det globale Syd

Den skelnen mellem Nord og Syd blev der helt bogstaveligt sat et geografisk billede på med Brandt Rapporten i 1980, som diskuterede, hvordan fattige lande kunne opnå udvikling. Den tidligere tyske kansler Willy Brandts rapport belyste de økonomiske uligheder mellem Nord og Syd og tegnede til brug herfor en linje nogle breddegrader nord for ækvator fra midt i Atlanterhavet, lige syd om Europa (men nord om Tyrkiet) og videre midt gennem Asien (nord om Kina) og ind i Stillehavet, dog med en bue ned indenom Australien og New Zealand.

Brandt Rapportens hensigt var på den at baggrund at bidrage til en diskussion om at udligne den globale ulighed. Den anbefalede eksempelvis store stigninger i den internationale udviklingsbistand.

Brandt Rapporten vakte genklang i det globale Syd. Den talte lige ind i disse landes øgede bevidsthed om og vrede over den uretfærdige fordeling af verdens goder. Landene i Syd havde allerede i 1970’erne forenet sig i FN, hvor de havde formuleret krav en Ny International Økonomisk Orden; en orden som var mere retfærdig og mindre styret af de tidligere kolonimagter i Nord.

Da begrebet det globale Syd på den måde havde resonans, bed det sig langsomt fast.

For det første opfattede de fleste ’det globale Syd’ som en bedre betegnelse for de ikke-rige lande end den hidtil brugte term ’den tredje verden’. Den tredje verden havde været kritiseret for at henvise til en masse lande som den restkategori, der var tilbage efter den første verden (Vesten) og den anden verden (den kommunistiske region).

Den tredje verden var oplagt en koldkrigskonstruktion, hvor landene i denne region forventedes at alliere sig med enten den første eller anden verden og ikke sås som en positiv kategori i sin egen ret. Mange af dem tilhørte derfor en bevægelse, der netop insisterede på ikke at støtte den ene eller anden part i den kolde krig, nemlig the Non-Alligned Movement.

Ligeledes leder det globale Syd ikke automatisk tanken hen på, at landene er i udvikling hen mod noget, der kan ligne den vestlige samfundsmodel. Det har ingen antagelse om, at økonomisk udvikling af den vestligt-liberale type nødvendigvis er godt.

Betegnelsen det globale syd repræsenterer et opgør mod bare at være en passiv restkategori. Selve det, at ordet ’global’ blev lagt til ordet ’Syd’ repræsenterede en modstand mod at blive kategoriseret og marginaliseret. Et andet argument for at bruge begrebet er dermed, at det signalerer selvstændighed og handlekraft i en verdensorden med skiftende geopolitiske balancer.

Med afslutningen af den kolde krig, med Kinas øgede betydning og magt og senest med Ruslands invasion af Ukraine er det globale Syds vigtighed markant øget. Mange lande i Syd nægtede for eksempel at tage stilling, da Ruslands invasion af Ukraine skulle sanktioneres i FN. Det gik op for vestlige ledere, at de ikke kunne tage Syd-landenes enighed med dem for givet.

Dertil kom, at efterhånden som USA under Trump-administrationen begyndte at melde sig ud af internationale konventioner, opfatter ikke-amerikanske vestlige ledere det globale Syd som en mulig samarbejdspartner i forhold til at kæmpe for en international retsorden. Således blev termen flittigt brugt ved NATO's sikkerhedskonference i München i 2025.

Et eksempel på selvstændig handling i forhold til de internationale institutioner var, da Sydafrika indberettede Israels bombning af Gazastriben for Den Internationale Domstol og fik (delvist) medhold.

Generelt er der et stærkt ønske i det globale Syd om at styrke Syd-Syd-samarbejde politisk og økonomisk. Den forholdsvist nye sammenslutning af større nationer fra det globale Syd, BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), udtrykker et sådant ønske. Der kan siges meget om hvert enkelt af disse fem BRIKS lande. Kina og Ruslands forhold til Afrika berøres kort nedenfor.

Begrebet det globale Syd indebærer fra denne anskuelse altså også et svækket Vesten.

Endelig er et argument for at bruge betegnelsen det globale Syd, at anvendelsen signalerer protest mod Nords dominans og opdeling af verden i hierarkier, hvor ’de rige lande’ opfattes som bedre end ’de fattige’. Når man siger ’det globale Syd’ fremfor ’den tredje verden’ eller udviklingslande signalerer man, at man deler ønsket om en reel afkolonisering af landene, som næsten alle har været koloniserede af Europa eller Japan.

Selvom disse lande har opnået juridisk uafhængighed, udtrykker de nu behov for at blive anerkendt som ligeværdige på alle måder, også i fx litteraturen og i forskningen. Det handler om at ’afkolonisere tanken og sjælen’ som den kendte kenyanske forfatter, Ngugi wa Thiong'o har udtrykt det. Måske derfor bliver udtrykket det globale Syd også brugt markant mere i den akademiske verden, med en eksplosiv stigning i anvendelsen af begrebet særligt siden 2010.

Den mest almindelige kritik går på, at betegnelsen dækker over en meget bred og forskelligartet gruppe af lande, så det er fuldstændig uklart, hvilke der inkluderes eller ej.

Rent geografisk ville flere lande, som Australien eller New Zealand, skulle inkluderes. Så selvom mange fattige lande rent faktisk ligger i Syd, er der også fattige lande i Nord og rige lande i Syd. Det betyder, at betegnelsen er noget misvisende rent geografisk.

I forhold til økonomisk udvikling er gruppen meget forskelligartet og inkluderer lande som Mali med en gennemsnitsindtægt per indbygger på omkring 1.000 dollars om året, og Malaysia, hvor den er 15 gange højere. Hvorvidt Kina er en del af gruppen af lande i det globale Syd er en hel diskussion for sig. Økonomisk har Kina på få årtier indhentet og overhalet flere af de lande, der ellers ville kategoriseres som tilhørende det globale Nord (fx Albanien).

Geopolitisk er Kina selv blevet en stor spiller og har indflydelse i mange lande i det globale Syd igennem sine investeringer, sin naturressourceudnyttelse, og sin bistand. Alligevel betragtes Kina, både af sig selv og andre, som en del af det globale Syd.

I forhold til regimeform er der ligeledes stor heterogenitet lige fra demokratiske Costa Rica til ultraautoritære Rwanda eller Zimbabwe.

Betegnelsen det globale Syd er yderligere kritiseret for at antage, at landene i kategorien er enige og har en samlet stemme mod Vesten. Men i virkeligheden er der masser af interne spændinger og konflikter i gruppen.

De to store lande, både befolkningsmæssigt og økonomisk, Kina og Indien, har således både uløste grænsekonflikter og befinder sig grundlæggende i en konkurrence om at blive den dominerende magt i Asien.

Et andet eksempel er den stigende skepsis i Afrika overfor Ruslands og Kinas ageren på kontinentet. Mange civilsamfundsgrupper i Afrika ser skævt til Ruslands og Kinas øgede betydning og bekymrer sig for, hvordan det vil stille menneskerettighederne i disse lande. Hverken Rusland eller Kina er kendt for at gå i brechen for menneskerettigheder, og de giver autoritære ledere, der ser stort på fx ytringsfriheden et andet alternativ end de vestlige samarbejdspartnere, som har tradition for at italesætte brud på menneskerettighederne.

Endelig er der også kritikere, der peger på, at begrebet ikke løser de problemer, som det opstod for at løse. For dette begreb ender også selv med at referere til en stor restkategori, som er defineret i forhold til de rige lande i Nord.