Parti socialiste

Parti socialiste (PS, Socialistpartiet) er et fransk socialdemokratisk parti og har siden 1970'erne været en af hovedaktørerne i fransk politik. Partiet blev grundlagt i 1969 som efterfølger til den historiske socialistiske bevægelse SFIO (Section française de l'Internationale ouvrière), men fik sin moderne form ved partikongressen i Épinay i 1971, hvor François Mitterrand samlede forskellige socialistiske strømninger under én ledelse. Fra 1981 til 2017 var PS den dominerende kraft på venstrefløjen og leverede to præsidenter til Den Femte Republik: François Mitterrand og François Hollande.

Den franske socialistiske bevægelse har rødder tilbage til 1800-tallets arbejderbevægelse, republikanske venstrefløj og socialistiske tænkere som Jean Jaurès. I 1905 blev de vigtigste socialistiske grupper samlet i SFIO, som i store dele af det 20. århundrede udgjorde den vigtigste socialistiske kraft i Frankrig.

Efter Anden Verdenskrig blev SFIO imidlertid svækket af interne splittelser, kolonikrige og fremgangen for det stærkere kommunistparti. Ved etableringen af Den Femte Republik i 1958 stod venstrefløjen svagt, mens Charles de Gaulle og den gaullistiske højrefløj dominerede det politiske system.

I 1969 blev SFIO afløst af Parti socialiste, men først efter kongressen i Épinay i 1971 blev partiet en reel politisk magtfaktor. Her lykkedes det François Mitterrand at samle socialister, venstrerepublikanere og dele af den ikke-kommunistiske venstrefløj omkring et fælles projekt.

Under Mitterrands ledelse indgik PS en alliance med det franske kommunistparti (Parti communiste français, PCF), som på dette tidspunkt stadig var den største kraft på venstrefløjen. Strategien lykkedes gradvist, og ved præsidentvalget i 1981 blev Mitterrand valgt til Frankrigs første socialistiske præsident under Den Femte Republik.

Efter valgsejren i 1981 havde PS lovet et brud med kapitalismen gennem nationaliseringer, sociale reformer og en stærkere statslig styring af økonomien. Resultatet var katastrofalt. Allerede i 1983 måtte regeringen opgive denne linje med det såkaldte tournant de la rigueur, en fransk kartoffelkur. Frankrig skulle forblive i det europæiske monetære samarbejde, inflationen skulle nedbringes, og den økonomiske politik blev underlagt hensynet til konkurrenceevne, budgetdisciplin og finansiel stabilitet.

Dermed mistede PS en central del af sin oprindelige identitet. Partiet kunne ikke længere troværdigt fremstille sig som den kraft, der ville overvinde markedsøkonomien. I stedet accepterede det gradvist markedets grundvilkår og omdefinerede sin rolle til at handle om regulering, omfordeling og social beskyttelse inden for kapitalismens rammer.

Denne ideologiske tilbagetrækning blev delvis kompenseret af en stærkere kulturel og moralsk profil. I 1980'erne blev kampen mod racisme, fremmedhad og Front National et centralt samlingspunkt for den socialistiske venstrefløj. Bevægelsen SOS Racisme, grundlagt i 1984, blev tæt forbundet med Mitterrand-årenes politiske kultur og med parolen Touche pas à mon pote - "hold fingrene fra min ven". Antiracismen gav venstrefløjen en ny sag på et tidspunkt, hvor det økonomiske projekt var opgivet.

Denne udvikling ændrede partiets sociale og politiske profil. PS bevægede sig gradvist væk fra den klassiske arbejderbevægelses sprog om klassekamp og økonomisk transformation og lagde større vægt på værdipolitik, minoritetsbeskyttelse, tolerance og republikansk inklusion. Det styrkede partiets appel til uddannede storbyvælgere, offentligt ansatte og den kulturelle middelklasse, men bidrog også til at skabe afstand til dele af den traditionelle arbejderklasse, som i stigende grad oplevede, at venstrefløjen talte mere om identitet og moral end om arbejde, løn og social utryghed.

I perioden 1997-2002 ledede Lionel Jospin en socialistisk regering, der gennemførte en række reformer, herunder indførelsen af 35-timers arbejdsugen. Regeringen kombinerede socialpolitiske initiativer med privatiseringer og økonomisk modernisering, hvilket illustrerede partiets nye socialdemokratiske profil. Ved det efterfølgende præsidentvalg i 2002 blev Jospin, der ellers var favorit, elimineret i første runde. Han blev overhalet af højreekstremisten Jean-Marie le Pen, fordi venstrefløjens stemmer havde spredt sig over mange forskellige kandidater. Jacques Chirac vandt den anden runde stort over le Pen.

I 2012 blev François Hollande valgt til præsident. Hans valgsejr markerede et kortvarigt comeback for PS efter Nicolas Sarkozys præsidentskab. Hollandes periode blev imidlertid præget af økonomiske problemer, høj arbejdsløshed og interne konflikter om arbejdsmarkeds- og erhvervsreformer.

Mange vælgere oplevede, at partiet var blevet for moderat og for tæt knyttet til EU's økonomiske politik. Samtidig mistede PS gradvist forbindelsen til dele af arbejderklassen, som enten søgte mod Jean-Luc Mélenchons venstrefløj eller mod Rassemblement National på det yderste højre.

Præsidentvalget i 2017 blev et historisk nederlag for PS. Partiets kandidat Benoît Hamon opnåede blot lidt over seks procent af stemmerne i første valgrunde. Samtidig tiltrak Emmanuel Macron mange af partiets moderate vælgere, folkevalgte og ledende politikere.

Valget afslørede en dyb identitetskrise. Partiet stod splittet mellem en socialdemokratisk centrum-venstrelinje og en mere systemkritisk venstrefløj. I de følgende år mistede PS en stor del af sin nationale betydning, selv om partiet fortsat bevarede stærke positioner i mange kommuner, regioner og lokale forvaltninger.

Ved parlamentsvalgene i 2022 og 2024 deltog partiet i brede venstrealliancer sammen med blandt andre La France insoumise, Les Écologistes og kommunisterne.

PS betegner sig selv som et demokratisk socialistisk og socialdemokratisk parti. Det forsvarer den sociale markedsøkonomi, den franske velfærdsstat, sekularismen (laïcité), europæisk integration og sociale reformer.

Partiets vælgergrundlag har traditionelt været:

• offentligt ansatte,
• fagligt organiserede lønmodtagere,
• akademikere,
• storbyvælgere,
• den uddannede middelklasse.

Historisk stod partiet stærkt blandt industriarbejdere, men denne vælgergruppe er i betydeligt omfang gået tabt siden 1980'erne.

Parti socialiste har spillet en afgørende rolle i udviklingen af den franske venstrefløj under Den Femte Republik. Hvor kommunistpartiet dominerede venstrefløjen i 1950'erne og 1960'erne, lykkedes det PS under Mitterrand at samle store dele af centrum-venstre og gradvist overtage rollen som venstrefløjens ledende parti.

Partiets historie afspejler samtidig de udfordringer, som mange europæiske socialdemokratiske partier har mødt siden 1980'erne: spændingen mellem globalisering og social beskyttelse, mellem europæisk integration og national suverænitet samt mellem regeringsansvar og protestpolitik.

Selv om PS i dag står væsentligt svagere end under Mitterrand og Hollande, er partiet fortsat en vigtig aktør i fransk politik og en central del af den brede franske venstrefløj.

• La France Insoumise
• Les Écologistes
• Les Républicains
• Frankrigs politiske partier