opera

Genren opstod som følge af en misforståelse i slutningen af 1500-tallet i adelige kredse i Firenze, hvor gruppen Camerata søgte at genopvække det antikke græske drama, som man fejlagtigt mente var blevet sunget.

Sceniske spil med musik og sang kendtes dog tidligere i mere beskedne former, blandt andet i middelalderens liturgiske dramaer og renæssancens madrigalkomedier.

Den første opera, Dafne (1598) med musik af blandt andre Jacopo Peri, er gået tabt, mens hans og Giulio Caccinis Euridice (1600) er bevaret.

I de tidligste værker udgjorde teksten den væsentligste bestanddel, mens musikken, en recitativisk talesang støttet af akkorder, såkaldt monodi, var relativt ensformig sammenlignet med senere værker.

Operahistoriens første store personlighed var Claudio Monteverdi, der med Orfeus (1607) og senere værker gav musikken en selvstændig udtrykskraft i en vekslen mellem recitativiske og arielignende soloafsnit og kor. Mens hans tidlige operaer primært tjente repræsentative formål i Mantuas hofkontekst, orienterede de senere værker sig mod en mere offentlig og kommerciel modtagerkreds i Venedigs fremvoksende operascene.

Det første offentlige operahus, Teatro di San Cassiano, åbnede i Venedig i 1637. Med det nye publikum blev operaerne mere underholdende, og sangersolisterne fik mulighed for at udfolde sig virtuost. Bl.a. i den napolitanske opera fra slutningen af 1600-tallet, fx i Alessandro Scarlattis mere end 100 sceniske værker, deltes musikken i recitativer, der befordrede handlingen, og arier, der uddybede personernes skiftende følelser (affekter).

Operagenren spredtes hurtigt til andre lande. Paris fik sit første operateater i 1669 (se Opéra National de Paris), og her skabte den italienskfødte Jean-Baptiste Lully en fransk operastil præget af landets klassiske tragedie og ballet. Hamburg fik i 1678 en fast operainstitution, der senere blev domineret af Reinhard Keiser og Georg Philipp Telemann. Henry Purcell var den store ener i England i forlængelse af det traditionelle maskespil, masque.

I løbet af 1700-tallet opstod ved siden af den ældre, tragiske opera seria den komiske opera buffa. I den første udfoldede de virtuose sangere, specielt kastratsangerne, sig med deres kunstfærdige udsmykninger af melodien. Den anden bestod oprindelig af kortere intermezzi indlagt mellem akterne af den alvorlige opera, men udviklede sig til en selvstændig form, der med realistisk liv og komik stod i kontrast til den stadig mere skabelonagtige opera seria.

Mest kendt er Giovanni Battista Pergolesis komiske La serva padrona (1733), der efter en opførelse i Paris i 1752 gav anledning til "buffoniststriden" (se Fransk klassisk musik).

Den franske opéra-comique er beslægtet med den italienske opera buffa, men har talt dialog i stedet for sungne recitativer.

I England blev den italienske opera seria, der blandt andet var repræsenteret af Händel, parodieret i opera ballads som fx John Gays The Beggar's Opera (1728).

Opera seria fik dog nyt liv med Christoph Willibald Glucks operareform, indledt med Orfeus og Eurydike (1762), uropført i Wien, hvori det enkle og udtryksfulde blev understreget på bekostning af sangens rene virtuositet.

Hos Wolfgang Amadeus Mozart kombineres opera seria og opera buffa med fremragende karakterisering af personerne i hovedværker som Figaros bryllup (1786), Don Giovanni (1787) og Così fan tutte (1790).

Mozarts tyske syngespil Tryllefløjten (1791) gav tillige med Ludwig van Beethovens eneste bidrag til genren, Fidelio (1805), impulser til den tyske romantiske opera med Carl Maria von Webers Jægerbruden (1821) som et højdepunkt.

Richard Wagners tidlige musikdramatiske værker tog udgangspunkt i den tyske romantik, videreført i værker som Tannhäuser (1845) og Lohengrin (1850), men han blev nyskabende med Tristan og Isolde (1865), den mere muntre og realistiske Mestersangerne i Nürnberg (1868), trilogien Nibelungens ring (første samlede opførelse 1876) og Parsifal (1882).

Richard Wagner skrev sine egne tekster og skabte med sit Gesamtkunstwerk et tæt samspil af kunstarterne. I musikken udvikler han sin "uendelige melodi", der sammen med anvendelsen af ledemotiver psykologisk udbygger såvel det ydre som det indre drama.

Richard Strauss, der i begyndelsen var stærkt inspireret af Wagner, gik en anden vej; med Salome (1905) og Elektra (1909) skabte han højspændte psykologiske dramaer, til gengæld er Rosenkavaleren (1911) en musikkomedie efter Mozarts forbillede.

Hovedværker i 1900-tallet er Alban Bergs ekspressionistiske Wozzeck (1925) og den ufuldendte Lulu.

Tjekken Leoš Janáček har skabt en meget personlig stil, og tyskeren Paul Hindemith, briten Benjamin Britten og den russiskfødte Igor Stravinskij har komponeret væsentlige værker for scenen.

I århundredets anden halvdel har komponisternes eksperimenteren med genren, fx Mauricio Kagels, gjort det vanskeligere at indkredse den. Måske netop af den grund er den "klassiske" opera i slutningen af 1900-tallet genstand for en betydelig popularitet verden over.

Den dansksprogede opera blev grundlagt af tilflyttede tyskere: Johann Gottlieb Naumann skrev musikken til Charlotta Dorothea Biehls version af Orfeus og Eurydice (1786), og F.L.Æ. Kunzen satte Jens Baggesens (1764-1826) Holger Danske (1789) i musik.

Mere fremherskende i dansk-norsk kontekst på den tid er syngespil og syngestykker, som er beslægtede med operagenren, men hvor tematikkerne som oftest er lettere og dialogen er talt. Det første syngespil på dansk er Niels Krog Bredals Gram og Signe (1756), der var skrevet til allerede eksisterende musik, taget fra værker af blandt andre Giuseppe Sarti.

Til syngespilsgenren bidrager blandt andre tyske Johann Ernst Hartmann, som komponerede Balders Død (1779) og Fiskerne (1780), begge til tekst af Johannes Ewald, franske Edouard du Puy med værket Ungdom og galskab (1806), C.E.F. Weyse med Sovedrikken (1809) samt F.D.R. Kuhlau med Elverhøi (1828). Sidstnævnte komponist er også ophavsmand til egentlig operaer, blandt andet Lulu (1824).

Andre blandingsgenrer gjorde sig også gældende, fx komponerede Maria Theresia Ahlefeldt blandt andet en såkaldt opera-ballet: Telemak paa Calypsos Ø (1792).

Gennemkomponerede operaer uden talt dialog vinder mere frem i Danmark senere i 1800-tallet, eksempelvis J.P.E. Hartmanns Liden Kirsten (1846) og Peter Heises Drot og Marsk (1878). Væsentlige værker omfatter desuden C.F.E. Hornemans Aladdin (1888) samt Carl Nielsens Saul og David (1901) og Maskarade (1906).

I nyere tid har flere danske komponister bidraget til genren, blandt andre Per Nørgård, Tage Nielsen, John Frandsen, Bent Lorentzen, Poul Ruders, Bo Holten, Louise Alenius (1978-), Hans Abrahamsen og Bent Sørensen.

En traditionel opera har sine faste bestanddele. Den indledes oftest af en ouverture, der i 1600-tallet var ganske kort og først betegnedes toccata eller intrada, siden sinfonia. Den italienske tresatsede sinfonia dannede i 1700-tallet grundlag for udviklingen af symfonien. I modsætning hertil bestod den franske ouverture af to eller tre afsnit af henholdsvis pompøs og lettere karakter. En særlig form er den såkaldte potpourri-ouverture, hvori temaer fra selve operaen indgår, som fx i Webers Jægerbruden.

Arien, en solosang med orkesterakkompagnement, er den væsentligste bestanddel af en opera, specielt fra tiden 1700-1900. I baroktiden udvikledes med bl.a. Scarlatti og Händelda capo-arien, en tredelt form, hvor sidste del er en gentagelse af den første, dog med mulighed for udførelse af virtuose udsmykninger af sangpartiet. Mozart var friere i sine arieformer og beskrev ikke sjældent sine personer i todelte arier, ofte med en langsom og en hurtig del eller omvendt.

En opera med musikken delt op i selvstændige, afsluttede afsnit (arier, duetter, ensembler, korsatser, recitativer) betegnes nummeropera. Wagner erstattede efterhånden de afsluttede arier med en "talesang", der sammen med orkesterets ledemotivisk udformede akkompagnement skabte den gennemkomponerede opera, hvor musikken udgør en fortløbende helhed.

• musikdramatik
• klassisk musik