Emmanuel Macron

I valgets første runde vandt Emmanuel Macron knebent over Marine Le Pen med 24 procent mod 21,3 procent. Anden runde blev imidlertid vundet komfortabelt af Macron med 66 procent af stemmerne. Dette valg blev bekræftet af det efterfølgende valg til Nationalforsamlingen, hvor Macrons bevægelse, der nu var blevet omdannet til et politisk parti under navnet La République en marche (LREM), fik absolut flertal.

De franske vælgere havde stået imod den populistiske bølge, men valget var et veritabelt jordskælv. Socialistpartiet var udraderet. Det borgerlige parti Les Républicains var decimeret og splittet. Magten var vundet af en mand, der aldrig havde været valgt før, og et parti, hvor de fleste var helt nye i politik. Det lignede en frisk start.

Macrons første regering, der blev ledet af Edouard Philippe (født i 1970), havde absolut flertal, så i parlamentet var den politiske opposition magtesløs. Til gengæld flyttede modstanden mod reformerne ud på gaden som folkelige protester. Hvert udspil blev mødt med en blank afvisning og omfattende demonstrationer fra de faglige organisationer.

Emmanuel Macron havde ført kampagne på hverken at tilhøre det politiske højre eller venstre. Men hans socialliberale tilgang og hans forsøg på at afregulere arbejdsmarkedet og reformere pensionssystemet placerede ham i manges øjne klart til højre. Det symbolske syndefald var fjernelsen af den økonomisk ubetydelige, men ideologisk eksplosive ”solidaritetsskat på store formuer”. Selvom denne ændring i beskatningen ud fra et økonomisk synspunkt var en nettogevinst for den franske stat, var det en brandingmæssig katastrofe. Macron fik øgenavnet ”de riges præsident”, og det er han aldrig sluppet af med.

Regeringen havde imidlertid et tydeligt demokratisk mandat til sine reformer, og reformdagsordenen blev fulgt. Præsidentperiodens største krise kom fuldstændig uventet: Det var bevægelsen de gule veste, der fra november 2018 begyndte at samle sig ved rundkørsler rundt om i Frankrig. Det var i begyndelsen en spontan protest mod en påtænkt brændstofafgift, men den udviklede sig hurtigt til en generel protest mod regeringen, det politiske system og mod Macron personligt.

Selvom protesten var ledsaget af omfattende vold visse steder, havde den stor folkelig opbakning, og den blev en alvorlig trussel mod Macrons reformprojekt. Efter et par ugers betænkningstid gav han de gule veste en række økonomiske indrømmelser og igangsatte projektet Le grand débat national (Den store nationale debat), der skulle genoplive det franske nærdemokrati. Luften blev taget ud af protesterne, men de gule veste lå som en latent trussel under regeringsførelsen, indtil COVID 19-pandemien brød ud i februar 2020 og overtog dagsordenen.

Coronapandemien satte Macrons reformprogram på pause. Det var karakteristisk for det politiske klima i Frankrig, at mens landet håndterede pandemien lige så godt som Tyskland og Spanien og bedre end Storbritannien og Italien (hvis man vurderer efter antallet af døde i forhold til befolkningens størrelse), gav det netop i Frankrig anledning til massiv mistillid til regeringen. 55 % var imod regeringens krisestyring (mod fx 23 % i Danmark), og knap 40 % var vaccineskeptikere eller -modstandere (9 % i Danmark).

Efter pandemien genoptog Macrons regering arbejdet med at reformere det franske pensionssystem, den sidste store reform i hans første præsidentperiode. Det franske pensionssystem var uoverskueligt, uretfærdigt og økonomisk uholdbart. Det er et pay-as-you-go-system, hvor pengene overføres direkte fra folk på arbejdsmarkedet til folk på pension. Det er kommet under pres, fordi antallet af pensionister til stadighed er stigende i forhold til antallet af folk på arbejdsmarkedet.

Den eneste politisk acceptable måde at gøre systemet mere holdbart på var at hæve pensionsalderen gradvist fra 62 til 64 år. Det var en reform, der havde trængt sig på i årtier, men som ingen rigtig havde turdet røre, fordi det blev betragtet som politisk selvmord. Reformen blev vedtaget i foråret 2023 med virkning fra september 2023. Men de politiske omkostninger var enorme med massiv folkelig modstand, strejker, demonstrationer og mistillidsdagsordener i Nationalforsamlingen.

Pensionsreformen viser Macrons styrke og svaghed: Han er ikke bange for at gøre det nødvendige, selvom det er upopulært; han bliver tiltagende betragtet som fuldstændig ude af takt med folkets ønsker.

Resultatet af præsidentvalget og det efterfølgende parlamentsvalg den 12. og 19. juni bekræftede det opbrud i fransk politik, der var begyndt i 2017. De gamle regeringsbærende partier, Socialistpartiet og Republikanerne, var så godt som væk, Macron sad på midten af fransk politik med en stærk opposition ledet af Marine Le Pen på det yderste højre og Jean-Luc Mélenchon på det yderste venstre.

Mange af præsident Macrons problemer er imidlertid også selvforskyldte. Man kan identificere tre hovedproblemer:

• Hans regeringsførelse har for det første været meget topstyret. Han troede, at en stærk, synlig og aktiv præsident kunne forene landet. I stedet er han blevet opfattet som arrogant og ude af kontakt med befolkningen.
• Det forværredes af, at der ikke har været troværdige tiltag for at råde bod på den kroniske kilde til uro i fransk politik: indvandring, integration og sikkerhed.
• Hans tredje fejl var, at han ikke efterlod nogen troværdige politiske alternativer tæt på sig; de blev alle opslugt af hans koalition. En grundregel i fransk politik er, at vælgerne altid bliver trætte af den siddende regering. Så vender de sig mod alternativet. I Frankrig befinder alternativet til Macron sig nu langt ude på yderfløjene.

Vælgernes svar ved parlamentsvalget i 2024 var tvetydigt. Rassemblement National blev ganske vist det største parti, men en alliance mellem venstrefløjen (Nouveau Front Populaire) og Macrons koalition Ensemble! (og det særlige franske valgsystem) forhindrede, at partiet opnåede absolut flertal. Macrons centrumkoalition led endnu et nederlag, idet den gik fra 245 til blot 168 pladser i Nationalforsamlingen, og det politiske landskab blev endnu mere fragmenteret.

I september 2024 blev Michel Barnier udnævnt til premierminister. Men hans mindretalsregering faldt allerede i december efter en mistillidsafstemning, hvilket førte til, at veteranen François Bayrou overtog posten. Ligesom Michel Barnier kom Bayrou i problemer, da næste års finanslov skulle forhandles. Frankrig har et voksende underskud på statsfinanserne, så Bayrou forslog en finanslov med besparelser på 44 milliarder euro og sløjfning af to fridage. Bayrou overraskede alle ved at bede om en tillidsafstemning i Nationalforsamlingen d. 8. september 2025. Det var en risikabel manøvre, der havde til hensigt at få især Socialistpartiet til at tage ansvar for økonomien. Men manøvren slog fejl, og den 8. september 2025 tabte regeringen tillidsafstemningen med kun 194 deputerede mod 364.

Frankrig blev dermed kastet ud i endnu en politisk krise. Præsident Macron måtte udpege sin femte premierminister siden valget i 2022. Valget faldt på Sébastien Lecornu (født 1986), som overtog de samme vanskelige vilkår for at regere, som Bayrou havde haft. Macron kunne i stedet have valgt at udskrive nyvalg til Nationalforsamlingen. Det var dog ikke noget attraktivt alternativ, da det forventede resultat var endnu et nederlag til Macrons midterkoalition og en styrkelse af yderfløjene, især Rassemblement National.

Frankrigs politiske situation er stadig ustabil, og det er usikkert om regeringen kan holde. Den er fortsat klemt mellem det yderste højre, der bliver mere og mere ambitiøst i takt med, at det kommer tættere på magten, og en venstrefløj, der bliver mere og mere radikaliseret.

Denne usikkerhed bringer hele Macrons politiske projekt i fare. Både Rassemblement National og venstrefløjen har lovet at rulle pensionsreformen tilbage og genindføre formueskatten. Macrons reformer risikerer derved at falde fra hinanden – og det afspejler et problem for centristiske regeringsledere overalt. Det blev bedst beskrevet af Jean-Claude Juncker, den tidligere præsident for EU-Kommissionen: "Vi ved alle, hvad der skal gøres, men vi ved ikke, hvordan vi skal blive genvalgt, når vi har gjort det." Det har helt entydigt begrænset præsidentens handlekraft og –muligheder, at han ikke længere har et regeringsflertal bag sig.

Emanuel Macron blev således valgt på et klart og tydeligt EU-positivt program på et tidspunkt, hvor alle de andre kandidater var stærkt EU-kritiske. Efter valget prøvede han at sætte en fælleseuropæisk dagsorden, dels gennem en bred vifte af konkrete udspil om samarbejde inden for industri, videnskab og kultur, dels ved at genaktivere den fransk-tyske motor i EU-samarbejdet.

Det langtsigtede mål var at sætte Europa i stand til at tage strategiske valg og ikke mindst forsvare sig selv. I sin geopolitiske vision er han en direkte arvtager til klassisk fransk gaullisme, hvor målet er en suveræn europæisk forsvarspolitik uafhængig af USA’s skiftende strategier. Han har været en af de stærkeste fortalere for europæisk strategisk autonomi og har arbejdet på at styrke EU’s rolle som en uafhængig global aktør i energipolitik, handel og forsvar. Det er en dagsorden, der har fået fornyet aktualitet med krigen i Ukraine og Donald Trumps valgsejr i USA i november 2024.

Hans multilaterale tilgang har dog haft begrænset succes, da de interne splittelser i EU og de økonomiske konsekvenser af inflationen har sat grænser for, hvor meget Europa reelt kan stå samlet. Macrons problem var, at de nødvendige partnere, Storbritannien og Tyskland, var optaget af nationale dagsordner og enten forholdt sig fjendtligt eller passivt.

Der er stadig et velfungerende forsvarssamarbejde med Storbritannien i kraft af Lancaster House Traktaten fra 2010, men Storbritannien er ikke længere en del af EU. Præsident Macron har satset meget på det traditionelt stærke fransk-tyske partnerskab, men han kom til magten, samtidig med at Angela Merkel trak sig ud af politik, og Merkels efterfølger, Olaf Scholz, har han et anstrengt forhold til både personligt og politisk. Uden for EU, i det globale syd, har fransk indflydelse været i tilbagegang efter en række kup i tidligere franske kolonier.

Macron står dermed over for en ny international virkelighed, hvor USA’s kurs er uforudsigelig, EU er splittet, og Frankrig forsøger at fastholde sin position som en global magt. Hans anden periode, der skulle have været en konsolidering af hans reformprojekt, er i stedet blevet en kamp for at navigere i en verden i hastig forandring.