Faktaboks

Morten Dahlin
Født
1. maj 1989, Hvidovre
Morten Dahlin på et pressemøde på Christiansborg i august 2022, hvor Venstre præsenterede partiets bud på en beskæftigelsesreform.
Morten Dahlin i 2022.
Af /Ritzau/Scanpix.

Morten Dahlin er en dansk politiker fra partiet Venstre, medlem af Folketinget siden 2019 og gruppeformand og udlændingeordfører.

Da Venstres nyvalgte formand Troels Lund Poulsen i november 2023 ændrede på Venstres ministerhold i SVM-regeringen, blev Dahlin udnævnt til minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, hvor han afløste Louise Schack Elholm. Fra august 2024 blev også turismen en del af hans ressort.

Da Morten Dahlin fratrådte som minister ved SVM-regeringens ophør i 3. juni 2026 var han allerede valgt som Venstres gruppeformand i Folketinget.

Morten Dahlins uddannelse og baggrund

Morten Dahlin har en bachelor i erhvervsøkonomi og kommunikation fra CBS 2012. Inden valget til Folketinget var Dahlin beskæftiget som kommunikationsrådgiver bl.a. i TDC-Group 2015-2017.

Før sit valg til Folketinget har Dahlin været engageret i lokalpolitik og ungdomspolitik. Han blev medlem af kommunalbestyrelsen i Greve i 2010 og var fra 2011-2013 formand for Venstres Ungdom, hvor han efterfulgte Jakob Engel-Schmidt.

Medlem af Folketinget fra 2019

Dahlin blev valgt ind i Folketinget i Sjællands Storkreds ved valget den 5. juni 2019. Han blev allerede i sin første folketingsperiode sit partis indfødsretsordfører og dermed en central person i dansk udlændingepolitik og udlændingedebat. Fra 2021 til 2022 har han desuden været formand for Folketingets retsudvalg. Efter dannelsen af SVM-regeringen efter folketingsvalget i 2022 blev Dahlin Venstres politiske ordfører, og han har i denne rolle ihærdigt forsvaret, at partiet valgte at gå i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne.

I november 2023 efterfulgte han ved en regeringsrokade Louise Schack Elholm som kirkeminister, minister for byer og landdistrikter og minister for nordisk samarbejde. Som Venstres politiske ordfører blev han afløst af Torsten Schack Pedersen.

I forbindelse med regeringsomdannelsen den 29. august 2024 overgik turismeområdet fra erhvervsminister Morten Bødskovs til Dahlins ressort.

Politiske holdninger og udgivelser

Blandt sine politiske mærkesager har Morten Dahlin bl.a. fremhævet, at folk med ikke-vestlig baggrund skal respektere danske værdier.

Han har sammen med digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre, rådmand i Odense Christoffer Lilleholt (f. 1995), regionsrådsformand i Nordjylland Mads Duedahl (f. 1984) og MF Linea Søgaard-Lidell udgivet det liberale kampskrift Må jeg være fri? Fem venstrefolk gør op med systemstaten (2023).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig