, hvor han grundlagde Trinidad Theatre Workshop i 1959. I sit forfatterskab, der omfatter lyrik, dramatik og essayistik, søger Walcott i en disciplineret ekspressiv stil, der forener kreolsk dagligsprog med globalt standardengelsk, at give stemme til den fælles-caribiske erfaring, dannet af afrikanske, indiske og europæiske elementer. I erkendelsen af en sammensat kulturarv nuancerer han den gængse postkoloniale trang til tilbagevenden til entydigt oprindelige rødder. Walcott opfattede det caribiske øhav som en parallel til det klassiske Hellas og skrev sig op mod de homeriske digte i det episke digt Omeros (1990) og i skuespillet The Odyssey, opført af The Royal Shakespeare Company i 1992. Walcott tildeltes nobelprisen 1992. Det lange digt som moderne eksistensudforskning med lige vægt på det narrative og det lyriske findes i Tiepolo's Hound (2000) og The Prodigal (2004), der begge fokuserer på digterens fornemmelse af rodløshed. På dansk findes udvalgte digte i Øvelser før eksilet (1992) og Havet er historien (1993).
Det sker
Hedebølge
En hedebølge er en længere periode med meget varmt og tørt vejr. DMI forventer en stigning på 60 % i dage med hedebølger frem mod 2050.
Sankthansaften
Den moderne sankthansfejring den 23. juni har rødder i både hedenske midsommerfester og i den senere kristne fejring af Johannes Døberen.
Brexit
For 10 år siden den 23. juni 2016 stemte briterne Storbritannien ud af EU. Ordet "Brexit" tilskrives journalisten Peter Wilding, der brugte det første gang i 2012.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.