Faktaboks

William Labov
Født
4. december 1927, Rutherford, New Jersey, USA
Død
17. december 2024
Sociolingvisten William Labov. Foto fra 2012.

William Labov var en amerikansk lingvist, der var grundlægger af den moderne sociolingvistik. Labov arbejdede som ingeniør i blækindustrien, før han i 1964 fik en ph.d.-grad i lingvistik med den strukturelle dialektolog Uriel Weinreich som vejleder. Siden 1971 var han tilknyttet University of Pennsylvania i Philadelphia.

Allerede i sin MA thesis (svarer til et dansk speciale) tog Labov et emne op, som skabte epoke: Gennem en undersøgelse af, hvordan befolkningen på den fashionable ferieø Martha's Vineyard talte, fik han afdækket, hvordan sprogbrug og holdninger hænger sammen, og hvordan udefrakommende påvirker et førhen isoleret område. Undersøgelsen blev offentliggjort allerede i 1963 og slog Labovs navn fast som en lovende forsker.

Med sin ph.d.-afhandling om sproget i New York, The Social Stratification of English in New York City (1966), viste Labov, hvordan sammenhængen mellem sprogbrugeres sociale og etniske baggrund, deres køn og alder kunne forklare mønstre i sprogbrug i en gigantby. Bogen, der havde kvantitative studier som udgangspunkt, blev hurtigt et emnemæssigt og metodologisk forbillede. Metodologisk betød den en overgang fra kvalitative studier af sammenhængen mellem sprog og social og geografisk placering inden for dialektologien til overvejende kvantitative, idet man fra nu af brugte udvalgte grupper af talere, som ideelt set skulle være repræsentativt udvalgt. Analytisk var fokus på lydlig variation. Bogen blev genudgivet med en række udvidelser 30 år efter førsteudgivelsen.

I de mange sociolingvistiske interviews, Labov gennemførte, var hans opmærksomhed rettet mod at få talere til at tale, som de ville have gjort, hvis han ikke havde været til stede (det såkaldte observatørens paradoks). Labov opdagede hurtigt, at en næsten ufejlbarlig metode var at få den interviewede til at fortælle en dramatisk selvoplevet historie, en narrativ. I analysen af disse historier grundlagde Labov sammen med Joshua Waletzky (f. 1948) en hel tradition for at afdække talte narrativers struktur.

Samtidig anvendte Labov et interaktionelt synspunkt inden for sociolingvistikken i sine undersøgelser af rituelle fornærmelser og i en analyse (sammen med David Fanshel (1923-2013)) af psykoterapeutiske samtaler. Så Labovs repertoire omfattede både kvalitative interaktionelle analyser og stort anlagte kvantitative analyser af især lydlige forhold. I sine seneste år arbejdede han med at udvide datagrundlaget for studiet af regionale forandringer i et atlas over lydforandringer i USA og gennemførte den første store automatiske analyse af vokalvariable (i Philadelphia).

Labov så bestandig sociolingvistikken som nøglen til en forståelse af sprogforandring og sammenfattede sine egne og andres undersøgelser heraf i trebindsværket Principles of Linguistic Change (1994-2010).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig