En menisk er en halvmåneformet skive af fibrøs brusk, der kan have til opgave at fordele trykket mellem to ledflader. Betegnelsen bruges normalt om knæleddets menisker.

Faktaboks

Etymologi
Ordet menisk kommer via latin meniscus fra græsk meniskos 'halvmåne', der er en afledning af mene 'måne'.

Knæets menisker

På illustrationen er knæet bøjet, og knæskallen er fjernet. Den laterale menisk er ringformet, kraftig og bevægelig. Den mediale menisk er mere halvmåneformet, tyndere og sidder mere fast, hvilket også gør, at den ikke lige så let følger lårbenets bevægelser og lettere kan skades og revne (meniskruptur).
Knæet forfra uden knæskal
Af /Store Norske Leksikon.

I hvert knæled er findes to menisker i ledspalten mellem lårbenet og skinnebenet: én på lateral- eller ydersiden og én på medial- eller indersiden. De fungerer her som "pakninger", der udfylder ujævnhederne mellem ledfladerne. Langs ydersiden er de omtrent en halv centimeter tykke, men bliver meget tynde ind mod ledhulen. Meniskerne har derfor et trekantet tværsnit. Meniskerne gør, at ledkontakten og stabiliteten øges. Desuden bliver slid på ledbrusken mindre.

Den laterale menisk (meniscus lateralis) er næsten ringformet, mens den tyndere mediale menisk (meniscus medialis) er mere halvmåneformet. Begge er fastgjort til den midterste, eleverede del af skinnebenet (eminentia intercondylaris; tibia). De er også forbundet foran i knæleddet med et bindevævsbånd.

Langs yderkanterne er meniskerne forbundet med ledkapslens synovialmembran. Dette gør, at det kun er bærefladerne (over- og undersiden), der fugtes og ernæres af synovialvæsken; yderkanten får blodtilførsel via små blodkar fra ledkapslen. Den mediale menisk er desuden forbundet med sidebåndet eller kollateralligamentet (ligamentum collaterale mediale) i knæleddet, i modsætning til den laterale.

Meniskerne er relativt bevægelige, den laterale mest, da den ikke er fastgjort til sideligamentet som den mediale. Ved bevægelser i knæleddet ændrer meniskerne position, da kondylerne i lårbenet har forskellig krumningsgrad. Ved bøjning af knæet glider meniskerne lidt bagud, ved strækning glider de fremad, og repræsenterer på den måde bevægelige ledskåle for de to kondyler på lårbenet.

Skader på menisken i knæet

Ved ekstreme bevægelser af knæleddet, især vridninger af underbenet i forhold til låret (som ofte rammer idrætsudøvere, for eksempel fodboldspillere), kan meniskerne blive udsat for store belastninger og eventuelt revne (meniskruptur). Dette sker i omtrent tre ud af fire tilfælde i den mediale, mindre bevægelige menisk. Løsrevne eller unormalt bevægelige dele af meniskerne kan føre til, at knæet låser og nødvendiggør operation.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig