elkesaitter

Elkesaitter, også kendt som elchasaitter, var tilhængere af en jødekristen døbersekt, der hævdes at være grundlagt af en profet, hvis navn gengives i forskellige former (bl.a. Elkesai, Elchasai, Elxai, Elxaios, Alchasaios, al-Ḥasīḥ). Denne profet, hvis navn sandsynligvis gengiver syrisk ḥaylā kasyā, "skjult kraft", bragte en åbenbaringsbog (nogle forskere mener, at "skjult kraft" i virkeligheden var navnet på bogen). Bogen er ikke bevaret, men der findes citater og beretninger om elkesaitterne hos en række kirkefædre og i manikæiske tekster. Ifølge Epifanios af Salamis levede Elxai i Østjordan, men ifølge en forfatter, der måske var Hippolyt, fremtrådte Elchasai i Partherriget under kejser Trajans krig mod partherne med sin åbenbaringsbog, sandsynligvis omkring år 116, og denne sted- og tidsfæstelse må foretrækkes. Åbenbaringsbogen fortalte, hvordan Kristus og Helligånden havde vist sig for profeten, den rummede forudsigelser om fremtiden, og den forkyndte en rituel renselsesdåb. Sabbatten og andre dele af Moseloven skulle overholdes; Paulus' breve blev forkastet. Kirkefædrene fortalte også, at Kristus ifølge elkesaitterne var kommet igen gang på gang i historien; denne lære, der minder om reinkarnation, kendes også fra de jødekristne Pseudoklementinere, hvor ideen er, at "den sande profet" har åbenbaret sig i forskellige skikkelser. Elkesaitterne drev mission; en elkesaitisk lærer nåede således Rom, men blev gendrevet af den forfatter, der måske var Hippolyt; en anden kom til Caesarea Maritima, men blev kritiseret af Origenes. Endelig levede der i det 3. århundrede en gruppe elkesaitter i det sydlige Mesopotamien. Disse elkesaitter kaldtes "døbere" og "de rene"; de havde en ritualistisk fromhed med gentagen dåb, vegetarianisme, hvor grønsagerne også blev "døbt", de anerkendte evangelierne, men overholdt sabbatten. Manikæismens grundlægger Mani voksede op i denne sekt, indtil han brød med den.