Lydudviklingen fra det indoeuropæiske grundsprog på vejen mod armensk er præget af fundamentale ændringer som metateser, palataliseringer og vokalsvækkelser. I mange tilfælde hersker der blandt sprogforskerne ikke enighed om detaljerne.
En af de vigtigste lydlige ændringer af armensk i forhold til indoeuropæisk er en forskydning af lukkelydene, den såkaldte armenske lydforskydning, der minder om den germanske (Rask-Grimms lov). Herved har de gamle stemte aspirerede lukkelyde mistet deres aspiration (som i germansk), de stemte er blevet ustemte (også som i germansk), og de ustemte aspirerede lukkelyde er blevet aspirerede, mens de i germansk er blevet til hæmmelydene [f], [θ] og [χ] Dog er *p gået et skridt videre i sin udvikling og er endt som h eller nul. Således svarer fx armensk otn 'fod'/het 'fodtrin' til dansk fod og latin pes, genitiv pedis 'fod', ligesom hayr 'far' svarer til dansk fa(de)r og latin pater.
Armensk regnes ligesom indoiransk, baltoslavisk og albansk til de såkaldte satemsprog, hvori de oprindelige indoeuropæiske palatale k- og g-lyde er blevet til henholdsvis s eller ts, z eller dj. Fx svarer armensk sirt 'hjerte' til engelsk heart og latin cor, genitiv cordis. På den anden side er de oprindelige labiovelarer, *kw, *gw og *gwh faldet sammen med de rene velarer *k, *g og *gh, fx armensk khan 'end' over for latin quam.
Endestavelser er faldet væk, og ubetonede vokaler er svækket som følge af, at trykket var lagt fast på den oprindelig næstsidste stavelse, fx *senos > armensk hin 'gammel', genitiv *senosyo > hnoy, jævnfør latin senex. Konsonanter mellem vokaler er svækket, og der skelnes ikke længere mellem korte og lange vokaler.
Et særligt lighedspunkt med græsk og frygisk er udviklingen af vokaler (protetiske vokaler) dér, hvor indoeuropæisk havde såkaldte laryngaler. Et eksempel ses i armensk astł, græsk astér over for latin stella 'stjerne'. I latin er laryngalen faldet bort, i armensk fortsættes den som vokalen a-.
Den vigtigste forskel mellem de to moderne dialekter udgøres af den såkaldte vestarmenske lydforskydning, ifølge hvilken vestarmensk p, t og k svarer til østarmensk (og oldarmensk) b, d og g og omvendt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.