Anden Verdenskrig og Nürnbergprocesserne havde ført til væsentlige udvidelser af folkeretten, herunder beskyttelse af menneskerettighederne. Efter en periode med optimisme, bredte der sig imidlertid i stigende grad en frustration blandt politiske aktivister, intellektuelle og nogle jurister, især i Europa. Man fandt, at stærke stater i praksis kunne ignorerede folkeretten, uden at det fik betydning.
Rationalet bag Russell-tribunalet var således, at når stater og internationale retsinstanser ikke ville eller kunne håndhæve folkeretten, så måtte civilsamfundet træde til. Vel vidende, at man ikke havde nogen formel juridisk legitimitet, men kun kunne udtale sig med den moralske vægt, man måtte kunne mobilisere.
I kølvandet på det første Russell-tribunal blev der afholdt flere andre, blandt andet om påståede amerikanske krigsforbrydelser i Mellemamerika i 1970'erne.
Den italienske politiker og folkeretsekspert Lelio Basso, som spillede en fremtrædende rolle i det første Russell-tribunal, foreslog efterfølgende en permanent institution efter samme principper. Den blev realiseret i 1979 som Permanent Peoples Tribunal. I dette regi har der været afholdt en række høringer, især med fokus på undertrykkelse af grupper og befolkninger i det globale syd.
Det er omdiskuteret, hvor vidt disse og andre initiativer faktisk har bidraget til at bringe folkeretten i fokus, og dermed også indirekte til den styrkelse af dens formelle organisationer som er sket senere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.