Eritreas geografi

Eritreas befolkningstal anslås til ca. 6,5 millioner mennesker, og der er ni etniske grupper med hver sit sprog. Der er nogenlunde lige mange kristne (overvejende koptisk ortodokse) og muslimer. Den vigtigste skillelinje i landet går mellem højlandet med en overvejende agerdyrkende kristen befolkning og historisk tætte bånd til Etiopien og lavlandet med kvægavlere, hel- og halvnomadiske muslimer præget af arabisk kultur.

De mange års krig med Etiopien betød store opbrud. Over 500.000 flygtede til det østlige Sudan, hvorfra en mindre del fandt videre til Vesten (herunder Danmark). Hertil kommer, at mindst 100.000 – heraf en meget stor del kvinder – tog aktivt del i befrielseskampen. Integrationen af hjemvendte flygtninge og tidligere guerillasoldater var en stor opgave for den unge stat. Landets hårdhændede diktatur har affødt et nyt flygtningeproblem. Mange flygter for at undgå militærtjeneste, som er obligatorisk for størsteparten af befolkningen.

Selvom ca. 80 % af befolkningen er beskæftiget i landbruget, kan Eritrea langtfra brødføde sig selv. Naturgrundlaget er sårbart og nedslidt, og det lave teknologiske niveau gør sammen med krigens eftervirkninger landet uhyre følsomt over for de tilbagevendende tørkeår. Der dyrkes bl.a. hirse, men kornavl er de fleste steder usikker, mens der overalt er husdyravl. Der er betydelige fiskeresurser i Det Røde Hav, som dog kun udnyttes lokalt. Industrisektoren er meget lille; Asmara har dog nogen letindustri.

Eritrea blev i 1993 valgt som et af de såkaldte programsamarbejdslande for dansk ulandsbistand, men mistede denne status i 2002.

I 1997 introducerede Eritrea sin egen valuta, nakfa.

Vejnettet er helt utilstrækkeligt udbygget og stærkt forsømt. Landets eneste jernbane, som går fra havnebyen Massawa over Asmara til Akordat, er helt ødelagt. Massawa og Assab er de vigtigste havnebyer ved Det Røde Hav; Assab har især betydning som transithavn for Etiopien.

• Eritrea