Faktaboks

Frederik Lynge

Frederik Mikael Jakob Lynge

Født
1. august 1889, Qoornoq
Død
1. november 1957, København

Frederik Lynge var en grønlandsk politiker. Han var medlem af Grønlands Landsråd i flere omgange mellem 1920erne og 1950erne og medlem af Folketinget fra 1953 til sin død i 1957.

Herkomst og uddannelse

Frederik Lynge stammede fra den store grønlandske Lynge-slægt. Han voksede op i en fangerfamilie i udstedet Qoornoq, men viste sig til at være særdeles dygtig i skolen og blev derfor sendt på Grønlands Seminarium i 1903. Han afsluttede læreruddannelsen i 1909, men grundet hans evner fik han lov til at varetage en efteruddannelse i Danmark. Han vendte tilbage derfra i 1911 og blev ansat som lærer i Ilulissat. I denne periode blev han en del af vækkelsesbevægelsen Peĸatigîngniat (Peqatigiinniat) og var med til at udgive en sangbog.

Tiden i Akunnaaq og Aasiaat

Allerede i 1913 foretog han dog et karriereskift og blev ansat af Den Kongelige Grønlandske Handel. Han blev udstedsbestyrer i Akunnaaq og blev i 1919 handelsassistent i Aasiaat. Han havde i 1917 stillet op til Grønlands Landsråd som suppleant for Valdemar Sørensen (1886-1961). Fordi denne fraflyttede valgkredsen i 1921, erstattede Frederik Lynge ham i 1922. I 1924 blev han kommunerådsformand, i 1926 sysselrådsmedlem. I 1927 blev han valgt ind i Landsrådet.

Tiden i Qullissat

Da valgperioden sluttede i 1932, flyttede han til Qullissat. Også dér var han politisk aktiv og var kommunerådsformand fra 1935 til 1939, mens han også sad i sysselrådet. I 1939 blev han igen valgt ind i Landsrådet. Han var en af landets mest fremtrædende politikere og blev derfor i 1939 valgt som en af fire grønlændere, der skulle deltage i Rigsdagens Grønlandsudvalgs forhandlinger om Grønlands fremtid. I 1942 blev han sysselrådsformand. Ved landsrådsvalget i 1945 blev han kun suppleant for Peter Mathæussen (1892-1949). Grønlandsudvalgets forhandlinger i 1939 havde måttet afbrydes på grund af krigsudbruddet. Efter krigen valgte man derfor igen at lade seks grønlændere deltage i udvalgets forhandlinger. Igen blev Frederik Lynge en af disse. I 1947 blev han forfremmet til kolonibestyrer, hvilket dengang var en sjælden post for en grønlænder. Noget overraskende blev han ikke udvalgt til at blive medlem af Grønlandskommissionen i 1948. Fordi Peter Mathæussen var død i 1949, deltog Frederik Lynge til gengæld i landsrådssamlingen i dette år. Året efter blev han dog pensioneret som kolonibestyrer, forlod sin valgkreds og trak sig derfor som landsrådsmedlem.

Grønlands første folketingsmedlem

I 1951 stillede han dog op igen og blev valgt i Aasiaat valgkreds. Frederik Lynge tilhørte den politisk aktive grønlandske elite fra sin generation, der i den offentlige debat ønskede fremskridt og modernisering af det grønlandske samfund ved at afkolonisere landet og integrere det i det danske kongerige, dog uden at miste den grønlandske identitet. Således støttede han især en bevaring af den nordgrønlandske fangstkultur i sit politiske arbejde.

I 1953 blev Grønland afkoloniseret og kunne vælge to folketingsmedlemmer. Frederik Lynge stillede op i den nordgrønlandske valgkreds og fik næsten to tredjedele af stemmerne og blev derfor sammen med Augo Lynge (1899-1959), som også havde været med i Grønlandsudvalgets forhandlinger dengang, en af de første to grønlændere i Folketinget. Han stillede derfor ikke op til landsrådsvalget i 1955. I 1957 blev han genvalgt i Folketinget med kun én modkandidat, mens Augo Lynge blev valgt via fredsvalg. Frederik Lynge døde dog få måneder senere 68 år gammel og blev erstattet af sin suppleant Elias Lauf (1894-1981).

Frederik Lynge havde Den Kongelige Belønningsmedalje i sølv, blev Ridder af Dannebrogordenen i 1939 og Ridder af 1. grad i 1952. Hans søn Hans J. Lynge (1916-1985) var landsrådsmedlem fra 1959 til 1966. Dennes sønner Aqqaluk Lynge og Ole Lynge (f. 1956) var ligeledes fremtrædende politikere fra 1980erne til 2000erne. Han var desuden farfar til forfatteren Hans Anthon Lynge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig