mundhulesygdomme

Tandkødsbetændelse (gingivitis) er en tilstand, der forårsager blødning og hævelse af tandkødet (gingiva) uden skade på tandens fæsteapparat. Ubehandlet kan tandkødbetændelsen sprede sig og medføre, at fæsteapparatet med rodhinde og knogle nedbrydes. Hvis tilstanden forbliver ubehandlet, kan store dele af tandfæstet blive nedbrudt, hvilket medfører, at tanden bliver løs og må fjernes af tandlægen eller falde ud af sig selv.

I de senere år er der også konstateret infektion omkring tandimplantater. Det er en infektion, der minder om parodontitis, men som rammer knoglen omkring tandimplantaterne. Tilstanden kaldes periimplantitis, og årsagen er den samme som for parodontitis. Utilstrækkelig rengøring omkring implantaterne er således den vigtigste årsag til periimplantitis. Det anses for helt afgørende, at en person får behandlet en eventuel parodontitis, før indsættelse af tandimplantater. Det er også vigtigt, at der indgår instruktion i effektiv mundhygiejne som led i parodontalbehandlingen. Manglende eller ikke vellykket behandling af periimplantitis kan medføre, at implantatet må fjernes, hvilket kan medføre skade på kæbeknoglen.

En anden tilstand, som også er mere almindelig end tidligere, er hyperplasi af gingiva forårsaget af medicin. Medicin brugt ved epilepsi (epinat), organtransplantation (cyklosporin) og højt blodtryk (calciumantagonister), er sammen med utilstrækkelig mundhygiejne årsagen til, at der kan opstå varierende grader af overvækst af tandkødet (hyperplasi). Dette medfører ikke umiddelbart destruktion af tandfæstet, som periodontitis gør, men kan vanskeliggøre tandbørstningen. Behandlingen er forbedret mundhygiejne, herunder brug af mellemrumsbørster, eventuelt kirurgisk fjernelse af hyperplasierne, hvis de er hæmmende eller skæmmende. Eventuelt kan blodtrykmedicinen ændres til en anden type, som ikke har denne bivirkning.

Betændelse i tandkødet med tab af knoglefæste, kan også skyldes fysisk skade fra piercing i læben eller kuglelignende smykke i tungen. Disse smykker kan skade tandkød og kæbeknogle, så der opstår sekundær betændelse i det beskadigede væv. Sådanne skader kan forveksles med parodontitis, men de skyldes en fysisk skade mod området omkring tænderne – primært fortænderne i underkæben.

Betændelser i mundslimhinden kan forårsages af virus, gærsvamp og bakterier, men kan også skyldes fysiske traumer, fx fra en protese, der passer dårligt. Hvis den fysiske påvirkning er kraftig, kan den medføre sårdannelse, og der kan opstå en infektion i såret. Er påvirkningen mindre intens, kan der opstå en overvækst af vævet (hyperplasi).

Betændelse i mundslimhinden kan desuden skyldes allergiske eller immunologiske reaktioner. Til sidstnævnte gruppe hører after og vise sygdomme, der manifesterer sig med blæredannelse eller sår, som fx pemfigus vulgaris og pemfigoid. En almindeligere form for slimhindesygdom i mundhulen er de lichenoide forandringer. Mange mennesker har hud- og slimhindesygdommen lichen planus, der kan vise sig som hvidlige stregtegninger, hvidlige uafskrabelige belægninger, rødme og sår i mundslimhinden. Hvis der er sår, er der ofte svien i mundslimhinden, især ved spisning. Årsagen til sygdommen er ikke kendt, men den menes at være udtryk for en immunologisk reaktion mod dele af slimhinden.

En sjælden betændelsestilstand i de store spytkirtler er fåresyge, der forårsages af fåresygevirus. Ved skade af udførselsgangen til de små spytkirtler i slimhinden, fx ved bid-traumer, kan der opstå ophobning af spyt med omgivende betændelsesreaktion. Dette manifesterer sig typisk som en undertiden generende, men ikke smertefuld blålig velafgrænset blære i slimhinden, oftest på underlæben, kaldet mukosacyste eller mukosacyste.

Spytsten (sialolitiasis) kan også forekomme, og kan have flere årsager, herunder nedsat spytsekretion og skader i spytkirtlernes udførselsgange. Er spytstenen lille, er der kun få symptomer, men er den stor, kan den forårsage stop i spyttets afløb fra spytkirtlen og der kan opstå ubehag og smerter, specielt ved spisning af noget surt, som stimulerer spytproduktionen. Spytsten er primært sammensat af calcium. De kan ligge i udførselsgangen eller i selve spytkirtlen.

Caries er den almindeligste årsag til betændelse i tandpulpa (pulpitis). Pulpitis kan være meget smertefuld, og lokalisering af den involverede tand kan være vanskelig. Ved traume mod en tand kan der også opstå skade af tandpulpa med påfølgende pulpitis og henfald (nekrose) af tandpulpa.

Betændelse i kæbeknoglen (osteomyelitis) skyldes oftest en betændt tandrod eller en inficeret ikke-frembrudt visdomstand. Tilstanden kan også skyldes indtrængning af mikroorganismer gennem et åbent kæbebrud, eller mikroorganismer i blodbanen kan slå sig ned i kæbeknoglen. Også nedsat blodtilstrømning, immunologiske forhold og ukendte faktorer er afgørende for, om denne tilstand opstår.

En betændelse i knoglen omkring en tandrod (apikal periodontitis eller apikal ostitis), skyldes enten caries eller tandskade med påfølgende betændelse i nerven (pulpitis) og nekrose i tandpulpa ("død nerve"), eller parodontitis, der har bredt sig ned langs tandroden. Betændelsen kan være akut eller kronisk. Ved akut betændelse kan der være stærke smerter, og tilstanden kan udvikle sig til en tandbyld (absces), som i begyndelsen er lokaliseret til knoglen. Derefter gennembrydes knoglehinden (periost), og infektionen går ud i det bløde væv i munden eller på halsen. Akutbehandlingen er at punktere bylden og eventuelt give antibiotika. Derefter skal årsagen til infektionen behandles. Er årsagen en død tandpulpa, skal tanden rodbehandles eller trækkes ud. Ved kronisk betændelse (rodspidsbetændelse) kan der også dannes et granulom rundt om rodspidsen, og dette kan udvikle sig til en cyste. Disse kroniske forandringer kan ses på røntgenbilleder.