Hans Brix

Hans Brix blev cand.mag. i 1894 og virkede i mange år som realskole- og gymnasielærer, bl.a. i Odense og Aalborg. I 1919 blev han docent, og i årene 1924-1941 var han professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. Her prægede han et stort antal kommende gymnasielærere og bidrog til det stigende litterære fokus i danskundervisningen.

Forud var gået en sjælden stor faglig produktion med dels hans disputats H.C. Andersen og hans Eventyr (1907), dels flere samlingsudgivelser af tekst-æstetiske studier og enkeltanalyser, bl.a. den teoretisk orienterede Gudernes Tungemaal (1911) og analyser af Steen Steensen Blichers og Johannes Ewalds forfatterskaber. De blev genudgivet i Gyldendals Uglebøger til brug for 1960'ernes universitetsundervisning.

Gennem et bredt og produktivt universitetsvirke forestod han udgivelser af tekster og manuskripter, af bl.a. Emil Aarestrup (for Det danske Sprog- og Litteraturselskab), H.C. Andersen og Ludvig Holberg. En næsten herostratisk berømt samling af enkeltstudier var Analyser og Problemer. Undersøgelser i ældre dansk Litteratur i syv bind (1933-1955). Han skrev om visitatsbøger, baroklyrik, skoledramaer og guldalderdigtning, ligesom han også bedrev (omdiskuteret) forskning i runeindskrifter. En mere bredt sigtende håndbog var Danmarks Digtere. Fyrretyve Kapitler af Dansk Digtekunsts Historie (1926, øget genudgivelse 1944 og 1951).

Hans Brix's præferencer og lærdom lå i den ældre litteratur. Den behandlede han dels via kyndig håndskriftlæsning og indgående filologi med væsentlige enkeltiagttagelser, dels via den biografisk-genetiske tilgang. Han gjorde også mange fund, bl.a. manuskriptet til H.C Andersens tidligste selvbiografi.

Hans forskning var mere punktuelt kommenterende end rettet mod større sammenhænge, og analyserne var ofte ejendommeligt omverdensløse. En oprindelig inspiration fra Georg Brandes svandt ind, og han mødte løbende en del kritik for vidtløftigheder og uholdbare teser. Desuden blev han midt i 1900-tallet en skydeskive i nykritikkens kritik af biografismen.

Hans Brix fortsatte sit faglige virke et par årtier ind i sit pensionistliv. Han beskæftigede sig fremdeles med 1700- og 1800-talsforfattere, men gik mere opsigtvækkende også i lag med nyere litteratur og samtidige forfattere. Først kom hans bog om Kaj Munk Hurtigt svandt den lyse Sommer (1946), der talte ind i den umiddelbare efterkrigstids store interesse for digterpræsten. Dernæst skrev han om den da nyligt afdøde Nis Petersen i Nis Petersen. Liv og Digt (1947), og endelig tog han livtag med Karen Blixen i Karen Blixens Eventyr (1949), der var den første bog om hendes forfatterskab – og angiveligt til hendes irritation.

Samtidslitteraturen fulgte Hans Brix også som dagbladskritiker, i de sidste årtier fast i Berlingske Aftenavis. Hans anmelderkarriere, der var et stort aktiv for den moderne omnibusavis, var dog allerede begyndt omkring 1908, hvor han var knyttet til skiftende dagblade som Politiken, Dagens Nyheder/Nationaltidende og BT.

Fra ca. 1931 blev litteraturanmeldelserne suppleret med engageret teaterkritik gennem mange år. Forholdet til teatret blev grundlagt, da Brix i årene 1924-1931 var litterær konsulent/dramaturg ved Det kongelige Teater.

Hans Brix var en central og velanset figur i det københavnske kulturliv, som det udfoldede sig omkring Frue Plads, Kongens Nytorv, Gyldendal og Pilestræde. I 1960 blev geografien udvidet til Rungstedlund, hvor han var medstifter af litteraternes og forfatternes Det Danske Akademi.

Den velskrivende og skarpsindige Brix havde faglig appetit og arbejdslyst, men kunne også være berygtet uberegnelig og nærsynet kategorisk. En del af den litterære udvikling løb måske fra ham de sidste år, og anmelderkarrieren blev derfor lovlig lang.

• litteraturkritik
• danskundervisning
• litteraturhistorie

• J. Kistrup: Hans Brix og teatret, Det Berlingske Bogtrykkeri, 1969.
• Københavns Universitets historie 1479-1979, bd. IX, G.E.C. Gads Forlag, 1979.
• Anmelderi. Teater og litteratur i pressen siden 1880, Fremad, 1979.