Hans Brix blev cand.mag. i 1894 og virkede i mange år som realskole- og gymnasielærer, bl.a. i Odense og Aalborg. I 1919 blev han docent, og i årene 1924-1941 var han professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. Her prægede han et stort antal kommende gymnasielærere og bidrog til det stigende litterære fokus i danskundervisningen.
Forud var gået en sjælden stor faglig produktion med dels hans disputats H.C. Andersen og hans Eventyr (1907), dels flere samlingsudgivelser af tekst-æstetiske studier og enkeltanalyser, bl.a. den teoretisk orienterede Gudernes Tungemaal (1911) og analyser af Steen Steensen Blichers og Johannes Ewalds forfatterskaber. De blev genudgivet i Gyldendals Uglebøger til brug for 1960'ernes universitetsundervisning.
Gennem et bredt og produktivt universitetsvirke forestod han udgivelser af tekster og manuskripter, af bl.a. Emil Aarestrup (for Det danske Sprog- og Litteraturselskab), H.C. Andersen og Ludvig Holberg. En næsten herostratisk berømt samling af enkeltstudier var Analyser og Problemer. Undersøgelser i ældre dansk Litteratur i syv bind (1933-1955). Han skrev om visitatsbøger, baroklyrik, skoledramaer og guldalderdigtning, ligesom han også bedrev (omdiskuteret) forskning i runeindskrifter. En mere bredt sigtende håndbog var Danmarks Digtere. Fyrretyve Kapitler af Dansk Digtekunsts Historie (1926, øget genudgivelse 1944 og 1951).
Hans Brix's præferencer og lærdom lå i den ældre litteratur. Den behandlede han dels via kyndig håndskriftlæsning og indgående filologi med væsentlige enkeltiagttagelser, dels via den biografisk-genetiske tilgang. Han gjorde også mange fund, bl.a. manuskriptet til H.C Andersens tidligste selvbiografi.
Hans forskning var mere punktuelt kommenterende end rettet mod større sammenhænge, og analyserne var ofte ejendommeligt omverdensløse. En oprindelig inspiration fra Georg Brandes svandt ind, og han mødte løbende en del kritik for vidtløftigheder og uholdbare teser. Desuden blev han midt i 1900-tallet en skydeskive i nykritikkens kritik af biografismen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.