Menageri er en omrejsende samling af vilde dyr, der tidligere især blev fremvist på markeder. De vilde dyr i fangenskab var hjembragt fra fjerne lande. Menageriernes fremvisning af dyr kan ses som en forløber for zoologiske haver. I flere tilfælde blev vilde dyr fremvist i dressur som led i forestillinger med musikledsagelse. Dette blev videreført i cirkus.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af fransk ménagerie, som egentlig betyder 'hørende til husholdningen'; det er afledt af ménage 'husholdning'.

Menagerier med fremvisning af vilde dyr blev forbudt i Sverige i 1917 og i Danmark ved revision af Dyreværnsloven i 1962.

Baggrund

Tegning af Hermann van Akens Menageri fra 1833. Det omrejsende hollandske menageri blev grundlagt i 1790'erne.
Af /Privateje.

Fremvisning af vilde dyr i fangenskab kendes fra Danmark siden 1600-tallet. En elefant blev fremvist i København i årene 1639-1640 og et mindre menageri i 1667. Menagerier med vilde dyr kendes fra Dyrehavsbakken siden 1799. I 1804 kom Jean Baptiste Gautier til Sverige med et menageri, som bl.a. omfattede en abyssinsk (etiopisk) elefant, som kunne udføre en række kunster. Han rejste flere gange i Danmark, senest i 1870. Det krævede bevilling fra Justitsministeriet at rejse med menagerier i Danmark.

Zoologiske haver

Menageriene kunne rumme omfattende samlinger af dyr: Fugle, aber, løver, tigre, leoparder, hyæner, kameler, elefanter m.v. På Frederiksberg Slot var der frem til 1768 et menageri med fugle og vilde dyr, som kan ses som en fjern forløber for den zoologiske have, der blev anlagt her i 1859. På Schönbrunn Slot i Wien anlagde kejser Franz 1. i 1752 et menageri, der udviklede sig til Wiens zoologiske have, Tiergarten Schönbrunn.

Omrejsende menagerier

Heinrich Scholz rejste i 1880'erne og 1890'erne i Danmark med menageriet "International" som omfattede 100 dyr, heraf bl.a. 18 løver, tigre og bjørne (1887). I 1892 omfattede menageriet 130 dyr. To gange dagligt optrådte løvetæmmeren C. Beckmann med et skuespil i dressur under medvirkning af tre hanløver, en hund og et får. Han fremviste også en elefant. Ifølge pasjournaler fra dette år rummede menageriet otte musikere, fire dyrepassere, en dyretæmmer og en oppasser.

Wombwell

Wombwells Menageri blev grundlagt i England i 1805 af George Wombwell (1777-1850). "Wombwell Royal Windsor Castle Crystal Palace Menagerie" rejste i Danmark i 1883, i 1886 og i 1888. Ifølge annoncer og avisreportager medbragte det 500 dyr, heraf 18 løver. Dyrene blev fremvist i dressur af dyretæmmeren mr. Cooper fra Cirkus Renz og Cirkus Salamonsky. Menageriet blev fragtet rundt i 18 vogne trukket af 52 engelske heste, en vogn blev trukket af tre elefanter og en musikvogn af seks kameler. Menageriet medbragte et musikkorps på ti mand.

Forfatteren Johannes V. Jensen har skildret det indtryk Wombwells menageri gjorde på ham i fortællingen "Wombwell" fra Nye Himmerlandshistorier (1904).

Cirkus

Dressur af vilde dyr kom til at indgå som en del af cirkus, som også kunne fremvise dyrene udenfor forestillingen. Cirkus kom på denne måde til at overtage en del af menageriernes virksomhed, indtil en revision af Dyreværnsloven i 1962 forbød fremvisning af vilde dyr i menagerier og cirkus.

For cirkus vedkommende kunne der dispensere fra forbuddet i forhold til en række dyr som elefanter, kameler og søløver. Denne dispensationsmulighed blev fjernet ved en Folketingsbeslutning i 2018.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig