lancier

I 1817 udgav dansemesteren John Duval (?-1827) et klaverpartitur med musik samt beskrivelser af The Lancers, en suite (eller et såkaldt ’sæt’) af kvadrilledanse bestående af fem ture. Tre år senere udgav komponisten Joseph Hart (1794-1844) et lignende partitur, med samme musik men med en let ændret koreografi under titlen Les Lanciers, a Second Set of Quadrilles, hvor blandt andet turenes rækkefølge var justeret. Ved indgangen til 1820’erne havde lancier udviklet sig til den næstmest populære suite af kvadrilledanse i England, kun overgået af det såkaldte First Set. Og samlet set udgør Duvals og Harts udgaver hovedkilderne til forståelsen af dansens tidlige udvikling og standardisering.

I slutningen af 1850erne fik lancier en opblomstring i Paris, da den blev introduceret ved Napoleon 3.s hof. I 1857 udkommer et fransk klaverpartitur med musik og dansebeskrivelser under titlen The Lancers – Quadrille Anglais National. Dansebeskrivelserne lå tæt op ad Joseph Harts koreografi, selv om turenes navne var let ændrede. Partituret var udgivet af J. Mikel – muligvis et pseudonym for Joseph Meykiechel (1832-1892), der havde tilknytning til det franske hof. I de følgende år udgav han flere nye stykker musik til dans, heriblandt suiten 3eme Quadrille des Lanciers, Les Cours Laborde, som er den musik man i Danmark forbinder med lancier. Fra det franske hof udbredtes lanciers til hele Europa, og til USA hvor variationer som Kitchen Lancers har overlevet i square dance repertoiret.

I Danmark stammer den ældste trykte danske dansebeskrivelse af lanciers fra Balbog 1870-71 udgivet og samlet af August Westrup (1838-1897). Men lancier er dokumenteret i Danmark allerede fra 1860 hvor Wilhelm Hansens musikforlag udgiver Mikels 3eme Quadrille des Lanciers, Les Cours Laborde, med en bemærkning om at det er den musik der bruges af danserne ved Det kongelige Teater. Vi ved at daværende balletmester August Bournonville gav private timer i lancier ved årsskiftet 1859/60 og hans håndskrevne beskrivelse af dansen findes i samlingen af hans Litterære arbejder, på Kgl. Bibliotek. Beskrivelsen er på fransk og ligesom Laborde/Mikel benævner Bournonville de fem ture La Dorset (Første tur), La Victoria (Anden tur), Les Moulinets (Tredje tur), Les Visités (Fjerde tur) og Les Lanciers(Femte tur).

At lancier fortsat er populær viser, at den er en levende praksis, som folk værdsætter og samtidigt kan man tillægge lanciertraditionen en række mere kulturvidenskabelige betydninger. Man kan f.eks. sige at den er et udtryk for social blanding, hvor høj- og lavkulturelle traditioner mødes: Lancier udføres både ved kongelige hof selskaber og i folkedansmiljøer, og ved de gymnasiale gallafester – hvor eleverne ankommer i limousiner – bliver den del af et udtryk for det “demokratiserede luksusliv”. Lancier er også et udtryk for historisk blanding, hvor gamle idealer om dannelse og anstand møder nutidige værdier som socialt fællesskab, humor og kropslig kontakt, og nutidige opløsninger af de traditionelle, heteroseksuelle kønsroller. Endelig kan lancier også ses som et eksempel på kulturel blanding, for selvom dansen ofte bliver opfattet som “fransk”, er den — som nævnt tidligere — blevet en særlig dansk tradition. Lancier udfordrer dermed idéen om én fast dansk kultur og viser, hvordan traditioner kan opstå gennem udveksling mellem forskellige lande.

Mikels 3eme Quadrille des Lanciers, Les Cours Laborde består af fem ture, eller fem stykker musik: Første tur (G-dur), Tredje tur (C-dur) og Fjerde tur (D-dur) er som den oprindelige lancier musik komponeret i 6/8 takt. Anden tur (F-dur) og Femte tur (G-dur) går i 2/4 takt. I hver tur består musikken af fire repetitioner af et stykke musik – ofte omtalt som vers. Versene i første, anden og fjerde tur består af tre forskellige melodiske fraser a otte takter og verset i tredje tur består af to fraser a otte takter. Verset i femte tur, som er den længste, består af syv fraser – eller mere nøjagtigt seks fraser a otte takter samt en enkelt takt med tre langsomme G-dur akkorder efter de to første fraser. Som indledning til hver tur spilles den sidste frase af det til turen hørende vers som 8 takters forspil.

Efter det lille forspil, hvor parrene gør kompliment for hinanden, følger turens koreografi, som gennemføres fire gange – de fire dansevers. For hvert vers får ét af de fire par en slags hovedrolle — det kaldes det opførende par. Selvom strukturen er den samme fra vers til vers, skifter rollerne undervejs, så det ikke er de samme dansere, der har hovedrollen hver gang, og alle fire par får deres tur.

I lancier hilser man ustandseligt på en danser af modsat ’dansekøn’ – enten som en dyb kompliment (bukke eller neje) eller som et nik. Koreografien indeholder derudover forskellige trin og figurer, der involverer både synkrone bevægelser og individuelle variationer. Udover gå-trin er chassé trinnet det mest anvendte, og danses både forlæns, baglæns og sidelæns. Derudover forekommer der balance eller pas-de-bas trin i fjerde og femte tur, samt galoptrin eller gadedrengehop i femte tur.

De mest anvendte figurer er ’avance and retire’ (frem og tilbage) og ’tour de main’ (rundt med modstående danser, med en-håndsfatning). I femte tur indledes danseverset af en stor kæde figur hvor man zigzagger rundt i kreds, og giver hånd til de modstående dansere man møder på sin vej. I tredje tur består halvdelen af verset af den såkaldte ’damemølle’, som er en højrehåndsmølle for damer der bevæger sig med urets retning mod den modstående partner.