Faktaboks

Rumen Radev

Rumen Georgiev Radev

Født
18. juni 1963, Dimitrovgrad, Bulgarien
Rumen Radev på besøg hos Oxford Union i oktober 2018.
Rumen Radev i 2018.
Af /Ritzau/Scanpix.

Rumen Radev er en bulgarsk officer og politiker, forhenværende generalmajor i det bulgarske flyvevåben og Bulgariens præsident fra 2017 til 2026. Radev stillede op til parlamentsvalget i Bulgarien 19. april 2026 som leder af den nydannede partikoalition Progressivt Bulgarien. Partiet vandt valget massivt, og det forventes, at Radev leder landets næste regering som premierminister.

Radev blev med støtte fra Det Bulgarske Socialistparti (BSP) valgt til sit første mandat ved præsidentvalget i november 2016 og sidenhen genvalgt til sit andet mandat i november 2021.

Præsidentposten i Bulgarien er i udgangspunktet ceremoniel, men Radev har i kraft af den store politiske ustabilitet i landet med en række parlamentsvalg siden 2021 haft mandat til at udpege en række midlertidige regeringer. Det har i praksis givet ham relativt stor indflydelse i den politiske udvikling i landet.

I januar 2026 meddelte Radev, at han trådte af som præsident inden mandatets udløb ved udgangen af året for i stedet at stille op til parlamentsvalget den 19. april. Radev har i en årrække haft status som landets mest populære politiker. Derfor var der længe blevet spekuleret i, at han ville gå ind i partipolitik med et muligt nyt parti, hvilket han imidlertid ikke meddelte noget konkret om ved sin aftrædelse. Først den 2. marts præsenterede han Progressivt Bulgarien, som formelt er en alliance af en række mindre eksisterende partier.

Uddannelse og karriere

Rumen Radev blev uddannet som pilot fra det bulgarske flyvevåbens officerskole Georgi Benkovski i Dolna Mitropolija i 1987. Han var medlem af Det Bulgarske Kommunistparti (BKP), hvilket var et krav for ansatte i flyvevåbnet frem til afpolitiseringen af landets institutioner i 1990, hvorefter han meldte sig ud.

Fra 1992 til 1994 havde han et uddannelsesophold i USA, hos Air University ved luftbasen Maxwell tæt på Montgomery, Alabama. Herefter fortsatte han sine studier på Militærakademiet Georgi Rakovski i Bulgariens hovedstad Sofia, hvor han afsluttede sin kandidatgrad i militærvidenskab efter endnu et studieophold på luftbasen i Maxwell i 2002-2003.

I 2000'erne og 2010'erne steg Radev i graderne i flyvevåbnet. Han blev i 2014 udnævnt som kommandør af det bulgarske flyvevåben og fik i den forbindelse titlen generalmajor.

Som følge af sit kandidatur til præsidentposten blev Radev på eget initiativ opsagt fra flyvevåbnet.

Radev i præsidentembedet, 2017-2026

Præsidentvalg og indtræden på den politiske scene i november 2016

Med Det Bulgarske Socialistpartis (BSP) opbakning stillede Rumen Radev op til præsidentvalget i november 2016, hvor han sammen med vicepræsidentkandidaten, Ilijana Jotova (født 1964, Bulgariens nuværende præsident), vandt med 59% over modkandidaten Tsetska Tsatjeva (født 1958) i valgets anden runde.

Præsidentposten er ceremoniel, og præsidenten må ifølge forfatningen ikke være partipolitisk aktiv, men der er tradition for, at partierne bakker op om bestemte kandidater og støtter deres kandidatur under valgkampen. Radev blev støttet af BSP, mens modkandidaten Tsatjeva fik støtte af daværende premierminister Bojko Borisovs parti, Borgere for en Europæisk Udvikling af Bulgarien (GERB). Inden valget truede Borisov med at gå af, hvis GERB's kandidat Tsatjeva tabte valget. Borisov holdt sit ord, og hans regering gik efter nederlaget af, hvorfor der blev afholdt parlamentsvalg i marts 2017.

Under sin valgkamp præsenterede Radev sig selv som et frisk pust i bulgarsk politik: Hans fokus på korruptionsbekæmpelse og reformeringen af retssystemet blev betragtet som samlende politiske emner for en ellers relativt splittet befolkning.

Under de landsdækkende antikorruptionsdemonstrationer i årene 2020-2021 nød Radev popularitet i store dele af befolkningen, da han støttede demonstranternes krav om et opgør med korruptionen i retsvæsenet og stillede sig imod statsanklageren Ivan Gesjev (født 1970) og daværende premierminister Bojko Borisov.

Præsident under syv midlertidige regeringer

Præsidentembedet er i udgangspunktet kun ceremonielt, men i perioden mellem aftrædelsen af folkevalgte regeringer og efterfølgende parlamentsvalg har præsidenten mandat til at udnævne en midlertidig regering.

I kraft af den udprægede politiske ustabilitet under Radevs præsidentembede, i særlig grad fra 2021, har Radev i løbet af sine to mandater som præsident haft ansvaret for at udpege i alt syv midlertidige regeringer. De midlertidige regeringer er i udgangspunktet teknokratiske og er forpligtet til at følge parlamentets vedtagne politik, men Radev selv og de midlertidige regeringer har gentagne gange været i konflikt med parlamentet og ageret politisk uafhængigt.

Politisk placering

Radev har under Krigen i Ukraine udtrykt sig kritisk om Bulgariens våbensstøtte til Ukraine og betonede i tiden umiddelbart efter Ruslands invasion i 2022 nødvendigheden af et fredsspor.

Samtidig har Radevs skiftende midlertidige regeringer enten modarbejdet landets energipolitik, der i tiden efter Ruslands invasion har været orienteret mod en reduktion af afhængigheden af russisk gas. Den midlertidigt udpegede regering ledet af premierminister Gălăb Donev (født 1967) indgik i januar 2023 en kontroversiel energiaftale med det tyrkiske energiselskab BOTAŞ, der i praksis bød, at Bulgarien ville blive blev forsynet med gas via rørledningen Turkish Stream; gas, som kan komme fra netop Rusland.

Dette på trods af, at Bulgarien sammen med EU-landene siden foråret 2022 havde forpligtet sig på en udfasning af russisk gas. Landets gasbehov var i samme periode ved at blive erstattet af flydende naturgas fra terminalen i Alexandroupoli, og der var derfor ikke behov for kapaciteten fra gasrørledningen fra Tyrkiet. Aftalen og de for Bulgarien ufordelagtige økonomiske vilkår skabte stor debat i Bulgarien.

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)

skrev Flemming Just

Det nævnes, at Radev har skrevet en doktorafhandling. Dette ord har på dansk en særlig betydning. Godt nok skriver han i sit eget cv, at der er tale om en doktorgrad, men det er ganske givet på samme måde som i Tyskland, hvor man er doktor, når man har skrevet en masterafhandling. Mit bud er derfor, at han har taget en kandidatgrad i militærvidenskab.

svarede Marcus Popov Damgaard

Hej Flemming

Jeg har krydstjekket flere bulgarske kilder og kan bekræfte, at du har ret! Du skal have tak for at have været opmærksom på det. Jeg ændrer det med det samme.

Bedste hilsner
Marcus

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig